En dialog om måden vi snakker om spil på – del 3

Så er vi nået til næste afsnit i serien, hvor Julie Horup og jeg diskuterer, hvordan vi vi kan snakke om spil, på en måde der giver mening. Som sædvanligt er det Julie der lægger ud.

Hej Jesper

Det er absolut et spørgsmål om at hoppe ind bag skærmen. Du nævner, da jeg anmeldte Papo & Yo, og det var helt sikkert en af de anmeldelser, som jeg har haft sværest ved at skrive, men som jeg også kæmpede mest for. Havde flere diskussioner med min redaktør om, hvorvidt anmeldelsen overhovedet skulle skrives, og i så fald om den skulle skrives af mig. Det er en meget naturlig diskussion mellem redaktør og skribent, men der var ingen tvivl hos mig: den skulle skrives.

Ikke så meget fordi, at spillet rent teknisk er en perle (det er det ikke), men fordi at selve oplevelsen er en af de stærkeste, som jeg nogensinde har oplevet i et spil. Det er selvfølgelig fordi, at jeg kan forholde mig til spillets budskab, for jeg kender andre, der langtfra har haft det på samme måde med netop det spil. Jeg har aldrig før måtte sætte et spil på pause for at græde og samle mig selv igen, men det blev jeg nødt til med Papo & Yo, og lige siden den aften, hvor jeg spillede det, har jeg ikke haft det samme forhold til spil, især ikke hvordan vi snakker om den.

På en måde var det terapeutisk, fordi jeg oplevede min barndom på ny (og dermed visse ting, som jeg egentlig var afklaret med), men det var også en slags øjenåbner for, hvad spil kan gøre. Vi har i lang tid hørt om, hvordan spil kan hjælpe soldater med post-traumatisk stress og lignende situationer, og det er sandt; spil har via deres interaktivitet noget, som film eller bøger simpelthen ikke er i stand til.

Og det er netop dette, som også kræver, at vi snakker om spil som et medie, der er rykket ud af det tidligere stigma. Jeg kan godt forstå, at folk har det fint med at holde fast i samme samtale-model om spil, og den skal man heller ikke bare fuldstændig glemme, men som du selv siger, så har spil så meget mere at byde på efterhånden.

Det er sjovt, at du nævner det med, at hvad hvis bøger blev anmeldt på samme måde som spil. På universitetet studerede jeg kunst-teori og definitionen af kunst, hvilket om noget er relevant for spil i dag. En af de teorier, som jeg skrev opgave om, var David Favrholdts parameter-teori. En teori, hvor kunst gives point fra 0-10 i kategorier som teknik og æstetiske kvaliteter (er maleren dygtig til at male, er billedet smukt, etc.) – det er svært ikke at se koblingen til, hvordan spil er blevet anmeldt de seneste årtier, bare indenfor spil-genren og de dertilhørende kategorier. Jeg har længe været fortaler for, at spil er kunst, men at de også kan være dårlig kunst, men jeg er efterhånden af den overbevisning, at det er et fuldstændigt ligegyldigt prædikat.

I stedet skal man bare indse, at spil altid vil blive kaldt spil, men at begrebet spil ikke nødvendigvis er lig med de spil, som man er vokset op med. Spil kan være alt andet, og de skal være alt andet. Det er vigtigt, at vi har folk som Minority Media eller thatgamecompany, så spil ikke hænger fast i en bås, der til sidst ender med at kvæle dem.

Kreativitet – om det er i spil eller i spiljournalistik – skal have sit helt eget liv. Man skal ikke begrænse kreativitet, men man skal også være klar over, at ikke alle folk er enige i, hvordan man selv opfatter det. Helt ligesom det vi har gang i lige nu. Der vil helt sikkert være folk, der tænker “fuck nu af den høje hest og puds glorien”, og det er helt fint. Det skal der være plads til. Uden den tankegang sad vi her formentlig ikke.

Musik: Vitalic – Rave Age

Alkohol: 3. øl

Hej Julie

Du har ret! Men som jeg ser det, så er vi desværre endnu ikke nået til det punkt, hvor folk skal forholde sig til de forskellige opfattelser af, hvordan man skriver om spil. For når jeg kigger ud over det danske medielandskab, hvad angår spildækning, så ser jeg for mine øjne det man i landmandskredse kalder for en monokultur – altså dyrkning af den sammen afgrøde på alle markerne. For på trods af, at der findes endog ikke helt få forskellige spilmedier (og andre medier der dækker spil) her i landet, så er det slående hvor ens de er i den måde de snakker spil på.  Det er, som vi begge har skrevet efterhånden mange gange – news, reviews & previews. Og ikke engang egne nyheder, men for 95% vedkommende afskrifter fra de samme fem store internationale sites.

Nu skal det ikke lyde som om, at det bare er en forfærdelig måde at gøre tingene på, for det er det ikke nødvendigvis. Men det er nedslående at alle dækker spil på stort set samme måde. Det er som at have seks aviser, der alle sammen er skrevet som Politiken, eller seks radiostationer der alle sammen er P3. Jeg ville elske, hvis der var lidt mere uenighed, lidt flere forskelle – og måske i det hele taget lidt mere liv og passion i dækningen.

En helt anden ting, er så mainstreammediernes dækning af spil, som er grænsende til det pinlige. På de store kanaler er det stadig kun Troldspejlet der beskæftiger sig med spil på en nogenlunde fast basis. Det gør de så til gengæld på en måde, som er vanvittig fed og loyal overfor deres målgruppe på 8-14 år. Men hvad med alle os andre? Gennemsnitsalderen for en computerspiller har for længst passeret 30 år. Og i de trykte medier er tilstanden ikke meget bedre. Det var en sort dag, da spilstoffet blev flyttet fra kultursiderne i Politiken til forbrugerstoffet. Budskab: Spil er er sammenligne med pristjek på køkkenruller eller blindtest af ”hvilken ketchup er bedst”.

Men heldigvis så bliver denne model for dækning af spil også udfordret af nogle af de spil der er på vej, eller er kommet, fra udviklere som thatgamecompany, Minority Media m.fl., som netop har en karakter, der gør, at man ikke kan bedømme dem på samme måde som Call of Duty. Et spil som Jouney, selvom jeg ikke selv var så vild med det som andre, går netop ind og er med til at undergrave den traditionelle måde at skrive om spil, fordi det bevæger sig uden for de rammer der normalt er opsat for, hvad et spil kan, skal og må.

Men som du også selv skriver, så mangler den kreativitet der sprudler ud af spilmediet i disse år, med indie-spil, Kickstarter og soloprojekter ad-libitum, at komme over i spilskriveriet også. At skrive om spil bør også være et spørgsmål om en personlig udtryksform. Ikke bare sådan, at man kan gennemskue, om en skribent er mest til sportsspil eller rollespil. Men sådan, at også den tekst der handler om spillet selv har de farver, detaljer, stemninger og fortællinger som finder vej til spilmediet selv.

Og så elsker jeg din definition af, at spil ikke er kunst, men spil er spil. Jeg har nu også hørt det omtalt som en ’æstetisk udtryksform’, og det tror jeg er mere korrekt. Men i sidste ende er det en ligegyldig diskussion, for når man først er nået frem til, at spil kan påvirke og bevæge mennesker, så behøver man ikke flere argumenter for at skrive om dem, ud fra de oplevelser de giver og ikke de tekniske specifikationer de indeholder.

Musik: Baroness – Yellow and Green

Alkohol: GinTonic + 2x Støckel Pale Ale (den smager godt!)

Snart følger de sidste to indlæg i dialogen. Stay tuned!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s