En dialog om måden vi snakker om spil på – fjerde og sidste del.

Hej følger så den sidste del af min og Julie Horups eksperiment med en skriftlig dialog om, den måde vi snakker (og skriver) om spil på. Enjoy!:

Hej Jesper (igen igen), 

Nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger, fordi jeg stadig skriver for Politiken (og faktisk er ret glad for det på trods af de seneste ændringer), men det er rigtigt, at spildækningen herhjemme er ret homogen. Det siger vel egentlig sig selv, for der er desværre ikke det store publikum. Mange læser engelske sider, og det kan jeg godt forstå, for der er en større adspredelse i artikler, og det er blandt andet også derfor jeg valgte at skrive for en engelsk side fremfor en dansk.

Da Politiken valgte at omrokere, var det eneste, jeg kunne tænke “åh nej”. Jeg kan jo godt forstå dem; hvis der ikke er læsere, er det ikke værd at bruge tid og penge på. Det er desværre den sande, kyniske sandhed. Det hele handler om penge via reklamekroner og så videre, og det er en skam, at fx folk som Gamereactor ikke tør tage en chance og rykke udover de grænser, som de selv har været med til at opstille, når nu de er en af de største sider herhjemme.

Men samtidig tror jeg heller ikke, at man skal kimse af efterspørgslen på almindelig spildækning. Det lyder som lidt af et paradoks, for jeg er overbevist om, at dansk spiljournalistik er ved at uddø i sin nuværende form. Min anke er bare, at folk ofte ser det som “enten/eller” – der er ikke plads til den helt almindelige spildækning blandet med interessante artikler. Jeg ved godt, at det rent teoretisk ikke er tilfældet. Selvfølgelig er der i teorien plads til alt… lige indtil man skal gøre det op i kroner og ører. Hvad tiltrækker flest klik, hvad læser folk og så videre. Penge, penge, penge.

Jeg tror dog, at det ændrer sig med tiden (hvis dansk spiljournalistik når at overleve så længe). Men som du skriver, så er spørgsmålet: Hvornår? Tiden render ud for vores generation, og det er vældigt frustrerende at vide, at de ændringer, som jeg gerne så komme, først kommer til sin rette om fem år (eller hvor mange år det nu må tage). Jeg vil have, at det sker nu.

Og så er jeg er – for lige at hoppe over i et andet spor – glad for din kommentar om spil som ‘æstetisk udtryksform’ og ikke mindst, at det faktisk er fuldstændig ligegyldigt. Det er ligesom mennesker, der konstant prøver at definere dem selv ved at bruge mærkater og presse sig selv ind i bokse, som de slet ikke passer ind. Hvorfor prøver folk at begrænse alt og alle? Det er et sørgeligt syn, ikke kun med menneskeheden, men også med spil. Hvis vi hele tiden føler et behov for at kalde spil det ene eller andet, ender vi med at gå glip af hele pointen.

Spil skal ikke altid underholde os. Spil skal også – i visse tilfælde – kunne rykke ved os, om vi vil det eller ej. Som fx med Papo & Yo og jeg. Det var voldsomt ubehageligt at spille, men det havde en betydning for mig – den vil jeg ikke være foruden. Hvis bare jeg kan få endnu sådan et spil i 2013, der faktisk gør noget mig fremfor blot at underholde, så er jeg tilfreds.

… Og så skal jeg nok skrive tusind ord om, hvorfor alle andre burde prøve at få den samme oplevelse, selvom det måske ikke er muligt (hvilket er hele meningen med det). Det, jeg prøver at sige, er vel egentlig, at vi skal hungre efter flere spil, der får det til at klø i den neurologiske meningscentral. Det er fint, at vi får shooter-fabrikkens samlebånd til at køre i uendelighed, men vi skal ikke stille os tilfredse.

Vi skal især ikke stille os tilfredse med at tale om spil, som om de kun kan én ting; nemlig at underholde. De skal flå hjertet ud på os. Ikke altid, men bare en gang imellem. Og så er det vores job – som spilskribenter – at formulere, hvorfor det er vigtigt, og hvorfor folk skal lære, at spil ikke kun er spil, men samtidig blot er spil. Det er en gylden balancegang, der kan være svær at håndtere, men det er en nødvendighed.

Musik: Garbage – It’s All over but the Crying + The Knife – Full of Fire x3

Alkohol: Fjerde øl (tror jeg, but who’s counting?)

Hej Julie (for sidste gang)

Det med Politiken var nu også bare et eksempel, og man kan sige, at den eneste grund der var til at hive dem frem var, at det i hvert fald en overgang virkede som om, at de havde større ambitioner på området. Sammenlignet med den drypvise dækning der er på andre printmedier, er Politiken hverken værre eller bedre end de andre.

Jeg tror også at der er en solid efterspørgsel på ’almindelig’ spildækning. I hvert fald lige så længe, som den traditionelle AAA-model kan holde sig kørende. For det er i meget høj grad den, som den nuværende dækning læner sig op ad. Og ja, det er i allerhøjeste grad et spørgsmål om kroner og ører. Eller – det er det for dem der driver de forskellige sites. For vi ved begge, at det at skrive om spil hører til noget af det dårligst lønnede freelance-arbejde, så man kan jo i virkeligheden undre sig lidt over, at det i så høj grad bliver dikteret af klik og sidevisninger. Men det er nok også ønsket om at komme ud til et stort publikum der trækker. Det har da i hvert fald været med til at få mig til at rette ind. For hvorfor skrive en masse, hvis ingen læser det (altså, udover i sådan semi-terapeutisk sammenhæng som dette her).

Men jeg har det også lidt lige som dig. Jeg har svært ved at forstå, hvordan vi stadig i 2013 kan sidde og vente på, at spil bliver anerkendt som kulturbærende medie. Hallo! Alle spiller i dag – på deres mobiltelefon, konsol, tv, laptop whatever! Det bliver ikke mere mainstream! Alligevel er det stadig set som et nichefænomen for nørder og børn. Et stykke legetøj.

Men om ikke andet, kan man jo håbe på, at de tendenser der er ved at slå igennem i udlandet finder vej til Danmark. For når jeg ser, hvordan spil som The Walking Dead og Journey har støvsuget prisuddelinger det seneste år, så er jeg fortrøstningsfuld. For det er begge spil, som kræver at man går ind i dem, og oplever dem, for at man forstår dem. Og når spil som dem begynder at slå AAA-spil med udviklingsbudgetter på mange 100 millioner dollars, så er det altså fordi, at der er ved at ske noget.

Jeg kan kun håbe, at den tendens også tvinger os der skriver om spil til at gå dybere ind i spillene – i hvert fald i de spil der fordrer det. At ikke bare snakke om grafik og mekanik, men om de processer der sker inde bag kraniet, når vi spiller dem.

Og så tror jeg også, at vi på nogle punkter er nødt til at revurdere succeskriterierne for spilskriveriet. Det er i hvert fald noget jeg har tænkt lidt over. For selvom det måske ikke giver rablende læsertal, er det så ikke lige meget, hvis man kan opnå en tæt forbindelse til nogen af læserne? Hvis man kan skrive netop de ord, der beskriver en oplevelse, en tanke eller en følelse som vedkommende kender. Hvis man kan forbinde beskrivelsen af en meningsfuld spiloplevelse med bare én person, der så kan genkende den følelse, mærke at der er en forbindelse, og dermed føle sig en lille smule mindre alene i verden? Så har man i mine øjne opnået noget værdigt og betydningsfuldt, lige meget hvor få klik det giver.

Og er sandheden ikke også, at der er nødt til at være nogen der vitterligt prøver at skrive gennemført på den måde, før vi kan vide, at det står i modsætning til høje trafiktal? For er det ikke netop genkendelsen af følelsen, der gjorde ”Se en Drage” til en succes. Jeg tror det ….

Musik : Mere Baroness

Drikkevarer: 2 x Støckel Pale Ale, Gin og Tonic + Dansk pilsener (Yeahhh – proletar-style)

Det var alt for denne gang. Vi håber at I har nydt at følge med på sidelinjen. Vi har i hvert fald begge to været glade for at gøre det.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s