At Digital Extremes (Navnet afslører måske også noget i sig selv) og 2K Games vælger, at det er det er netop det her billede der skal repræsentere spillet Darkness II på udviklerens oversigt over deres spil, kunne godt gøre mig urolig for spillets egentlige spilmæssige kvaliteter.

Men nåja,  man da i det mindste hylde kombinationen af, hvad man nok umiddelbart har set som de største appellerende faktorer til spillets publikum, i samme screenshot. OMG!!! GUNZZZ & MEGA-BOOBBZZ FTW!!

Linse! - er det dig?

Minder mig også om denne her fine post: FANTASY ARMOR AND LADY BITS

Thomas Vigild har tidligere været ude med en kritik af den analytiske tilgang til spilstoffet. Eller rettere, manglen på analytisk tilgang. At spilfeltet af dets skribenter blev betragtet som en selvrefererende boble, der hvilede i sig selv, og kun refererede til andre spil, og ikke til verden udenfor.

Derudover gik hans kritik ud på, at spilmedierne, i hvert fald i Danmark, var for afhængige af deres annoncører og lod sig diktere af dem, i forsøget på at please dem og få deres annoncekroner.

Men i mine øjne, er der langt større problemer der plager den danske spiljournalistik. Og det kommer mit blogindlæg i dag til at handle om. For som jeg ser det, er der tre helt overordnede problematikker, som plager både den danske og meget af den internationale spiljournalistik. Og jeg mener at de kan henføres til nogen af de samme årsager.

Men inden jeg tager knivene frem vil jeg da lige understrege, at jeg ikke ser mig selv som hævet over resten af den danaske spilskribent-stand. Jeg er ikke den spiljournalistiske Moses der kommer ned fra bjerget med de hellige spiljournalist-bud ristet i sten. Jeg kæmper mod disse problemer som alle andre, og jeg er underlagt spiljournalistikkens negative dogmer som alle andre.

Men med disse forbehold, lad mig så prøve at pege på, hvad jeg mener er de 3 største problemer for spiljounalistikken i dag. Særligt set fra et dansk sysnpunkt.

Manglen på kildeangivelser

I mit eget arbejde som spiljournalist, er jeg flere gange stødt på historier uden ophav. Hvad mener jeg med det? Jo, jeg mener historier, hvor det er umuligt at fastslå, hvor de kommer fra. De har ingen kildeangivelser. De svæver som store zeppelinere hen over spilsites’nes forsider, uden noget ankertov der forbinder dem til den virkelige verden.

Historier om kommende spil, patches, udtalelser, bugs bliver send af sted uden afsender. Og er de først røget op på et af de større spilsites kolporteres de videre, ned igennem fødekæden, uden at der tilføjes en kilde til informationerne. De præsenteres blot som facts, eller måske netop ikke som facts, men som noget jeg vel bedst kan beskrive som ”tekst”. Som en teksts der er mindre end fakta, mindre end sand, fordi den netop ikke indeholder kilder, der peger på hvorfra i den virkelige verden dette stammer fra.

Hvorfor er det et alvorligt problem? Det er der to grunde til. For det første for ubekræftede rygter og historier lov til at løbe meget længere end normalt. For uden et gedigent fakta-check, er der ikke nogen bremse til at stoppe historier der ikke indeholder korrekt information. Og for det andet, så risikerer man at ende med at forvanske den eventuelle sande oprindelige information der har været.

Når alle sites skriver af efter hinanden er det som den børneleg, hvor man i rundkredsen hvisker noget til sin sidemand, og når sætningen så er kommet tilbage, efter at have været hele cirklen rundt, er budskabet noget ganske andet.

Endelig fratager man mediebrugeren for muligheden for, selv at læse originaldokumenter eller se historiens ophav. Ironisk, at det netop er inde for et emnefelt som computerspil, der er så forbundet med onlinemedier, at manglen på et simpelt hyperlink tilbage til kilden er det første der ryger.

Manglen på journalistisk metode

Der er i omfattende grad en mangel på almindelig journalistisk metode i de fleste spilnyheder i Danmark (og i resten af verden for dens sags skyld). Lad mig pege på to områder, hvor jeg i hvert fald mener at kunne identificere en klar forskel på den måde spiljournalistik og almindelig journalistisk foregår på.

For det første er det meget begrænset, i hvor høj grad der bliver forsøgt indhentet kommentarer, bekræftelser eller uddybninger hos både lokale og/eller globale repræsentanter for de firmaet/udviklere der er involveret i historierne.

I den ’normale’ journalistik, er det kutyme at forsøge at indhente kommentarer, især fra den part der er under angreb eller bliver kritiseret i nyheden. Endda i en grad så, selvom man ikke har formået at indhente dette, så skriver man trods alt, at ’den og den blev kontaktet, men har ikke ønsket at kommentere sagen’.

Helt anderledes synes det at forholde sig med spiljournalistikken. Her er det et særsyn, hvis der er nogen der har forsøgt at få bekræftet noget, eller at få yderligere kommentarer fra repræsentanter for historiens parter. På trods af at mange organisationer faktisk har lokale repræsentanter i Danmark, virker det ikke som om, at det er relevant. Måske også fordi at spilnyheder, som det er nu, for 80% vedkommende består af notitser. Så det er ikke værd at gennemarbejde en artikel og gøre den komplet. Hvis det viser sig, at der er modstridende oplysninger, laver man bare en notitsnyhed om dette senere.

Hertil skal det også siges, at det  heller ikke er alle lokale repræsentanter for store spilfirmaer, konsolproducenter etc. der er lige dygtige til at varetage deres rolle som repræsentanter og “go-to” personer for kommentarer og nyheder. Der er nok nogen der kunne være mere imødekommende, pro-aktive eller bare være bedre til at svare på henvendelser end de er. Ingen nævnt, ingen glemt.

Manglende værdi af solohistorier

De to ovenstående problemer virker forværrende på det tredje problem, som jeg mener at spiljournalistikken står overfor i dag. Nemlig den begrænsede værdi af solohistorier.  Og solohistoriernes begrænsede værdi er igen medvirkende til at skabe det mediebillede vi har i spiljournalistikken i dag, med churnalism og copy-pasting én masse.

Men hvorfor ser vi ikke flere solohistorier, især på nyhedsstoffet? Mit bud er, at det er fordi at solohistoriernes værdi er begrænset, i kraft af, at de en halv time efter at de er lagt live, vil kunne læses på samtlige andre spilsites. Og endda i de fleste tilfælde uden kildehenvisninger. Derved bliver det en dårlig investering at bruge de ressourcer der skal til for at producere en nyhedshistorie selv, fremfor at producere 10 copy-paste historier i stedet. (og det er en ganske realistisk sammenligning, ved jeg fra mit eget spil-journalistiske arbejde)

Derved kommer spiljournalistikkens ressourcer aldrig rigtig i spil, oh kun en brøkdel af tiden og energien bliver brugt på at opsøge historier, snakke med kilder, og finde frem til de ufortalte historier. I stedet går det meste af tiden med afskrivning fra andre sites, hvor man blot prøver at vinkle historien minimalt anderledes, så det ikke ligner en fuldstændig afskrift.

Og det er ærgeligt, for det gør os til noget mindre end journalister. Det gør os til administratorer, webredaktører og mestre i trafikoptimering. Men ikke journalister.

Hverken Sony eller Microsoft er interesserede i at lancere en ny konsol for tidligt, for det er lige nu de tjener allermest på den nuværende konsolgeneration. Produktionsomkostningerne på hardwaren er i bund, begynderfejlene er alle opdaget og udbedret og antallet af konsoller der kan sælges spil til er større end nogensinde. Det er også derfor, at både Microsoft og Sony forsøger at livstidsforlænge de oprindelige konsoller med hardware-tilbehør i form af Kinect og Move.

Men der er en dark horse med i opløbet om computerspillets fremtid. En outsider der truer med at ikke bare at indhente, men også at overhale den digitale distribution, som de fleste ellers regner med bliver det helt centrale element i den næste konsolgeneration. En outsider  jeg egentlig ikke havde større tiltro til, før jeg stiftede bekendskab med den på førstehånd her julen over.

Jeg snakker om den såkaldte cloud-gaming. En teknik der gør, at man teknisk set faktisk spiller på en central server, der så registrerer brugerinput lokalt på din maskine, og så sender en videostream til dig. På den måde flyttes alt den tunge beregning over på en dedikeret server og du kan i teorien spille de tungeste spil med alle detaljer på maxiumum, på den mest anæmiske netbook.

Tidligere har jeg haft mine klare forbeholdt overfor metoden. Hvordan skulle man kunne sikre en respons der var hurtig nok, til at spiloplevelsen stadig opleves som glidende over internettet. Hvordan skulle man sikre en videostream der var på højde med den der kunne genereres lokalt? Den førende udbyder af sådan en tjeneste, OnLive, har påstået at havde overkommet problemerne. Men skeptiker som jeg er tænkte jeg, at det bare var reklamesnak og blær.

Men her i juledagene havde jeg lejlighed til at prøve en lignende tjeneste, Gaikai, som har lavet et samarbejde med Eurogamer.net, hvor man kan prøve spildemoer, der afvikles direkte via en java-klient på websiden. Og selvom oplevelsen ikke var 100% perfekt, kom jeg i den grad til at få et andet og mere positivt syn på mulighederne ved sådan en tjeneste. Input afvikles relativt flydende, og grafikken var langt over, hvad jeg kunne forvente at afvikle lokalt på den laptop, som jeg brugte til at spille demoerne på.

Største problem er, at grafikken stadig er en anelse for ulden til, at den kan stå mål med lokalt afviklet indhold. I hvert flad når det gælder spil som Crysis 2, hvor man er nødt til at kunne se præcise detaljer for at kunne skyde på længere afstand. Og der er en lille bitte smule lag i inputtet. Ikke meget, men lige nok til at man ikke føler at man har helt samme kontol. Men jeg er stadig meget, meget imponeret over, hvad der kan lade sig gøre i en webbaseret java-klient.

Og jeg tror faktisk på, at det kan blive et reelt alternativ til den evolutionære konsoludvikling. Selvom man må forvente en aktiv og livlig modstand fra konsolgiganterne og PC-hardwarefabrikanterne, der vil kæmpe med næb og kløer imod det. Men det virker som så oplagt en løsning. Og en løsning der også svarer til den udvikling der forekommer på alle andre undeholdningsplatforme. Spotify, TDC Play og WiMP på musikfronten, YouSee og Netflix på filmfronten. Hvorfor have kvaler med at have lagerplads og computerkraft lokalt, når man kan hive det over nettet om nødvendigt? Og hvorfor eje spillene, hvis man bare kan spille dem når man bare kan spil dem over nettet når man har lyst?

Det er en disruptiv teknologi, der har potentialet til at vende op og ned på de eksisterende forretningsmodeller. Men for dem der er hurtige nok til at omfavne den, tror jeg også at der vil være store fortjenester at hente. Tænk på, hvis dit Steam-abonnement tillod dig at spille alle dine spil via nettet uden installation eller noget? Ellers hvis du i stedet for betalte et fast abonnement for adgang til Steams totale bibliotek af spil?

Anyway – jeg vil anbefale alle tvivlere at tage et smut forbi her, og bare lige teste Crysis 2 via java-klienten. Imponerende? – det tror jeg nok det er!

Ak – således skulle det ikke gå. Men lad mig i det mindste komme med en undskyldning og et ordentligt post mortem, i stedet for at lade det hele gå i glemmebogen og håbe det forsvinder Troels Lund Poulsen-style.

Årsager til, at jeg ikke kunne leve op til min egen målsætning

• Overachiever!
  Satte mig for store mål fra starten af. Ikke at 2 spil var for meget, men omfanget var for stort. Er kun 50% færdig med det første
• Forsinkelse med at komme på plads
  Det tog mig en uge, for jeg havde skrivebord, laptop og software klar. These things take time. Jeg burde havde lavet papirkoncepter i mellemtiden, men oh du bagklogskabens lys, hvor er du når man har brug for dig.
• Boligproblemer
  Den lejlighed jeg fremlejer blev solgt under fødderne på mig, og jeg havde 4 uger til at finde noget nyt at bo i. Stess!!
• The loneliness of the long distance runner
  Det er svært når man er alene. Meget svært at motivere sig selv, at skubbe på. Dette har yderligere understreget overfor mig, at jeg bliver nødt til enten at arbejde sammen med andre, eller finde andre metoder til at tvinge mig selv i sving. Jeg troede at love det her på bloggen var nok, men det viste sig desværre ikke at holde stik.

Well. Som det modne menneske jeg er går jeg til bekendelse her. Jeg er blot et menneske, og jeg overvurderede mine egne evner. Had mig ikke!!

Om ikke andet har det været en lærerig process. Ikke mindst det at skulle gå til bekendelse her bagefter. Avavavav

Og for at vise hvor trist jeg er, har jeg fundet et billede af en trist emo-dreng. Snøft....

 “I simply asked him if he was making any money. Is that a criticism?”

-          Arthur Miller, Death of a salesman – 1949

Det kom som noget af en overraskelse, da Square Enix i løbet af ugen kom med meddelelsen om, at de var I gang med at oprette et nyt studie I Montreal, og at dette studies første spil, ville være et Hitman spil.

Square Enix udlagde det selv som om, at de bare byggede ovenpå IO Interactives solide arbejde og IO’s egen pressemedarbejder fik i et interview med Børsen om sagen, nærmest udlagt det som om at det var IO selv der udvidede op oprettede et nyt kontor i det canadiske.

Tre ting er dog helt sikre.

-          Denne beslutning kommer med stor sandsynlighed til at have store konsekvenser for IO Interactive. Den sidste danske AAA-udvikler.

-          De involverede parter fortæller ikke hele sandheden om konsekvenserne.

-          Det endelige resultat kommer an på IO Interactives evner til at levere et hit med det kommende Hitman: Absolution

Jeg mener at der umiddelbart er tre sandsynlige scenarier. To dårlige og et godt.

Scenarie 1: Square Enix er utilfredse med IO Interactives performance og overvejer at lukke dem, men vil gerne sikre den mest værdifulde licens videre liv, inden da.

Det er ingen hemmelighed at IO har haft problemer med at producere hits på det seneste. Mini Ninjas klarede sig sådan la-la, mens Kane & Lynch 2 solgte direkte dårligt, og kun nåede op på ca. 2/3 af forgængerens salgstal, trods et større udviklingsbudget. Og ikke mindst, så repræsenterede de dårlige tal for Kane & Lynch 2 sandsynligvis slutningen på, at forsøge at køre dem i stilling som en fortsat franchise. Dermed er Hitman stadig den eneste rigtig værdifulde licens, som IO har skabt.

Det er relativt dyrt at udvikle spil i Danmark i forhold til Canada. Ikke bare pga. høje lønninger, men især pga. de fordelagtige skatteforhold som spiludviklere får. En anden fordel ved Canada er, at den talentmasse du rekrutterer fra her er på et kreativt højt niveau, som jeg vælger at tro at tilfældet også er i Danmark. Derfor er det oplagt at overføre produktionen af Hitman-spil til Canada, da man her kan have samme kreative manpower med lavere omkostninger.

Men hvorfor lukker man så ikke IO med det samme? Fordi det vil tage omtrent 3 år at stampe et Hitman-spil op fra bunden, fordi man også skal have udgivet Hitman: Absolution fra IO først, fordi man gerne vil have tid til at nogle af IO’erne kan overføre deres viden og kompetencer til det nye studie og endelig fordi at det giver dårlig presse, hvis man direkte kæder lukningen af IO sammen med åbningen af det nye studie. Så vil det nye studie blive dem der ’dræbte’ IO, i mange spilleres øjne.

Hvad taler for, at det bliver dette scenarie:
- Billigere udviklingsomkostninger for Square Enix i det lange løb
- Montreal-studiet har fået æren af at udvikle til Next-gen-konsollerne – ikke IO Interactive.
- IO har dårlig track-record med de sidste to spil de har produceret.
- Med den nye udvidelse har Square Enix også motion-tracking, R&D-afdeling og lign. faciliteter in-house i Montreal

Hvad taler imod, at det bliver dette scenarie:
- Hitman er en unik karakter i et hav af generiske spilserier, og SQEX risikrerer at han mister sit særpræg ved at omplante ham, og derved at licensen mister sin værdi.
- Square Enix har, som de fleste andre japansk-baserede distributører, problemer med at omstille sig til et vestligt marked. IO Interactive er en veletableret vestlig udvikler, som de kan bruge til at adressere dette.

Scenarie 2: Square Enix er ikke tilfredse med indtjeningen på Hitman-brandet, da IO er for langsomme til at producere nye Hitman-spil. Derfor vil de lave en opsætning der ligner Call of Duty, således at to studier skiftes til at producere spil i samme serie, med højere frekvens og større indtjening som resultat.

Vi er i øjeblikket vidne til en konsolidering af stærke licenser på spilmarkedet i dag. Det er ikke længere nok at producere et spil i en serie hvert 3-4-5 år. Det skal ske hvert, eller hvert andet år. Det faktum at Call of Duty udgives hvert år, uden at det lader til at svække seriens salgstal, har givet mange af de store distributører blod på tanden i forhold til at farme den samme serie ud til flere forskellige studier.

Således har Square Enix for nyligt meldt ud, at de gerne så at Final Fantasy blev en årlig foreteelse, så der er ingen grund til at tro, at de ikke kunne finde på at gøre det samme med en anden spil-serie. Ikke mindst i kraft af, at Hitman-brandet er så let genkendeligt og letforståeligt. Skaldet mand, rødt slips, lejemorder.

Hvad taler for dette scenarie:
- Square Enix har tydeligvis en strategi for at udnytte de licenser de ejer bedre
- IO Interactive arbejder stadig på andre projekter, og er dermed struktureret efter, at der er en tid efter Hitman: Absolution
- Square Enix egne udmeldinger går på, at formålet med det nye studie er at øge frekvensen af Hitman-udgivelser.

Hvad taler mod dette scenarie:
- Det vil fortsat være dyrere at producere fremtidige Hitman-spil i Danmark end i Canada
- Selv med et studie nummer to, vil IO være nødt til at sætte tempoet gevaldigt op, for at kunne udgive Hitman-spil eksempelvis hvert 2. år.

Scenarie 3: Square Enix vil gerne tage IO’s Hitman-franchise og gøre den større, men baserer udvidelsen på IO’s arbejde.

Dette er det scenarie som IO selv har forsøgt at præsentere som det der ligger til grund for beslutningen om at udflage fremtidige Hitman-spil til en nyt studie i Canada. Niels Jørgensen, administrerende direktør, siger at det er fordi at det er nødvendigt med flere mennesker, og at talentmassen er større i Canada. Det stemmer dog utrolig dårligt overens med, at IO har været igennem to store fyringsrunder de seneste 2 år. Uden de fyringer havde de haft de 150 mand Square Enix nu ansætter i Canada.

“Vi flytter ikke produktionen af Hitman, vi udvider den,” siger Niels Jørgensen til Børsen, og det er nok det billede man gerne vil præsentere indadtil i Danmark. Men det er meget lidt af den tone man finder i de udtalelser der kommer direkte fra Square Enix i den forbindelse.

Hvis man går igennem SQEX-udtalelserne med en tættekam, dukker der dog et par pointers frem, på at det ikke er et helt umuligt scenarie. I et interview med Gamasutra udtaler chefen for det nye studie, Lee Singleton, at ”we do have an option to use the proprietary Glacier 2 engine that’s been developed by IO Interactive in Denmark”. Hvis man beslutter sig for at gøre brug af IO’s engine, kunne det tyde på, at IO stadig vil være ’hovedudvikleren’. Så IO bliver Infinity Ward, og Montreal-studiet bliver Treyarch.

Endelig må man også sige, at IO trds alt har været ret gode til at holde sig for gode til at fortynde Hitman-brandet med middelmådige eller forhastede udgivelser. Men spørgsmålet er, om dette er noget Square Enix sætter pris på, eller om de helle ville have nogen flere og måske lidt mere forhastede udgivelser.

Hvad taler for dette scenarie:
- Square Enix omtaler muligheden for at anvende Glacier 2 enginen
- Ifølge udtalelser til Børsen skal de næste 2 Hitman-spil udvikles af IO – altså Absolution + et til.

Hvad taler mod dette scenarie:
- IO’s egen forklaring om mangel på dygtige folk forekommer søgt
- Det vil være dyrere at have hovedparten af udviklingen i Danmark frem for i Canada
- Det er ikke IO selv der udvikler det første Hitman-spil til Next-Gen
- IO har ikke vist styre i udvikling af licenser i deres tilgang til Kane & Lynch

Som man nok kan se af det ovenstående, er det desværre ikke scenarie 3, der umiddelbart står som det stærkeste. Men som jeg startede med at skrive, så tror jeg at det i høj grad kommer an på IO’s evne til at levere et hit med det kommende Hitman: Absolution. Jeg tror at Square Enix har overvejet de samme muligheder som jeg har, men først tager den endelige beslutning om, hvordan den videre udvikling skal forløbe, efter Hitman: Absolution har vist sit værd.

Men Square Enix er bekymrede nok for IO’s evne til at levere, til at de har valgt at tage deres forholdregler, og køre en afløser i stilling, hvis det skulle blive nødvendigt. For i sidste ende giver Square Enix ikke en daddel for, hvad der sker for den danske spilindustri. Som citatet i starten siger det – deres bekymring er at tjene penge. Intet andet. Er det en kritik fra Square Enix mod IO? Ja, det er det, for de har ikke været gode nok til at tjene penge de sidste 3-4 år.

Men begivenhederne understreger også, hvad det indebærer at være opkøbt af en international gigant. Det står nu klart for både IO og alle andre, at Hitman er Square Enix ejendom, som de kan gøre med som de vil. Og på den måde bliver det også klart, at IO ikke er deres egne herrer længere, men er underlagt den skæbne som Square Enix mener, bør tilfalde dem.

Under alle omstændigheder, betyder det at der nu er endnu mere pres på IO, for at lave en succes med Hitman: Absolution. Jeg misunder ikke dem der sidder med ansvaret inde på Kalvebod Brygge, for i yderste konsekvens er de ansvarlige for hele firmaets skæbne, og også hvordan den danske spilbrance ser ud om et par år.

Men så længe Hitman er penge værd, er det ikke ham der får lov til at dø, jvf. indlæggets overskrift. Men den danske udgave af ham forsvinder. Og han kommer til at tage den største succeshistorie nogensinde i dansk spilindustri med sig.

Men hvordan skal jeg skyde mit nye arbejdsliv i gang? Til at starte med har jeg jo ikke ordrebogen fuld nok, til at optage mig fuldtid fra dag 1. Løsningen? En udfordring til mig selv!

Jeg har længe været af den opfattelse, at spil kan bruges til at formulere og kommunikere lige så godt som andre medier. At det kan bruges til at fortælle en historie, eller at redegøre for en problemstilling, på samme måde som billede, lyd, tale og skrift. Derfor mener jeg også, at spil bør indgå som en naturlig del af kommunikations-paletten i moderne medier.

Derfor har jeg sat mig et (givetvis vanvittigt) mål.

• Jeg skal inden udgangen af November have produceret 2 spil, der tager udgangspunkt i aktuelle hændelser eller problemstillinger
• Spillene skal kunne spillets i en browser
• Prototyper vil (så vidt muligt) blive lagt ud løbende, så der er mulighed for at komme med kommentarer og/eller følge processen
• Processen vil blive løbende kommenteret her på bloggen.

Er det vanvid. Hmm. Jeg tror det faktisk ikke. Jeg vil i hvert fald give det alt hvad jeg har.

Vigtigst af alt er – Jeg glæder mig til eksperimentet.

Så er sværhedsgraden indstillet!

Det er jo fint nok at man gerne vil have nogen flotte piger med i spillene. Det er jo efterhånden et anerkendt faktum, at 80% af alle digitale karakterer af hunkøn har hvepsetalje, nogen ordentlige kasser og er mere fræk i munden end egentlig intelligent (Der er tale om DTLS . Digitalt Teenage Liderbuks Syndrom).

Men trods min nærmest fatalistiske indstilling til denne tilsynelandende urokkelige konvention, formåede Need for Speed – The Run alligevel at træde mig over tæerne i en grad så jeg var nødt til at skrive om det.

Det skyldes nok også til del, at jeg fornyligt interviewede produceren på spillet. Og han virkede faktisk lidt ked at, at alle der snakkede om hans spil kun interesserede sig for de overfladiske ting, såsom at Christina Hendricks var blevet digitaliseret, og spille en birolle i spillet, og at der var eksplosioner og skuddueller. Han ville meget hellere snakke om alt det arbejde de havde lagt i, at få det til at blive et godt racer-spil.

Men da jeg gik tilbage og så på nogen af de pressevideoer der er blevet udsendt, kan jeg altså ikke sige andet en “Det er I ved gud selv ude om folkens”.

Så er det sgu svært at ændre mediernes dominerende billede af computerspilleren som en bumset, liderlig teenage-dreng, der i øvrigt aldrig får noget. For slet ikke at tale om fremmedgørelsen i forhold til spillere af hunkøn, som måske ellers godt kunne lide racer-spil.

Beviser anført nedenfor:

Kig på det. Det består af to ord: Beta og test. Og i tidernes morgen var det faktisk det det betød. Det var en test – altså et eksperiment, en efterprøvelse af et stykke software i beta, betydende ufærdigt, med fejl og ikke i den endelige form.

Fordi det netop var en test af et ufærdigt produkt, havde man ingen større forventninger til det, og deltor man i en beta-test var det af interesse. Fordi man havde en særlig interesse i spillet, fordi man gerne ville hjælpe udviklerne eller fordi man gerne ville have et glimt af det endelige produkt, inden det kom i handlen.

Men gradvist er der sket en forskydning af, hvad en beta-test indebærer. Og det på flere planer.

For det første er indholdet og omfanget af den enkelte betatest vokset. Det er ikke længere små tests der kører over kort tid, men er blevet kæmpestore udstyrsstykker, der bliver bygget specifikt til at være beta-tests. Det er nu noget der bliver sat seperat udviklingstid af til i produktionsplanen. Alt sammen noget der medvirker til, at betaen idag er et langt mere poleret produkt, og ikke har det samme indtryk af prototype som tidligere. Det er på alle måder et langt mere færdigt produkt.

For det andet har værdisættelsen af beta-testen ændret sig. Den er ikke længere et gratis nørde-eksperiment for de indviede. Den bevæger sig mere og mere hen imod at være en reel handelsvare med en pris. I kraft af at beta-adgang i stigende grad bundles sammen med andre spil, forudbestillinger eller samlerudgaver for at øge disses salgbarhed, tildeler spildistributørerne dem også en monetær værdi, ved at gøre dem til noget man kan købe sig til.

Det har været et skift der er sket gradvist. Men en klar skillelinje går, da Halo 3 betaen blev bundlet sammen med spillet Crackdown. Spillet endte med at sælge 1,5 millioner eksemplarer. Et meget højt tal for en helt ny franchise på en eksklusiv-platform der på det tidspunkt ikke havde en særlig stor install-base. Mit bud er, at bundlingen af Halo 3-betaen ikke var ubetydelig i den sammenhæng.

Det der er problemet for spiludviklerne ved denne udvikling er, at i kraft af, at beta-testen lige pludselig er et produkt som koster noget – som har en værdi, så stiger folks forventninger. Så snart du tillægger beta-testen en pengeværdi stiger spillernes forventninger (læg mærke til at jeg skriver spillere og ikke testere) til produktet. Hvis de føler at de har betalt f0r beta-testen, så føler de sig pludselig berettiget til at klage og kræve deres ret i en langt højere grad end før.

Det er i dette lys jeg tror, at man skal se hændelserne omkring ‘beta-testen’ af Battlefield 3. Det er klart at folk brokker sig i langt højere grad end tidligere, for de har jo pludselig betalt for produktet.

Det skæggeste ved dette er så, at svaret til dem der klager over Battlefield 3-beaten fra udvikleren er, at spillerne ikke har forstået, hvad termen beta-test betyder. Mit svar vil jo være, at det er spilbranchen selv der har ændret hvad ordet beta-test dækker over. I og med at beta-testen er blevet en attråværdig salgsvare har den mistet sin uskyld. Og med opgivelsen af ideen om, at beta-testen ikke koster noget, har spiludviklerne mistet deres mest magfulde middel overfor brok. For de kan ikke længere sige “Hey det er jo gratis. Hvis du ikke synes om det, kan du lade være med at spille”. Nu er det i stedet spilleren der siger “Hey, jeg har sgu betalt for det her!”

"JEG VIL HA' MIN BETA-TEST"

Det er en tanke jeg har gået med i mange måneder, og vel i virkeligheden en drøm jeg har haft, fra da jeg var dreng. Og på en mærkelig måde er det som om at det er en cirkel der sluttes.

Jeg har sagt mig gode, trygge, faste job op for at strate for mig selv, og se om jeg kan leve af at lave spiludvikling på fuld tid.

Indtil videre har jeg givet mig selv et år, til at prøve det af, og se om det kan blive rentabelt. Jeg er trods alt begyndt at få lidt penge fra nogen af de tidligere opgaver jeg har lavet, så det burde ikke være helt umuligt. Men det ændrer dog ikke ved, at det er lidt skræmmende at stå foran at skulle kaste sig ud over kanten, for at se om vingerne kan bære.

Men santidigt glæder jeg mig helt ustyrligt til at bruge hele min arbejdsdag på det jeg virkelig brænder for. Det jeg allerhelst vil i hele verden. Om så det kun bliver for et år, tror jeg at det bliver helt fantastisk.

Det er mange, mange år siden at jeg sad sammen med min barndomsven Toke, nede i hans forældres kælder, og programmerede spil i BASIC efter skole. Men på en måde har jeg det som om, at det nu er her jeg vender tilbage til. At jeg samler tråden op, der hvor jeg slap den, og går tilbage til barndommens begejstring og lyst!

Kryds fingre for mig…

Enjoy!