En Wii er ikke en konsol – den er et socialt medie

Her forleden skete der noget utroligt. Min mor fik en spillekonsol! Min mor, der ellers altid har stirret på mig med undren i øjnene, når jeg foretrak det blå lyd fra katodestrålerøret, frem for solen udenfor. Min mor, der aldrig bød ind, når min søster, far og jeg, snakkede eller spillede spil.

Og er der nogen der kan gætte konsollen? Bare rolig, for det er ikke et trick-spørgsmål. For det var selvfølgelig en Wii. Den mindst truende, og mest tilgængelige konsol nogensinde. Og på trods af, hvad hardcore-gamere måtte mene, så er det faktisk skideskægt at lalle rundt og lege tennis med en hvid slikkepind i hånden. Især hvis det er med nogen fra ens familie.

Og her kommer jeg frem til min pointe. Jeg vil nemlig vove at påstå, at en Wii først og fremmest er en socialt instrument. Mere end det er en spillekonsol faktisk. Lad mig illustrere med en sammenligning.

En klassisk spillekonsol er er som en bog eller film. Der er en oplevelse gemt i den, men det er inde i selve spillet at oplevelsen befinder sig. Spillet er det centrale, det er her det narrative forløb, billderne, stemningerne, hele fortællingen befinder sig – indlejret i spillets materiale.

Med Wii’en derimod er det anderledes. Her er den primære oplevelse uden for konsollen. Konsollen og spillet er her mere en facilitator for, at der kommer til at foregå et spil i rummet mellem de spillende personer. Det narrative forløb, stemningen og oplevelsen ligger her i højere grad i det sociale rum, mellem de personer der spiller. De skaber selv fortællingen om deres spil, i et social samspil. Konsollen er blot facilitatoren af denne selvskabte fortælling.

Jeg tror også der er derfor, at de få “hardcore”-spil der er udkommet til Wii, ikke sælger særlig godt. Det er simpelthen imod selv konsollen, og dens publikums natur, at hele oplevelsen ligger inde i spillet. Dumme samlinger af minispil er fine, for de kan netop fungere udelukkende som facilitorer af oplevelser mellem de spillende personer. Deres universer og historier er så svage, at den sociale oplevelse mellem spillerne bliver det centrale.

Derfor fungerer en Wii også dårligt som en enkeltpersons-konsol. Jeg har haft en til låns, og syntes den var dødkedelig. Men nu ved jeg hvorfor.

– Og så blev jeg sgu ret positivt overrasket over, hvro sjovt man egentlig kan have det med sine forældre, en dødssyg søndag, hvor man er eller kun er forbi til middag.

Tro det eller er. En Wii kan faktisk være hamrende god familie-underholdning. Men til alene-spil dur' den ikke.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s