Fagre nye #dkgame – Om afskeden med en epoke

For lidt over en uge siden indløb nyheden om, at dansk spiludviklings flagskib, IO Interactive, skulle fyre halvdelen af de ansatte og i fremtiden kun koncentrere sig om Hitman-serien.

Fyringer hos spiludviklere er der sådan set ikke noget nyt i. Heller ikke for IO Interactive. Tilbage i 2010 var prikkefingeren løs i hele to omfattende fyringsrunder i marts og oktober det år. Men denne gang er det anderledes. Både fordi at der denne gang bliver skåret dybere og fordi IOI bliver frataget retten til at udvikle nye IP’er. Men i lige så høj grad fordi, at den omgivende verden har ændret sig. Ikke mindst den lille del af verden, som de danske spiludviklere udgør.

For med fyringerne hos IO tegner der sig et forandret billede af det danske spiludviklerlandskab. Et landskab, hvor den største danske spiludvikler ikke længere er de tjekkede AAA-professionelle IO-drenge på Kalvebod Brygge (Ja, jeg ved godt, at der også er piger, men altså, det drengede synes jo også at være en del af deres profil). I dag hedder den største danske spiludvikler MovieStarPlanet, og driver et browserspil primært henvendt til tweens af hunkøn.

Den seneste danske spilsucces, som har for alvor har skabt ringe i vandet, og helt sikkert har haft den bedste indtjening i forhold til investereingen, er ikke det seneste Hitman: Absolution, men en lille undseelig endless runner ved navn Subway Surfers.

Det er på den baggrund at jeg tror, at vi med de seneste reorganisationer ikke bare står overfor et nedbarberet IO Interactive, men også står overfor en dansk spiludviklingsbranche som er ændret for stedse. Hvor jagten på at ‘blive det næste IO’ endelig er blevet indstillet.

Ïkke at det behøver at være negativt. For det er både på godt og ondt, at den rødslipsede lejemorder har stået som ikon for den samlede branche. På sin egen måde, tror jeg faktisk, at han har stået lidt i vejen for spilmediets kulturelle gennembrud i mainstreamen. Hitman var de-facto-ikonet på computerspil inden for landets grænser. Hver eneste gang man skulle snakke om spil på en dansk baggrund, var det den gode gamle skaldepande der blev trukket af stalden, og hvad der deraf følger af klaverstrenge og skuddueller.

Derfor var det svært at for alvor få etableret mediet som andet og mere end drabelige voldsfantasier, når det gang på gang var den voldelige vinkel, der blev præsenteret. Ikke at IO bærer skylden for dette. Det reelle ansvar ligger i skødet på en medie- og kulturbranche der nærmest pr. automatik ser ned på det senest ankommende medie og er bange for, at det skal tage nogle af deres hårdt tilkæmpede privilegier fra dem. IO skal nærmere have ros for, at have skabt en figur så slagskraftig, at den holdt sig på toppen i mere end 10 år.

Men hvis man for sit indre øje forestiller sig, at fremtidige indslag i radio, tv og aviser om spil ikke længere ledsages af pistolskud og ragdoll-lig der gennes ind i skabe, men af farverige grafittimalere, kulørte digitale påklædningsdukker eller noget helt tredje. Så tror jeg, at der er en enestående mulighed for, at spilmediet endelig får sit kulturelle gennembrud.

Men det er ikke kun udadtil, at der sker ændringer. Også på branchen inderside sker der store forskydninger. Producentforeningens Klaus Hansen forklarer til Computerworld, at han ser det som et skift fra de helt store og til lidt mindre produktioner. Jeg vil tage munden endnu mere fuld og påstå, at det både drejer sig om en ændring i platforme, forretningsmodel og virksomhedsføring der er tale om.

Der er ikke blot tale om en dansk spilbranche, der synes at forlade konsollerne til fordel for PC, iOS, Android osv. Der er i lige så høj grad tale om et skift i forretningsmodeller. Se på de to tidligere nævnte eksempler, Subway Surfers og Moviestarplanet. Begge disse er gået bort fra den traditionelle forretningsmodel, hvor man sælger et spil, som var det en CD eller en film.

Endelig vil jeg også påstå, at den dominerende virksomhedsform er blevet en anden.Og ikke mindst, hvilken virksomhed man har ambitioner om at blive til. Gennem min serie af portrætter af danske spiludviklere for Gameplay, har jeg mødt mere end et par danske spiludviklere, som helt åbent erklærer, at de enten ikke ønsker at vokse mere, eller kun vil vokse en lille smule. De vil beholde den frihed og fleksibilitet som en lille organisation giver dem, fremfor de muligheder som de har med en stab på 100+ personer. Og det der efterstræbes i dag er måske også en virksomhedsform, hvor man kan prøve ting af, uden at skulle igennem ti fokusgrupper først. Alle ved, at der blev udviklet masser af prototyper inden bag IOs mure på Kalvebod Brygge. Men ingen af dem blev nogensinde vist.

Det er på den baggrund at jeg tror, at vi går en ny tid i møde i dansk spiludvikling. En tid hvor IO ikke længere er den standard, som alle andre automatisk måler sig op imod. En tid hvor IO kun er en udvikler blandt flere. En tid med mere dynamik og udvikling end vi har set i Danmark de sidste ti år. Og sidst, men ikke mindst, en tid, hvor spilmediet har en mulighed for at præsentere sig påny, og opnå sit kulturelle gennembrud. Som når man skifter klasse i folkeskolen, og pludselig har mulighed for at krænge sin rolle af sig, og starte på en frisk, uden nogen forudopfattelser om, hvordan man bør være.

Det bliver i hvert fald spændende!

PS. Jeg skylder også at sige, at dette på ingen måde er ment, som en underkendelse af IO Interactives indsats – hverken i dag eller i fortiden. Uden dem, er det slet ikke sikkert at der ville være en spilbranche i Danmark, og kun hos dem har man stadig muligheden for at få uddannet de eksperthåndværkere, der kan få lov til at fordybe sig helt ned i specialistfelterne. De tændte faklen, og jeg håber at de (og Hitman) holder skruen i vandet mange, mange år frem i tiden.

hitmon

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s