Er Nordic Game Conference bange for at være for seriøse?

Ja, man kan jo undre sig over, hvorfor jeg lige pludselig skriver om Nordic Game Conference, her midt i den mediestorm i den spiljournalistiske verden, som E3 i Los Angeles udgør. Men kære læser, betragt det blot som et behageligt afbræk i, ikke bare de kommercielle interessers syndflod af indhold, men også de lige så talrige journalistiske forsøg på at finde hoved og hale i konferencens skidt og kanel.

Men kom med udenfor et øjeblik. Lad os forlade den støjende konfirmation med dens taler, tallerkenklirren, og fulde onkel Tommy. Ud på bagtrappen, hvor man kan stå med sin øl i hånden og kigge ud over landskabet, mens man nyder stilheden, som man egentlig først fandt ud af at man savnede, da man forlod det larmende festlokale. Og lad os så snakke om noget helt andet – nemlig Nordic Game Conference. Og ikke mindst, hvorfor jeg mener at den undersælger sig selv.

I år var mit fjerde år på konferencen. Så jeg har set arrangementet tage turen hen over de hæslige år, hvor nordiske spiludviklere lukkede på stribe, da finanskrisen for første gang lagde sin klamme hånd på Europa. Heldigvis har jeg også set arrangementet overleve, og også finde en ny, mere indie-orienteret form, der er med til at sikre konferencens fortsatte relevans. Så på det plan har jeg ingen problemer med konferencen. Især i år, havde de formået at hente nogen solide talere til Malmö, så den side af konferencen var dækket. Man kan så diskutere om, hvorvidt konferencen mangler noget skarphed i sin målgruppe, da jeg vil skyde på at langt over halvdelen af de besøgende er studerende/startups, hvor oplægsholderne, særligt fra AAA-delen af branchen, måske skyder lidt over målet. Men det er en helt anden diskussion.

Men den sten i skoen, jeg for alvor mærker ved dette års Nordic Game Conference, er det indtryk jeg fik af,  at de ikke tager sig selv seriøst nok. Og jeg tror faktisk de kunne vinde en del ved reelt at agere som det de er – den største spilkonference i Norden. Særligt kom det til udtryk ved den store gallamiddag. Her uddeler man den største nordiske spilpris, samt annoncerer, hvilke ansøgninger til det Nordiske Spilprogram der er blevet imødekommet, og hvor meget støtte de har opnået. I alle henseende store begivenheder. Ikke mindst for modtagerne af spilstøtte, hvoraf mange af dem er direkte afhængige af støtten for at kunne få projektet i luften.

Men det er som om, at man er mest interesseret i at få det overstået så hurtigt som muligt, og som om at man næsten er nødt til at undskylde, for at få dette af vejen, inden man kan komme i gang med aftenens egentlige højdepunkt – Festen!

“Vi der sidder i lokalet ved heller ikke hvad der foregår!” – Gunnar Wille, leder af DADIU, via twitter under prisuddelingen

Det faktum, at man har valgt at placere prisuddelingen under gallamiddagen, i et lokale der måske nok er velegnet til at huse mange hundrede spisende gæster, men som er håbløst uegnet til at meddele noget som helst til andre end de forreste 100 mennesker, synes jeg peger på, at prisuddelingen ikke får den opmærksomhed som den har fortjent. Mens propperne ryger af ad-libitum-vinen og gafler og knive klirrer mod servicet, er det umuligt at få fat i mere end bare en brøkdel af, hvad der foregår på scenen. Ergo – æde og drikke er vigtigere.

Desuden var tempoet i især afsløringen af støttemodtagere overordentligt kvikt. Selv om jeg sad på spring med blokken, for at kunne rapportere om aftenens begivenheder til Eurogamer, var det kun med det yderste af neglene, at jeg fik fat i det meste. Efterfølgende røg der twitter-beskeder på kryds og tværs af spisesalen, hvor vi prøvede at hælpe hinanden med at udfylde hullerne som den meget hastige gennemgang havde efterladt. Vel også et eksempel på, at der var en reel interesse for faktisk at få at vide, hvem der havde fået støtte.

Derudover vil jeg også pege på valget af vært til prisoverrækkelsen. Ikke at jeg har noget personligt mod Morten Skovgaard overhovedet. Min finger peger nok nærmere mod dem der har valgt at pege på ham som vært. For han er en flink fyr og dygtig redaktør. Men når man vælger at hyre ham som vært, selvom hans værtsrolle-erfaring er yderst begrænset, så siger det noget om, hvor stor vægt man lægger på denne del af Nordic Game Conference. At det så var meningen at Morten også skulle agere fotograf, samtidig med at han var vært, siger også et og andet om prioriteringen.

Det virker i det hele taget, som om at man er panisk angst for, at folk skal komme til at kede sig, hvis man tvinger dem til at sidde stille og rette opmærksomheden mod noget andet end deres tallerken og vinglas. Men det tror jeg ikke, at man behøver at være så bange for. Dem der vælger at tage til Nordic Game Conference, må vel netop tænkes at have en dyb interesse i den nordiske spilindustri, og dermed også i, hvem der får økonomisk støtte, og hvem der udnævnes til at have ydet de bedste præstationer.

Du er god nok som du er!

Jeg har taget fat i gallamiddagen, fordi det var det punkt, hvor tendensen trådte tydeligst igennem. Men igennem hele konferencen, var det som om man var lidt selvudslettende og for det første underspillede sin egen vigtighed og størrelse, og for andet ofte kom med referencer til at ‘nu skal vi jo også snart feste/glemme det kedelige snak’ etc.

Min opfordring til NGC vil derfor være, at de skal tro lidt mere på, at deres indhold er spændende nok i sig selv. For ja, gallafesten ER virkelig fed, og som regel hamrende sjov. Men det er ikke det, der bør være konferencens hovedfokus. Vi er der alle sammen, fordi vi har en interesse i den nordiske spilindustri. Så vær ikke bange, for at være lidt selvhøjtidelige. Arrangementet og gæsterne kan sagtens klare det  – jeg kan i hvert fald.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s