Troldspejlet: 25 år i øjenhøjde

I disse dage er der præcis 25 år siden en dengang noget mere hårfager Jakob Stegelmann for første gang introducerede DRs seere indenfor i et univers af alskens underlødige medier. I et børneprogram, som for første gang ikke tog afstand fra tegneserier, fantasy-bøger og computerspil, men som derimod omfavnede dem alle sammen, og tog i mod dem i øjenhøjde med målgruppen. Troldspejlet hed det (Og hvilket fantastisk navn i øvrigt)

Selvom der var en mærkelig onkel-agtig type der tonede frem på skærmen, og selvom han, ikke mindst i de første af udsendelserne havde samme korrekte og meget voksne stemmeføring som værterne på de øvrige prostulerede børne- og ungdomsprogrammer, så blev det, først og fremmest gennem enmevalget, demonstreret, at det ikke var en klassisk børne-tv-vært, som vi havde at gøre med her. Det var en allieret, der, lige som os selv, forstod fascinationen og magien ved computerspil, tegneserier, actionfilm og fantasy. Alle de ting som forældre i almenhed, og øvrigt velmenende børne-tv i særdeleshed, slet ikke forstod, og som de med al mulig tydelighed anså for at være usundt.

På den måde blev Troldspejlet det allerførste eksempel i mainstreammedierne på, at spil blev taget seriøst. Ikke ved at påklistre spillene alle mulige former for kulturelle mærkater, som skulle bevise deres vigtighed. Men ved at respektere spillene for det de var, og ved at tage udgangspunkt i, hvad det var der gjorde dem interessante for os der spillede dem..

Selv i dag er Troldspejlet næsten unikt i sin, i ordets allerbedste betydning, barnlige begejstring for computerspil. Mens vi andre er blevet voksne, og prøver at fremhæve spillenes kvaliteter, ved at bevise deres værdi i det traditionelle kulturelle hierarki, bekymrer Troldspejlet sig ikke om, hvorvidt spil repræsenterer ægte kultur, og da slet ikke, om det er kunst.

På den måde har Troldspejlet, også den dag i dag, en klar berettigelse. Både i forhold til at gå imod den traditionelle nedgørelse af spilmediet som underlødigt. Men også som en reminder til de af os, som er kravlet for langt op i elfenbenstårnet med spilmediet under armen. En reminder om, at spil ikke kun er et kulturprodukt, ud fra hvilket man kan vride dybe og alvorlige betydninger. Der er også et stykke anvendt magi, der med digitale tandhjul og vippearme, underholder og fascinerer i ren forundring over de fantastiske universer der bliver fremmanet.

Nogle gange er spil som fyrværkeri. Der er ikke nogen dybere mening i det. Man kan bare opleve det. Suge det til sig med hver en fiber og blive henrykt..

Gid Troldspejlet må sende 25 år til.

troldspppajl

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s