En syndebuks anatomi

Det er altid det sidst ankomne medies skyld! Sådan er det bare, og sådan har det altid været. Angsten bor i det ukendte.

Og det onde må eksorceres – uddrives. Sådan har mennesket opført sig alle tider. Derfor er det ikke overraskende, men nærmere en lille smule skuffende, at man i disse dage kan læse om, hvordan man i Connecticut indsamler voldelige computerspil til senere afbrænding, som reaktion på massakren på Sandy Hook-skolen, hvor Adam Peter Lanza skød og dræbte 28 børn og voksne – heriblandt hans mor og sig selv.

Forstå mig ret – det er ikke fordi at jeg mener, at voldelige computerspil som sådan skal frikendes fuldstændigt. Selvfølgelig kan spil påvirke de folk der spiller dem. Ellers ville spillet jo være værdiløst som medie. Det er mere den måde at senest de voldelige computerspil (og i virkeligheden spillene vel ikke voldelige, de afbilleder blot vold), bliver udset som en repræsentant for ondskaben, som man derved kan skaffe af vejen, ved bare at fjerne computerspillene.

På den måde lægger computerspillets sig som det seneste led af en udvikling der har foregået, så længe mennesket har eksisteret. For det at tage det onde og brænde det af, appellerer til nogen helt basale følelser i os mennesker. Der ligger en forløsning i, at se selve ondskabens repræsentant blive opslugt af de knitrende flammer, og blive forvandlet til aske.

Som et brændoffer til guderne, viser vi vores afsky for ondskabens ånder, der stiger til vejs som sort røg, og forlader vores verden, så vi kan gå tilbage til vores daglige sysler, i vished om, at vi har gjort vores indsats, for at rense verden for de ting vi er bange for, og ikke forstår.

Den triste sandhed er bare, at det betyder, at vi ikke kigger på, hvor de reelle årsager til begivenhederne ligger. De personer, der måtte mene, at computerspil har større andel i tragedien end det faktum, at Adam Peter Lanza havde fri adgang til våben, at hans mor var regulær våbensamler, at hun jævnligt tog sine to sønner med på skydebanen, og at moderen troede på, at det civiliserede samfunds undergang var nært forestående, så er det fordi man ikke vil se fakta i øjnene.

Men det er hårdt at skulle ændre sit vaner, eller endog sit fasttømrede billede af verden, Det er faktisk noget af det sværeste man kan blive bedt om, hvilket horder af såkaldte ‘Change Management’-konsulenter vidner om. Og så er det langt lettere at tage sin angst, sin uro, sin usikkerhed og lægge den ned i en DVD-æske sammen med Modern Warfare 2, hvorefter man, på næsten voodoo-agtig maner, kan se sin frygt gå op i røg.

Afbrænding af 3 hekse 4. November 1585 i Baden (Schweiz)

Afbrænding af 3 hekse 4. November 1585 i Baden (Schweiz)

Bogafbrænding i Nazityskland

Afbrænding af tegneserier, Alabama, 1948.

Afbrænding af Beatlesplader, Georgia, 1966.

Afbrænding af Harry Potter-bøger, 2002

Advertisements

2 thoughts on “En syndebuks anatomi

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s