Mass Effect 2 – En kærlighedserklæring

I løbet at i går lykkedes det mig endelig, at kæmpe mig hele vejen igennem horder af robotter, rumvæsener og andre galninge, og nå til frem til slutningen af Mass Effect 2. Det har eller roteret lystigt på harddisken en del i de forgangne uger, men det fik altså en ende til sidst.

Mass Effect 2 er et hamrende godt spil – lad os bare få det slået fast med det samme. Men det som for alvor ramte mig, da jeg kæmpede mig vej igennem galaksens bærme med mine kammerater var, at selve kampene og de eller fantastiske cinematiske mellemsekvenser ikke var den vigtigste belønning ved spillet.

For mig var det mest givende at kunne omgås og interagere med de fantastiske karakterer som Bioware har forsynet spillet med. Sære og fantastiske skabninger, som dog alle henter deres træk, personlighed og ideologier fra såre menneskelige baggrunde. Jeg vil faktisk være så fræk at påstå, at karakterene i Mass Effect 2 har bedre dialog og mere nuancerede personligheder end 90 % af de film man kan se i biografen i dag.

Konsekvensen er, at de karakterer man ikke synes om i Mass Effect 2, synes man ikke om, fordi deres tanker og ideologier strider imod ens egne. Ikke fordi de er irriterende, dårligt lavet, i vejen eller på andre måder spilmekanisk eller produktionsmæssigt fejlbehæftede. Og de personer man synes om, synes man til gengæld virkelig om. For første gang i lang tid, kom jeg faktisk til at investere noget af mig selv i mine favorit-karakterer. Omend de kun var digitale frembringelser betød de noget for mig. De meget omtalte kærlighedsscener virkede ikke påklistrede eller som ‘statements’ over noget som skulle bevises. De virkede bare fuldstændigt naturlige og tør jeg sige…..rørende?

Jeg fik lidt den samme fornemmelse, som jeg kan huske fra når jeg læste en rigtig god bog som barn. Lysten til at rive karakterne ud af bogens sider, og ind i min verden, fordi jeg synes de var så spændende og fordi jeg holdt så meget af dem, at jeg ikke havde lyst til at give slip på dem, når bogen sluttede. Alting sløves jo med alderen, men alligevel var der altså et lille stik af den her gamle fornemmelse.

For mig er det et bevis på, at computerspillet er ved at modnes som narrativt medie. At det formår at bringe den slags følelser frem, uden at jeg skal lede efter dem. Uden at jeg skal ‘vilje’ mig selv til at finde disse træk. Som en rigtig god bog eller film, listede Mass Effect 2 ind på mig, og plantede langsomt sine kløer i mig.

Og så vil jeg hermed betragte spillet som anbefalet 🙂

Oh den kærlighed i Mass Effect 2

Tali her har fået en lille erkendlighed fra skibets kaptajn. Et fjollet billede, men jeg synes alligevel det rummer en snært af den oprigtige kærlighed som Bioware omgås sine figurer med
Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s