Er spildebatten et sted for levende mennesker?

For over et år siden skrev jeg om, hvordan det at møde Phil Fish ansigt til ansigt, gjorde, at jeg var nødt til at tage nogen ting op til overvejelser i forbindelse med min egen dækning af spillenes verden (dengang for Eurogamer.dk). Erkendelsen af, at der var en reel person bag alle historierne og erkendelsen af, at min skarpvinkling af historien kunne have enorm negativ betydning for denne person, fik mig til at tænke over, hvordan man i den store spiljournalistiske circle-jerk bevægelse nogen gange glemmer det menneskelige aspekt.

Nu er Phil Fish så i vælten igen. I lørdags postede han en opdatering på hans firma, Polytrons, webside, hvor han annoncerede, at efterfølgeren til hans indie-hit Fez var aflyst, og at han vil forlade spilbranchen for stedse.

FEZ II is cancelled.
i am done.
i take the money and i run.
this is as much as i can stomach.
this is isn’t the result of any one thing, but the end of a long, bloody campaign.
you win.

Phil Fish har altid delt vandene. Først i kraft af hans optræden i Indie Game: The Movie, og derefter med baggrund i hans kontroversielle udtalelse om, at japanske spil i hans optik i øjeblikket “just sucks”. På den måde har han skilt vandene som få andre, og hans ufiltrerede poster på twitter har yderligere bidraget til billedet af en person, som ikke er bare for at sige sin ærlige mening – også selvom den til tider er både politisk ukorrekt og potentielt fornærmende.

Men det som er det mest interessant ved historien om Phil Fish, er mængden af negative reaktioner, hade-mails og direkte trusler, som han har modtaget på mail, twitter og i kommentarerne på Polytrons blog. En indikator på de nærmest lovløse tilstande, som regerer på internettet, hvor dødstrusler åbenbart er en helt normalt ting. I forbindelse med an relativt underordnet patch til Call of Duty: Black Ops 2 modtager Community Manageren dødstrusler fordi de har ændret skudhastigheden en smule for tre af riflerne. Og endelig var der eksemplet med Anita Sarkeesians Kickstarter-indsamling til en videoserie om kvindestereotyper i spil, som i den grad blev fuldstændig oversvømmet med døds-, voldtægts og misbrugstrusler.

Min pointe er, at problemet er, at der lader til at være et generelt accepteret anerkendelse af, at sådan er internettet bare, og at det er helt ok at kommunikere med på en ekstremt aggressiv og negativ måde, der inkluderer allehånde trusler – ikke mindst når emnet er spil. Men når vi accepterer den slags kommunikationsmetoder, accepterer vi også en verden, hvor ingen tør at stikke næsen frem, eller stå for en holdning, som ikke engang behøves at være upopulær hos et flertal, men blot et mindretal af en vis størrelse, for at fremavle tonsvis af ondskabsfulde beskeder.

Hvis de personer, som stikker ud, og som prøver at skubbe til mediet konstant bliver mødt med galde i en grad, så det er umuligt at være der. Jamen, så forsvinder de personer. Og vi står tilbage med et strømlinet, men uendeligt mere kedeligt medie, hvor det ene Assassins Creed spil afløser det andet til tonerne af absolut politisk korrekte pressemeddelelser udsendt af ansigtsløse PR-afdelinger, der skriver så glat, at der absolut ingen modhagere er, at gribe fat i eller rive sig på.

Der er dem der hævder, at det netop er de farverige kraftudtryk og det frie sprog, der giver internettet liv og farver. Og det kan jeg godt forstå. For der er også noget befriende i, at bare give los og vælte sin galde ud, og kalde en spade for en fucking lorte pissespade. Men sprogstilen er mere form end indhold. Det hårde sprog er krusninger på et stadig fladere ocean, hvor dem der stikker næsen frem, og tør mene noget andet end, hvad der er vedtaget ‘hardcore gamer konsensus’ bliver ofre for internettets lynchmob af selvbestaltede normalitetshåndhævere.

Det er derfor, at jeg nogen gange overvejer, om der er plads til levende mennesker i spildebatten. Plads til mennesker, som synes noget andet – som vil noget andet – end det der er vedtaget som den givne standard. Folk som udfordrer de vedtagne normer, eller måske bare går efter deres eget hoved, uden at tænke over, hvad man ‘bør’ gøre.

Hvad skal vi gøre ved det? Jeg ved det ikke. Man kan jo ikke undgå at føle sig uendelig gammel, når man på den måde klager over ‘de unges sprogbrug’. Men det vil jeg sk*de på. For de er med til at forfladige det medie jeg holder af til en stadig fladere pandekage uden udstikkere. Men første skridt må være at synliggøre de konsekvenser, som den adfærd har. At vi risikerer at få et debatmiljø hvor de interessante og anderledes vinker forsvinder – simpelthen fordi de ikke gider stå model til dødstrusler og had.

Print

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s