Oprop! – til den danske spilpolitik

I anledning af valgdagen har jeg skrevet et indlæg til Eurogamer.dk om, hvorfor computerspil bør være en del af en fremtidig dansk vækststrategi.

Enjoy!

Det nye filmforlig – En god og en dårlig nyhed

Så kom det nye filmforlig i hus. Med samtlige folketingets partier bag, kan man vist rolig kalde det et bredt forlig. I forliget beskriver man, hvordan de 2.1 mia. kr der er allokeret til området de næste 4 år skal fordeles.

Filmforliget er interessant, fordi der også omfatter kulturstøtten til computerspil i Danmark. Den støtte uddeles nemlig gennem Det Danske Filminstitut, som er omfattet af forliget.

Det nye forlig rummer både en god og en dårlig nyhed for den danske spilbrance. Så er spørgsmålet bare, hvilken nyhed du vil have først. Den gode eller den dårlige?

Den dårlige siger du – OK så starter vi med den!

 

Den dårlige nyhed:
Spilstøtten står slet, SLET ikke mål med hverken spilmediets potentiale eller spilbranchens størrelse herhjemme

Oprindeligt var der afsat helt uanstændige 12 mio. til spilområdet over de næste 4 år. Dette blev gudskelov i sidste øjeblik hævet til 20 mio. Der stadig er alt for lavt, men dog ikke katastofalt i samme grad som de oprindelige 12 mio. ville have været. Som jeg tidligere har skrevet om, mener jeg at proportionerne – sammenlignet med filmbranchen – er helt vanvittige. Hvis man kigger på tallene for 2009, så genererer spilbranchen ca. 1000 gange så store eksportindtægter pr. kulturstøttekrone som filmbranchen. I kid you not! På den baggrund forekommer det næsten uforståeligt, at spilstøtten ikke er blevet øget yderligere.

Men jeg tror at det primære problem i den skæve fordeling ligger i, at filmbrancen pt. er langt bedre til at lobbyere end spilbranchen, at filmbranchen har en langt større opmærksomhed i mainstreammedierne og endelig at spilbranchen er relativt dårlig til at generere ‘glamour’. Kulturpolitikere vil hellere være upopulære i en smal kreds af ansatte i spilbranchen, frem for at blive hængt ud i aviser og TV som der der ‘slår dansk film ihjel’. Ganske logisk og forståeligt, men ikke desto mindre trist.

Og så er der yderligere det aber dabei at den tildelte støtte skal gå til børne- og ungdomsspil. I mine øjne fuldstændig åndssvagt, fordi børne- og ungdomsspil ofte er tilknyttet nationale karakterer, produkter eller problemstillinger, hvilket begrænser eksportmulighederne og det potentielle salg for de spil der får støtte fa ordningen. Men det er jo nok udslag af, at man gerne ser at der kommer nogen gode sunde “gulerodsspil” til børnene, i stedet for alt det forfærdelige vold og sex der er i spil i dag.

 

Den gode nyhed:
Man har fra politisk hold indset, at spil både er kultur og erhverv

Som en del af det nye forlig nedsættes der et spiludvalg på tværs af erhvervs-, kultur- og udenrigssministeriet. I mine øjne tyder det på, at man endelig har fået øjnene op for, at computerspil er BÅDE kultur og professionelt erhverv på samme tid. Udvalgets formål beskrives således:

 

Kulturministeriet vil i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet undersøge, hvordan man kan tiltrække mere kapital til og optimere afsætningsmulighederne for spilproduktion.

 

Det er en virkelig positiv ændring i holdningen synes jeg. Måske er det også i virkeligheden det der skal til, for på langt sigt at sørge for, at spilbranchen i Danmark bliver en sund forretning. Skræmmebilledet er, at spilbranchen skulle ende som filmbranchen. En kulturbranche der konstant lever på støtten, primært producerer til et lille bitte hjemmemarked, og kun for de bedste 10% vedkommende formår at få deres ting solgt i udlandet også. Med både en kulturstøtte og en benhård kommerciel erhvervsstøtte kan man håbe på at den danske spilbranche kan komme ud over det lokale markeds begrænsninger. Tænk vindmøller frem for Lone Scherfig. Nu mangler vi bare at se, om dette nye udvalg så kan trække nogen flere penge til. Det ville være rart.

Det var de to nyheder. Nå ja – så er der måske også en lille god nyhed til. Det lader til at computerspil faktisk er ved at nå et niveau, hvor man begynder at føre valgkamp på forskellene på computerspilspolitikken. Især socialdemokratiets Mogens Jensen har virkelig været ude og markere, at det computerspil, det er noget som S gerne vil større mere op omkring. Så lad mig slutte af med et citat fra den kære Mogens, om det nys indgåede Filmforlig:

 

- Det er en blåstempling af computerspil som kunstart

 

Nok vel store ord om forliget, men implicit ligger der jo i det, at Mogens så åbenbart selv synes, at computerspil er en kunstart. Der er sgu nogen der er begyndt at fatte det.

Ingen kan tjene to herrer

“Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden”
- Lukas 16:13

Som mange sikker har bemærket, er der fuld gang i lobbyarbejdet omkring det nye film- og medieforlig. Især spilområdet kan se frem til en hård omgang. Hvis man ender med at vedtage det udkast der er udsent af kulturministeriet, kan spilområdet se frem til ligefrem af få beskåret sin kulturstøtte i forhold til den hidtidige situation. På trods af en rivende både lokal og global udvikling.

Så nu er det altså tiden til, for alvor at gå i gang med lobbyarbejdet. Problemet er bare, at den organisation der skal repræsentere spilproducenterne, er den samme der skal repræsentere filmproducenterne – Producentforeningen hedder den ganske enkelt. Det store problem ved dette arrangement er, at det i høj grad er de samme penge som henholdsvis film og spil skal slås om.

Når man synes at spil ikke får støtte nok, kan man nemlig vælge at lobbyere for to forskellige løsninger på dette. Man kan lobbyere for, at hele film- og spilområdet under Filminstituttet får flere penge (svært), eller man kan prøve at internt rykke omkring på de midler, der allerede er tildelt det samlede område (en del lettere).

Producentforeningen har 12 medlemmer fra spilbranchen, og 35 fra spillefilmsbranchen. I den optik er det ikke svært at gætte på, hvad der får mest vægt. Ikke mindst, når der på foreningen hjemmeside understreges, at alle beslutninger foretages demokratisk. I gode tider, kan man måske nok finde ud af en mindelig ordning, men det går jo ikke super-godt for dansk film lige i øjeblikket. Og selv de mest ligevægtige og objektive mennesker kæmper naturligvis for deres virksomheder, hvis alternativet er, at de lukker.

Man har tidligere snakket meget om synergi-effekterne mellem film og spil. Men med det meget magre udbytte der har været, selvom man har haft særlige støtteordninger til netop dette felt, og med den meget symptomatiske lukning af Zentropas spil-afdeling sidste år, synes jeg ikke der er så meget mere der taler for, at det giver mening at have spil og film- og tv-produktion samlet i den samme organisation. Tv- og film giver det mere mening at samle, da de deler meget af den sammen financiering og det samme produkt kan sælges både som film og tv.

På samme måde som jeg mener, at man bør dele film og spil op fra det offentliges side (altså – splitte filminstituttet op til hhv. et film- og et spilinstitut), mener jeg også at der er rigtig meget der taler for, at det samme bør ske på producentsiden. Er den danske spilbranche ikke stor nok nu, til at kæmpe sine egne kampe, og komme med sine egne krav? Frem for at skulle indordne sig under en paraplyorganisation, hvor de stadig er lillebror på trods at en økonomisk virkelighed der fortæller en anden historie.

Point in case – Herunder følger den mail, som udgør handlingsplanen for producentforeningen i lyset af det nærmest katastrofale filmforlig der tegner sig i horisonten. Jeg ved selvfølgelig ikke, præcis hvilke tanker der ligger bag, men hvis dette er graden af entusiasme man kan tromme op, så synes jeg det er lidt trist. Der er ikke for alvor nogen “sense of urgency” i det her. Noget der pointerer hvor stort potentialet for dansk spil er, og at det er et potentiale vi risikerer at tabe på gulvet. Hvor er understregningen af, at spilbrancen ER voksen nu, og ikke længere er en lommeindustri der bliver drevet fra garager og teenagekældere?

. . . og så ved jeg ikke om det var det her spil jeg ville starte med, hvis jeg skulle overbevise om spilmediets kulturbærende evne. Ikke som en kritik af spillet som sådan, da det som undervisningsspil jo er begrænset i, hvor meget det kan sprælle. Men jeg ville nok have valgt noget med større ‘wow’-faktor. Eksempelvis link, link eller link

Her er mailen:

Til Folketingets Kulturordførere, til Kulturminister Per Stig Møller,

Kender du danske computerspil, eller er det noget børnene eller børnebørnene spiller?

Producentforeningen vil som brancheorganisation for producenter af film, tv og computerspil gerne vise jer nogle af de mange spil, som den danske branche står bag.

Vores mål er, at branche og politikere i fællesskab kan blive enige om at udnytte den danske spilbranches vækstpotentiale. Computerspil er i dag et af de største kulturbærende medier – danskudviklede spil skal være med til at præge den udvikling.

Derfor vil vi i den kommende tid sende dig “Dagens spil” – små spil, som kan spilles på nettet eller på mobiltelefonen. Kontakt os gerne, hvis dagens spil giver anledning til kommentarer eller spørgsmål.

Fredag den 15. oktober 2010: Tag på fiskeauktion i Hirtshals.

Fiskehandlere og restauratører opkøber fisk på en fiskeauktion – et meget let tilgængeligt multiplayer party-agtigt spil, som sætter fokus på et erhverv. Spillet er produceret for Oceanariet og er lavet i et samarbejde mellem PortaPlay og Cordura (Århus).
http://fiskeauktion.cordura.dk

[BILLEDE FRA SPILLET]

PortaPlay fik opgaven på baggrund af læringsspillet “Scor Factor” (http://sexfordig.dk/Default.aspx), som er et spil om sikker sex, produceret i samarbejde med Sex & Samfund. Scor Factor er produceret med støtte fra spilstøtteordningen under New Danish Screen og har derfor haft mulighed for at afprøve fortælleformer og teknik. Fiskeriauktions-spillet er et eksempel på spil, der er produceret til en specifik kunde og som skal leve op til de krav, som kunden stiller, og eksemplet viser – ud over spilmediets potentiale til at fortælle historier på en ny måde – at spilstøtteordningen kan bane vejen for at bruge spil i formidlings- og kommunikationsmæssige sammenhænge.

Computerspil er det felt inden for oplevelsesøkonomien, hvor der er det største vækstpotentiale, både med hensyn til omsætning og i form af skabelse af vidensarbejdspladser. Samtidig er computerspil er det kulturområde, hvor der støttes mindst. Det gælder den absolutte støtte i kroner og ører, og ikke mindst, når man ser på støtten i forhold til antal af arbejdspladser.

Kulturstøtten under DFI spiller en helt central rolle i de svære indledende udviklingsstadier, som man som computerspilsiværksætter gennemlever. Det er i den komplicerede opstartsfase vigtigt, at idémagerne til nye spilkoncepter relativt tidligt bliver mødt med en professionel vurdering og kvalificering. New Danish Screen er en talentstøtteordning, der både sigter mod det non-kommercielle og kommercielle marked. Hvad enten spilproducenten har et ønske om at udvikle et interaktivt spil til skoleelever med dårlige læsefærdigheder, et quizspil til mobiltelefonen eller et originalt 3D-spil til markedets store spilkonsoller, så skal han mødes af kvalificeret rådgivning, der kan bistå med en teknisk vurdering, rådgive om patentbeskyttelse samt få en validering af forretningskoncept og –plan, herunder med tanke på investorkapital.

Med venlig hilsen

Klaus Hansen
Direktør

Spil & Film – Et støttemæssigt shotgun wedding

I en tid, hvor mange ellers har meget travlt med at tage afstand fra arrangerede ægteskaber, lader det til at der er ét man har overset. Nemlig det tvungne samvær som spilbranchen er nødt til at leve med, hvis den vil gøre sig håb om at få adgang til hovedparten af den kunstneriske støtte, som trods alt er til stede i Danmark. (At den støtte så er latterlig lille, og uddeles forkert vil jeg komme ind på en anden gang )

Det er muligt at der engang har været nogen gode argumenter for, at kunstnerisk spilstøtte skal ligge under Filminstututtet i Danmark, men lad mig lige pege på fire, rigtigt gode grunde til, at vi her i lander er nødt til at slippe computerspillet ud, og lade det være en fri kvinde, med egen økonomi og administration

1. Spilbranchen er vokset fra Filmbranchen:
   Spilbranchen i Danmark er ikke længere nogen lommeindustri, der støttemæssigt kan køres som en nebengeschæft fra Filminstituttet. Der var sidste år 552 personer ansat i den danske spilbranche, der i 2009 omsatte for 380 mio. kr. Det er halvdelen af den samlede omsætning for filmbranchen i DK. Og ser vi på udviklingsmulighederne og de forventede vækstrater, går der ikke længe før spillene har overhalet hvad angår ansatte og omsætning. Med den indkøringstid der må forventes, kan det kun gå for langsomt, med at give spilstøtten sit eget administrationsorgan.

2. Der er væsensforskel på Film og Spil:
   For nogle år siden, dengang jeg stadig blot var en ydmyg studerende, havde man forventninger om, at film og spil på et tidspunkt ville smelte sammen. På det tidspunkt troede man at interaktivt tv, og interaktive film var fremtiden, og spil var stadig sovset ind i FMV-arven fra Myst, 7th Guest osv. Men det har nu vist sig ikke at holde vand. Det interaktive TV og film lettede aldrig rigtig, og FMV-sekvenserne i spillene, viste sig at være et kortvarigt modefænomen. Og da man (bl.a. på ITU) begyndte at forske i selve gameplay-elementet stod det klart, at der er tale om to distinkt forskellige medier.

3. Projektformen og økonomier er vidt forskellig:
   Danske film produceres som regel en ad gangen, og først og fremmest til et hjemligt publikum. Spil adskiller sig på begge punkter. Spil produceres godt nok også et ad gangen, men firmaerne bag har brug for kontinuitet og sikkerhed for at kunne oparbejde ekspertise og fastholde talenter i den kritiske fase, som dansk spiludvikling er i nu. Hvis vi skal følge Canadas succesfulde eksempel for spilstøtte, så skal vi gå over til slate-funding, hvor man støtter serier af produktioner, frem for en enkelt “alt-eller-intet” produktion. Denne støtteform passer ikke ind i den måde som Filminstituttet i dag uddeler støtte. Desuden er spil i langt højere grad end film eksportvarer, der skal hente hovedparten af deres indtjening udenlands. De er derfor i lang mindre grad rettet mod et hjemligt publikum. Endelig er også distributions- og lanceringsmetoderne vidt forskellige mellem film og spil.

4. Filmbranchen hjælper ikke længere spillene – den trækker dem ned:
   OK – nu bliver jeg grov, men altså, jeg mener at pointen er valid nok. Når krybben er tom, så bides hestene. Og krybben er i den grad tom pt. for den danske filmbranche. Ekportindtægterne faldt i 2009 fra 140 til kun 30 mio., og beskæftigelsen faldt fra ca. 700 til 500 personer. Og også rent krativt, snakkes der om krise i Danmark (link, link, link, link). Derfor er det kun logisk at det meste af Filminstituttets opmærksomhed og indsats går i filmens retning, for at rette op på den sørgelige tilstand. Spil har været et sjovt sideprojekt, men i mine øjne har der aldrig for alvor været tvivl om, hvad der var Filminstituttets hovedinteresse – Jeg mener, navnet alene. . .

Hvis vi nogen sinde skal opnå en fornuftig kulturstøtte til spil i Danmark, er det min påstand, at man enten skal give spil deres eget organ til støtte og administration, eller også skal der gennemføres en gennemgribende omstrukturering af Filminstituttet, så medierne bliver ligestillede. Og jeg tror helt sikkert at det første både er det letteste, og det bedste i længden. Også for at undgå fremtidige interne magtkampe.

Vi er ved at tabe en enestående chance på gulvet. Gennem de folk jeg snakker med i miljøet mærker jeg en brændende energi, lyst og vilje til at gøre noget, til at starte nogen virksomheder, til at lave nogen spil, til at udforske mediet. Og Canada har om nogen vist, at der ikke er tale om en åndssvag legetøjsbranche med nogen fedtede nørder der roder i en kælder. Allerede i dag eksporterer Spilbrancen i Danmark for over dobbelt så meget som film, tv og reklamefilmbranchen tilsammen! Og modtager ca. 1% af støtten!

Så lad os da få droppet det her åndssvage tvangsægteskab, der hverken gør noget godt for film eller spilbranchen.

If you love someone – set them free . . .

Den Canadiske model

Jeg havde i mandags fornøjelsen af, at kigge forbi Københavns Rådhus til et foredrag om de kreative industrier i Canada, arrangeret af Copenhagen Entertainment.

Jeg havde egentlig skrevet en artikel til Eurogamer om arrangementet, men der er pt. nogen opdateringproblemer, så jeg tænkte at jeg ville poste den her, så dem der ikke kunne være der kan læse om den Canadiske model, inden jeg skal afsted til GameJam i Norge i morgen (mere om det, når jeg kommer hjem )

Men her er artiklen, som den forhåbentlig også kommer til at se ud på Eurogamer, når problemerne er løst:

Spilsuccess på Canadisk

Hvorfor er spilindustrien en succes i Canada?

Det højloftede udvalgslokale på Københavns rådhus er svedende varmt denne mandag eftermiddag. Stolene omkring det tunge bord der løber ned gennem rummet er fyldt med et bredt udvalg af folk fra de kreative industrier i Danmark. Spil, film og TV-folk, der venligt hilser på hinanden, og prøver at holde den værste lumre hede på afstand med en danskvand eller en cola.

Men vi er her ikke for sjovs skyld. Vi er her fordi vi venter på at den nydeligt klædte Karen Thorne-Stone fra OMDC, en statslig organisation til støtte af de kreative industrier, skal åbne munden og afsløre hemmeligheden om, hvordan i alverden det er lykkedes at gøre Canada til et så centralt marked for kreative industrier, og ikke mindst spiludvikling, i et land hvor der kun bor 34 mio. mennesker. Mindre end f.eks. Spanien eller Polen.

”Culture is business”

Og hvis man skal opsummere det kanske kort, kan hendes budskab siges med ganske få ord ”Culture is business” – Kultur er forretning. Hvis man for alvor skal have gang i den kreative industri, så skal man betragte den som netop det. En kommerciel industri.

Den interaktive underholdning i Canada genererer en omsætning på 8 mia. kr. og har 16.000 ansatte i sektoren. Så man kan vist roligt sige, at det er en industri med succes. Danmarks spilindustri har en årlig omsætning på 380 mio. Havde vi samme omsætning i branchen pr. indbygger som i Canada, ville omsætningen være mere end tre gange så stor!

Karen Thorne-Stone forklarer at I modsætning til Danmark ydes en stor del af støtten til den Canadiske spilbranche som skattelettelser. De bliver uddelt ud fra en række formelle krav, så der er ikke nogen kunstnerisk vurdering af produkterne. Det betyder at firmaerne til gengæld kan være rimeligt sikre på at få pengene, hvis bare de opfylder kravene. Det gør det meget lettere at planlægge, frem for at være afhængig af en meget mere subjektiv kvalitativ vurdering.

At meget af støtten ydes uden nogen vurdering af de kunstneriske indhold, er helt bevidst. “The cultural component is secondary to the market measures”, siger Thorne-Stone, og understreger dermed endnu engang at investeringerne i den kreative brance ikke er spørgsmål om at subsidiere sårbare kunstneriske produkter. “These are investements – not subsidaries”. Målet er at skabe en kreativ branche der skaber masser af omsætning og jobs, i højere grad en unikke kunstneriske produkter.

I Danmark har trak den kommercielle iværksætterfond dig ud af spilstøtte for nogen år siden. Siden da har spilfirmaerne støttemuligheder næsten udelukkende været film- og kunstorienterede fonde, der netop har en individuel kvalitativ vurdering, og som er fuldstændig uforudsigelige. Helt i modsætning til den canadiske model.

Retten til at fejle

En anden vigtig faktor i den canadiske model er, at det skal være i orden at fejle. “We try to not be afraid of failure, even if it is hard in a government enviroment”, som Thorne-Smith beskriver det. På den baggrund vil de også hellere støtte firmaer, ellers serier af produktioner, frem for enkelte projekter. For hvis de støtter en serie, eller et helt firma – jamen så er der plads til at slå en skævert en gang imellem. Det kan ellers være svært at at opretholde retten til at lave fejl, når man i teorien bruger “skatteyderes penge”.

Det er også en vigtig faktor, at det at modtage støtte ikke nødvendigvis forpligter til at man også skal sætte idé’en i produktion. At finde ud af, at en idé ikke holder og skrotte den igen, er et medfødt forhold i al kreativt arbejde. Som Thorne-Stone udtrykker det ”There is no expectation on our part that everything will go into production”

Igen står dette i modsætning til den danske model, hvor det er det enkelte projekt der støttes. Den nuværende danske model er mere modelleret over kunst- eller filmprojekter, hvor det enkelte projekt står som en enkeltstående begivenhed, med et team bag der vinker farvel, når projektet er løbet i mål.

Kloge folk til fri afbenyttelse

Endelig peger Thorne-Smith også på de gode muligheder for at få fat i dygtige folk, som en af årsagerne til spilindustriens gode forhold i Canada. Både som en konsekvens af gode uddannelsesinstitutioner, men også for Canada har et meget åbent immigrations-system, der ikke har nogen problemer med at uddele opholdstilladelser, selvom det kun drejer sig om midlertidige ansættelser.

Men her kan man sige, at Danmark faktisk er meget godt med. I takt med at DADIU (Dansk Akademi for Interaktiv Underholdning), ITU og TrueMax er kommet op i omdrejninger, har vi faktisk nogen ret fornuftige uddannelser på hånden. Og man kan mene om den nuværende regerings indvandringspolitik hvad man vil, men med det indre marked i EU er der et rekrutteringsgrundlag på over 500 mio. mennesker. Så på dette punkt burde Danmark nok kunne følge med.

Canada vs. Danmark – Rødgrød eller ahornsirup

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark kan lære noget af Canadierne. Deres insisteren på, at spilbranchen er kommercielt attraktiv. Opfattelsen af, at støtten ikke er en krykke til en syg patient, men en investering der vil betale sig selv tilbage mange gange kunne nok være sund at fremhæve noget mere i Danmark. For med det nuværende udgangspunkt i film- og kunststøtte arver støtten til computerspil lidt forventningen om, at det alligevel bliver et underskudsprojekt i 90% af tilfældene.

Derudover er det opløftende at se, hvordan den canadiske stat involverer sig i på flere niveauer og så at sige ”puts their money where their mouth is”. I Danmark er vi stadig fanget med vage udmeldinger fra begge sider af det politiske spektrum, og det har mere karakter af tilfældig valgflæsk, end egentlig politisk agenda. Tættest på en klar udmelding er dog nok Socialdemokratiet med planen ”Sæt Danmark i Spil” , som faktisk har lidt af den kommercielle fokues der har manglet tidligere. Men om planen så vil blive iværksat efter et regeringsskift, kan man kun gisne om.

Men der er også stadig områder, hvor jeg synes at Danmark har førertrøjen på. For at udvikle og udgive spil er trods alt noget andet end at sælge kartofler eller tandpasta. Det kan ikke kun handle om penge. Jeg tænker eksempelvis på, om Limbo ville have haft en chance, hvis det var blevet vurderet udelukkende på kommercielle vilkår. Et spil i sort/hvid? – come on!. Det får du da ALDRIG nogen til at give penge for.

I mine øjne er det perfekte en kombination af de to støttemodeller. Men det allervigtigste tror jer er, at man fra politisk hold anderkender computerspillet som det enestående medie det der. Som det fremtidens medie, der allerede har overhalet både film og musik. Som fremtiden allerstørste tidrøver. Og som formidleren af mange af de oplevelser og fortællinger, som vi kommer til at opleve i fremtiden. Hvis man først kan plante den opfattelse, tror jeg at man kan nå rigtig lang herhjemme. Mindst lige så langt som Canada.

http://dadiu.dk/

Spil er public service og en god forretning

Så skal DR skære ned igen – 80 millioner denne gang. Og en af ofrene bliver DR’s spilområde, hvor det ser ud som om både managerspillene og de spil der er blevet uddelegeret til små danske udviklere må lade livet for sparekniven.

Er det et rimeligt sted at skære, kan man spørge sig selv. Næh – det synes jeg faktisk ikke.Jeg menerder er to stærke argumenter for, at det er et virkeligt dumt sted at skære

1. Når man ser på de krumspring som man har gjort fra statens side, for at tvinge DR til at lægge dele af sin produktion ud af huset, for på den måde at subsidiere private producenter, synes jeg det forekommer både dumt og uigennemtænkt, både fra statens og fra DR’s side at fravælge spillene. Privat tv- og filmproduktion er ikke ikke brancher med et særligt stort vækstpotentiale. Spil derimod vokser stadig år efter år.

   Igen tror jeg at problemet er, at den danske spilbranche har en meget lille politisk gennemslagskraft, og nemt bliver tromlet. Derfor er der stadig ingen kriterier i lovgivning eller medieforlig om hjælp til en branche med vækstpotentiale. I stedet støttes eksempelvis en filmbranche, der alvorlig talt ikke har fremvist noget særligt siden dogmebølgen endeligt døde for 10 år siden.

2. For det andet mener jeg, at spil bør inkluderes som en naturlig medie at formidle Public Service igennem. Så DR, på samme måde som det er gældende for radio og TV, bliver forpligtiget til at udvikle spil der underholder og oplyser. Især fordi der virkeligt er et uopdyrket potentiale i spilmediet for oplevelser der går lidt uden for den ret nedtrådte triple-A sti.

   Jeg synes, at jeg netop nu er begyndt at støde på spil der på ret cool måder, ikke bare er underholdning i et fantasiunivers, men faktisk forholder sig til, og fortæller noget om den virkelige verden, som f.eks. Cutthroat Capitalism eller Pedopriest. Det ville da være oplagt for DR at udvikle lignende spil, ud fra en public service-kontrakt der også tog spilmediet seriøst. Ikke mindst, når vi har en fin uddannelse på ITU der netop beskæftiger sig meget med de lidt mere eksperimenterende definitioner af spil, fremfor at være glorificerede level-builder-kurser, som man ellers har set andre steder.

OK – at managerspillene ryger kan jeg leve med. Der er masser af levedygtige variationer af det koncept. Men helt at fjerne penge til de større eksperimenter…. Så, nu blev jeg helt træt igen. Helt ærligt. Begynd da at tage mediet seriøst.

The lamentation of their women – Om den danske spilbrance og det kommende medieforlig

- Conan! What is best in life?
- To crush your enemies, see them driven before you,and to hear the lamentation of their women!

For us, there is no spring. Just the wind that smells fresh before the storm. (læs det for dig elv inde i dit hoved, med stærk Schwartzenegger-accent)

Andre i samme fremskredne alder som undertegnede vil måske huske ovenstående citat flyde fra Arnold Schwartzeneggers kødfulde læber i det kitchet-fantastiske fantasy-action-brag Conan – The Barbarian. Jeg har dog særligt bidt mærke i det sidste – det der med de flæbende kvinder. For i forbindelse med det kommende medieforlig, er der to pointer, som jeg synes er værd at pege på i dansk spiludvikling, som kan hænge sammen med det citat.

1) Hvorfor er det kun filmbranchen man hører?

I den seneste tid er kultursiderne i de større aviser fyld godt op med klagesange fra den danske filmbranche om, hvor slemt det står til, og oftest med yderligere fortællinger om, at kun yderligere støtte kan redde branchen fra at gå helt på røven. Nok ikke uden bagtanke om, at kulturministeren forventes at komme med sit udspil til et nyt medieforlig i marts. Eksempelvis her eller her. Eller hvad med Peter Aalbæks stort iscenesatte truende sortie fra dansk filmindustri pga. netop de dårlige støttevilkår. (Ikke at jeg ikke beundrer handlingen – manden har sgu talent for drama.)

Nu har jeg som gammel filmstuderende bestemt ikke noget mod film. Jeg synes faktisk rigtigt godt om film. Men det der undrer mig er, at jeg stort set ikke har hørt noget til en dansk spilbranche, her op til medieforliget – og det synes jeg er både trist og forkert. Med de uddannelser der efterhånden er bygget op, er der ved at være en rigtig fornuftig talent-pool i Danmark. De har bare ikke nogen mediekendte bannerførere eller blikfang, der kan plante deres ønsker og historier et eller andet sted i debatten op til medieforliget. Jeg er ærlig talt bange for, at de bliver lidt glemt, fordi den kommercielle del af branchen er nede i en bølgedal, lige her op til medieforliget.

IO har tidligere prøvet at råbe om omkring bl.a. væksfondens sære handlinger, når det drejede sig om at støtte spil-start-ups, men derefter er det som om der er blevet helt stille. Et lille pip fra Thomas Vigild på Politiken kan det blive til, fra tid til anden, men derudover er det ikke meget man hører, udenfor nørdkredsene. Om det skydels manglende vilje og forståelse fra mediernes side, kan jeg af gode grunde ikke vide. Men forkert er det sgu – og potentielt dødsensfarligt for spilbranchens overlevelse herhjemme. Det medieforlig der kommer i 2010 skal gælde helt frem til 2014. Det er længe at skulle vente på en ny og bedre støttepolitik.

2) Hvorfor skal det hele altid være så negativt?

Ja – hvorfor egentlig. Det handler altid om, hvor forfærdeligt det går, hvis man ikke får penge. Men hvad nu, hvis man vendte det hele om? Jeg mener at netop spilbranchen har en mulighed, for at fortælle en anden historie. En historie om, hvordan en fornuftig støtteordning i det nye medieforlig, kunne skabe nye arbejdpladser, nye virksomheder, nye projekter og nye internationale priser. Spilbranchen vokser hvert eneste år. Det er ikke en branche der sigter efter at holde sig i live – holde sig i status quo. Den tekniske udvikling alene driver en vanvittig udvikling afsted, og med en spilmedie der når ud til stadig flere mennesker, for hvert år der går, er det et medie med en stadig stigende betydning.

Den historie ville jeg gerne læse. Ikke mere om de flæbende kvinder. Næh – en fortælling om at knuse sin fjende, og drive ham foran sig. Ikke blot at forsvare sin stilling, men rykke fremad, udvikle sig, bevæge sig hen imod noget andet, end der, hvor man er i dag.

Blev jeg lidt for meget af det gode til sidst? Beklager. Det var ikke min mening at skræmme nogen væk. Men jeg synes bare at DEN historie, ville være den rigtige at fortælle. Ikke om at redde en syg branche – men om at bruge  den, udnytte de kræfter der ligger gemt i den og se fremad i stedet for bagud.

May Crom be with you!

Har den danske støtte-kultur spillet fallit?

Hitman - Det danske mirakel som kom til at stå alene

I øjeblikket ser det faktisk ud som om, at både den danske spilbranche og den danske filmbranche er havnet i den samme hullede, langsomt synkende båd. Begge industrier læner sig pt. op ad en gloværdig fortid for 10 år siden, som man siden, uden held, har forsøgt at gentage eller genskabe.

Inden for filmverdenen kigger man tilbage mod dogmebevægelsen, der i den grad filmisk satte Danmark på landkortet, både i forhold til danske biografgængere og udenlandske indkøbere. På spilsiden længes man tilbage til de gyldne Hitman-dage. hvor alt  synes muligt, og hvor man stadig drømte om et Danmark som et naturligt centrum for spiludvikling i Skandinavien (Det var vel nærmest på denne baggrund, at man oprettede en spiluddannelse på IT-Universitetet i København)

Men her 10 år senere, er drømmene anderledes beskedne. Både spil- og filmbrancen handler i dag mere om at overleve, og bare levere nogen små successes, for i det mindste at kunne bevise at man stadig kan lidt. Over vandene svæver IO Interactive og Lars von Trier som successer, men uden at de for alvor formåede at trække andre med op på det internationale niveau.

Lars von Trier er som IO Interactive en enspænder, der ikke formår at løft andre op på samme niveau

Mit spørgsmål er, om ikke den danske støttemodel har spillet fallit. Både for film og spilbranchen gælder det, at man støtter de enkelte projekter, frem for at have mere overordnede og alment gældende støtteordninger. På den måde ender man med projekter der er nødt til at tilfredsstille 2 herrer. De skal både være appetitlige for beslutningstagerne bag de forskellige støtteordninger, og samtidigt have et investor- og salgspotentiale.

Jeg tror at det er her problemet ligger. Især fordi at støttekronerne er penge man får under udviklingen, hvorimod pengene fra salget først kommere ind, når produktet er kørt helt i mål og udsendes på markedet. Så kan jeg godt forstå, hvis man i første omgang retter sit projekt ind mod at please støttefondene. Og for at få penge ud af dem, dur det ikke at man kommer med et dødkonservativt projekt, som måske nok har kommercielt potentiale, men ikke sprænger hverken spil- eller filmmediets rammer.

På den måde er det de kreative projekter der får støtte. Men det er jo ikke nødvendigvis dem der har det bedste kommercielle potentiale. Jeg så heller at man afskaffede denne “skønhedskonkurrence” og gjorde forholdene ens for alle. Eller i hvert fald prøvede at lave et eller andet om på støtteordningerne. For lige nu funker det slet ikke.

Heldigvis er der jo snart forhandling om et nyt medieforlig. Så nu er muligheden der for at lave om på det. Det håber jeg at man gør.