Sex i computerspil . . . og ikke på Uffe Holm-måden

“. . . child pornography – And now over to Lau”

Med denne introduktion, som Lau nok ikke kunne have ønskert sig smukkere, startede et oplæg som jeg deltog i forleden. Et oplæg der tog fat på et emne der ellers nok kan være svært at beskæftige sig seriøst med – nemlig sex i spil.

Lau Korsgaard fra Copenhagen Game Collective var manden der modigt havde stillet op til at levere oplægget og være ordstyrer. Og hatten af for det. For det med sex er sgu stadig et ret svært område at bevæge sig ind på, uden at det hele kommer til at lyde som et fnisende Uffe Holm-show, hvor blot det at sige ord som pik og patter udløser hysteriske fniseangreb.

Lau startede ret behændig med at fastslå, at størstedelen af de sex-orientede spil der findes er “crap”. Derefter indrammede han emnet for aftenens oplæg yderligere. Ansporet af et socialdemokratisk forslag om at forbyde tegnet børneporno, i hælene på en manga-udstilling på Brands klædefabrik (som B.T. så valgte at omtalt som ‘Chok-udstilling: Børneporno på dansk museum‘) opridsede Lau, hvordan dette kunne ses som en del af en større global debat, hvor der er et stigende pres mod spil, der falder udenfor normen.

Med det overstående som et strålende eksempel, fremhævede Lau hvordan især Japan er under et stort pres udefra, men ikke nødvendigvis indefra, for at “rydde op” i deres spil- og manga-kultur i forhold til vestlige normer.

Og så tog Lau fat ved dragens hale, og fortalte, at for at stille tingene på spidsen, var det ikke bare sex-spil der var aftenens emne, men derimod decideret spil der omhandlede voldtægt!

Lau gennemgik nu hurtigt voldtægt-spillets historier (tænk, at der findes en sådan), med nedslag i 4 konkrete spil, hvor voldtægt var forekommet. Mest heftigt forekom beretningen om et live rollespil-scenarie, hvor der ikke var nogen fysisk aktivitet, men hvor offeret og forulemperen blot skal kigge hinanden i øjene, og blot fortælle hinanden hvad de foretager sig i spillet fantasi-univers der omhandler en gruppe-voldtægt. Det lød mildt sagt som en ret intens oplevelse.

Derudover var der mest interessante det japanske enfant terriblé ‘Rapelay’, der er den pind der senest er blevet stukkket i spil/sex-debattens myretue. Et såkaldt hentai-spil, hvor man forgriber sig på piger i undergrundsbanen, bortfører dem, og holder dem som slaver. Herefter kan man forgribe sig på dem efter forgodtbefindende, og nedryde deres psyke, og få dem til at holde af hovedpersonen!!

Hvad angår Rapelay, så var det faktisk Laus opfattelse, at det ikke var så slem som det blev gjort til. For det var meget klart ar der var tale om et fantasi-univers. Men det var til gengøld afgørende, at pigerne i dette spil faktisk udviste en grad af følelser. Det var ikke bare den seksuelle akt set som en mekanisk udfordring, men der var et glimt af nogen følelser bag hændelserne.

Selvom de var ubehagelige/negative følelser som personerne viste (piger der græder efter voldtægten), så gjorde den blotte tilstedeværelse af følelser af bare en eller anden af, det til en langt mere ophidsende og interessant oplevelse, end de mange hentai-spil der baserer sig på rent seksuelt-mekaniske udfordringer.

Men dette rejser jo selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvist det er ok at spille et spil som Rapelay. Er det ok at blive ophidset af det? Og hvor mange at de reaktioner vi har, er præget af de tillærte holdninger, som vi har overtaget fra det samfund der omgiver os.

Et af de andre aspekter der gør voldtægts, og andre sex-spil særlige i forhold til andre spiltyper er, at de meget sjældent opererer med points. Voldtægten eller selve den seksuelle akt man udfører forventes at være belønning nok i sig selv, til at spillet er værd at spille. Oplevelsen bærer belønningen i sig selv.

Lau pegede herefter på tre moralske dilemmaer man kan opstille, særligt når det angår spil om voldtægt.

1. Skal man lave lovgivning der forhindrer at man overhovedet kan lave sådanne spil?
2. Har man som spiludvikler et ansvar, eller skal man blot udnytte alle muligheder man har
3. Har man som spiller et moralsk ansvar i forhold til de spil man spiller

Herefter var ordet frit. Jeg kan ikke skrive et præcist referat af det hele, men ret hurtigt trak diskussionen i retning af, hvorvidt man bør forbyde spil der indeholder for meget vold/sex/sex-vold, fordi man risikerer at påvirke spillerne negativt.

Det er jo en spændende diskussion, men den har bare været oppe 1000 gange før. Men det er nok også fordi, at det er meget lettere og mindre ubehageligt at snakke vold og skydevåben, end sex og voldtægt. Især hvis man holder det på et niveau, hvor man snakker lovgivning og regler ud fra nogen helt overordnede, lidt formynderiske tanker.

Personligt synes jeg jo det er lang mere interessant at se på de personlige moralske ansvar man har som spiller eller spiludvikler. Og kigge på den lokkende kraft der ligger i “transgression” – at overskride de kendte grænser. Også selv om det kun er i et fiktivt univers.

Men hatten af for at åbne debatten. Jeg tror det i det mindste var et skridt, om ikke andet så for mig, til at tænke lidt mere over sex-spils dybere mening, og til at kunne snakke en lille smule mere ubesværet om sex i spil. For jeg haaaader Uffe Holm 🙂

Og hvis man nu har fået appetit på at læse mere om sex og spil, kan jeg anbefale at slå et smut forbi Laus egen blog, hvor der er meget mere godt læsestof om emnet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s