Kreativiteten er der – hvad med pengene?

Der er godt nok gang i kreativiteten i vækstlaget i spilbranchen i lille Danmark i øjeblikket. Jeg opsummerer lige:

• Nominering af DADIU-produktionen Puzzle Bloom til GDC-showcase på Independant Games Festival
• Udnævnelsen af selvsamme Puzzle Bloom som et af de 10 bedste independent spil på Penny Arcade Expo
• BETT-award til Global Conflicts: Palestine
• Max & the Magic Marker vinder prisen for ‘Best Game Design til Independant European Game Awards
• To nomineringer til Limbo ved Independent Games Festival

Puzzle Bloom

Med den perlerække af ovenstående priser, vi jeg vove at påstå at der altså bliver produceret nogle virkelig innovative spilprodukter i det her land. Og jeg vil ydermere vove skindet og hævde, at dette i høj grad skyldes de uddannelsestiltag der er blevet foretaget. Således er det i år tredje år i træk at en produktion fra DADIU (Danmarks Akademi for Digital Interaktiv Underholdning) er udvalgt til at blive showcase på Game Developers Conference i USA.

Max & the Magic Marker

Men hvorfor er der så ikke flere levedygtige spilfirmaer i Danmark? Hvorfor blev 2009 så året hvor firma efter firma måtte dreje nøglen om? Min påstand er, at der mangler en uddannelse der kigger på de økonomiske aspekter af at drive spilvirksomhed. En uddannelse der spytter nogle folk ud, der er lige så hardcore til tal og investeringer, som DADIU-kandidaterne er til det kreative.

Hver produktion bemandes som en rigtig spilproduktion med en spilinstruktør, en spildesigner, en projektleder, audiodesignere, animatorer, programmører og visuelle designere

Ovenstående er et citat fra DADIU’s hjemmeside. Men hvor er manden/kvinden der skal styre pengestrømmen og sikre at projektet har den rette forretningsmodel og financiering? Indtil videre ingen stede. Og sådan som 2009 artede sig for den danske spilbranche, ser det ud som om, at det ikke kun er på DADIU de manglede dem.

PS. Snyd ikke dig selv for at prøve Puzzle Bloom eller Max & the Magic Marker-demo gratis på nettet. Holdbar forretningsmodel eller ej, så fejler det kreative ingenting.

Mine tre bedste (og en enkelt smutter) fra 2009

Som et led i en større artikel jeg har bidraget til på Eurogamer, har jeg udpeget mine tre bedste spiloplevelser og en enkelt skuffelse fra mit spilår 2009. Og da jeg ikke her på min egen blog er begrænset af smålige krav om længde og begrænsning, tænkte jeg at jeg jo kunne smide listen op her, med lidt yderligere kommentarer om hvorfor jeg har valgt, som jeg har gjort.

Positiv oplevelse nr 1. Plants vs. Zombies

Plants vs. Zombies var for mig spillet der som det første slog bro over afgrunden mellem casual- og hardcore spil. Tidligere har jeg spillet lidt casual, men kun som tidsfordriv. Men med Plants vs. Zombies oplevede jeg at blive grebet, og have lyst til at gennemføre spillet.

Jeg tror der er tre årsager til, at jeg blev fanget ind. For en gangs skyld var det et casual-spil der ikke var sovset ind i søde, nuttede og dødssyge baggrundshistorier, men i stedet havde bøvede zombier og den uforlignelige Crazy Dave som hovedpersoner. For det andet, var banerne bygget op, så målet var at gennemføre, og ikke at score maksimalt point. Og for det tredje er det spækket med bonusmodes. 2009 – The year I went casual (og dermed nu kan diskuterer spil med min mor)

Positiv oplevelse nr 2. Empire: Total War

Egentlig havde jeg opgivet turbaserede strategispil, hvor hver tur tager en time. Men et impulskøb foranlediget af et tilbud på Steam blev min primære fritidsbeskæftigelse i måneder efter. Jeg havde aldrig selv gættet at slag med høje hatte og forladere kunne være så intense og taktisk udfordrende, men jeg blev klogere. Det fede er, at hverken selve kampene, eller den strategiske del virker påklistret. Begge dele bærer deres egen vægt, så man lider sig ikke igennem det ene, for at nå frem til det andet.

Og så medførte det også mage, mange timer på Wikipedia, hvor jeg efterhånden har trawlet mig igennem samtlige større slag i 17- og 1800-tallet. For udover at være et virkelig godt spil, endte det også med at man blev helt interesseret i den historiske baggrund. Serious Games? oh yes!

Positiv oplevelse nr 3. Mirrors Edge

Og her er så min all-time-favorit fra 2009. Det her spil har noget af det reneste flow-gameplay jeg nogensinde er stødt på. Fuldstændig renset for begreber som point, score, ammo og health. Bare løbe-løbe-løbe over hustagene. Jeg kan huske at jeg gjorde det til en udfordring for mig selv, at gennemføre spillet uden at skyde nogen, fordi jeg synes det ville spolere den rene, æstetiske oplevelse (tosset, I know) – og det lykkedes faktisk. Det føltes som om spillet ganske blødt opfordrede en til det, uden at der var belønninger eller noget lign. Det passede bare så dårligt til det øvrige, ekstremt graciøse gameplay, at skylle begynde at rode skydevåben ind i det.

I nogen af banerne endte jeg med at trippe ganske langsomt afsted , for i fulde drag at nyde den sindsygt flotte art-direction. En hvid og skinnende plastic-verden fjernt fra de brune ‘gritty’ nuancer der eller dominerer i dag. Og akkompagneret af et passende futuristisk soundtrack, befriet fra episk violin-sovs.

Skuffelse: Resident Evil 5

Jeg glædede mig endog rigtigt meget til det nyeste Resident Evil spil. Jeg havde stadig 4’eren i frisk erindring, efter at have gennemspillet det på PS2 sidste år, så jeg så med iver frem til hvad nummer 5 kunne byde på af nye fede ting. Men det skuffende svar var – næsten ingenting!. Spillet er i mine øjne en slatten kopi af 4’eren med tvungen co-op-mode. Samme gameplay, våben, fjender og gameplay.

Den eneste reelle ændring er, at spillet nu er blevet endnu mere actionorienteret og endnu mindre uhyggeligt, hvilket ikke er nogen forbedring i min bog. Et  grimt symptom på den kreative stagnation der ser ud til at have ramt den japanske spilbranche, eller måske bare nogen der var bange for at pille ved en success. Nu glæder jeg mig i hvert fald ikke så meget til 6′eren

Så er der kun tilbage at håbe, at spilåret 2010 byder på mindst lige så mange gode oplevelser. Godt nytår!