Derfor er dansk spilmærkning en dårlig idé

Om ca. en time starter den debat, som nok var det der trak mest i mig, for at få mig med til årets w00t spil-, og legefestival. En debat om behovet for en national dansk spilmærkning, til at erstatte den fælleseuropæiske spilmærkning PEGI, som bliver anvendt i dag.

Debatten om en dansk spilmærkning startede, da dansk spildæknings Nestor, Jakob Stegelmann, i en kronik i filmmagasinet Ekko, gik til angreb på den eksisterende mærkningsordning, og anklagede den for at være totalt uforstående overfor mediet, på samme måde som filmcensuren var det overfor Chaplin-film i 20’erne.

Ekko kørte videre med historien, og stillet overfor Stegelmann kritik, var adskillige danske kulturpolitikere klar til at stille sig bag Stegelmann, og kræve i en national spilmærkning til fordel for den “fordomsfulde, ufaglige og udanske” PEGI-mærkning.

Men som mangeårig spiljournalist, og professionel spiludvikler med i hvert fald et par år på bagen, så synes jeg slet ikke at et opgør med PEGI er stedet at starte, hvis man vil hæve niveauet for den danske spilkritik, sikre mediet et kulturel anerkendelse og sikre danske børn- og unge spil, som er vægtet efter danske kulturværdier, og som sikrer dem oplevelser, der passer til deres alder.

– Mærkning er spilmediets selvforsvar

Først og fremmest er man nødt til at indse, at PEGI-mærkningen er spilbranchens egen. Der er ikke tale om en eller anden ond og uforstående overformynderisk organisation, der er opsat på at dunke spilmediet oven i hovedet, med dets egen uværdighed. PEGI er ejet af de europæiske spildistributører i fællesskab..

Og man er også nødt til at forstå, hvilken rolle PEGI spiller. For PEGI er ikke bare en mærkningsodning, som skal informere spilkøbere og deres forældre om elementer, som mulligvis er upassende for børn. PEGI er i lige så høj grad et selvforsvar fra spilbranchens side, mod de mange angreb, som mediet udsættes for.

I en tid, hvor det stadig er computerspillet, der bliver peget på som første mistænkte, hvad end det drejer sig som skoleskydninger, børns fysiske helbred eller manglende evne til at koncentrere sig, så har spilmediet simpelthen brug for et forsvar. Og det er PEGI. Uden en mærkning ville man risikere at spil ville blive underlagt endnu striksere censur, så faktisk er den pro-aktive handling der ligger i, selv at oprette en mærkningsordning, nok med til at sikre et brede udvalg af spil, og flere muligheder i spilmediet, end hvad der ellers ville have været muligt, hvis populistiske politiske kræfter, bruge spilmediet som prügelkbnabe.

Spilbranchen ved godt, at mærkningen på nogle punkter er en overreaktion – at den måske er for beskyttende. Men igen – dette sker for at beskytte mediet selv mod angreb. Men sandsynligvis er det derfor, at mærkningsordningen er så detaljeret. Stegelmann har jo, fra et dansk synspunkt, helt ret i, at det virker latterligt at aldersbegrænse et spil baseret på, at personerne i spillet taler grimt eller er nøgne. Men derfor er det jo også netop markeret på æsken, at det er bandeord, der er med til at give spillet dets PEGI-mærkning. Så kan man jo selv vurdere, om man synes, at det er ligemeget eller ej.

– Det er dyrt

Det er ikke gratis at køre spil gennem en dansk mærkningsordning. Derfor bør man overveje, om en dansk mærkning virklig er den bedste måde at bruge penge på inden for et kulturområde, som i forvejen ikke ligefrem er overforsynet med resurser. Medierådets Anne-Mette Thorhauge har selv luftet muligheden for, at de resurser en dansk spilmærkning ville kræve, måske var bedre brugt på initiativer på eksempelvis fritidshjem o.lign. til at arbejde med, hvordan børn i det hele taget bruger spillene i de her situationer.

Det faktum, at Jakob Stegelmann ikke har hørt om de informationskampagner, som der faktisk har været kørt for PEGI, peger også på, at der sandsynligvis ville være et ret omfangsrigt og dyrt informationsarbejde forbundet med at oprette en særlig dansk spilordning.

Derfor er jeg dybest set uenig i, at man bør bruge penge og tid på at sætte en hele separat mærkningsordning op, for at lave en mærkning som måske kun er en smule bedre end PEGI, når der er andre område man kunne sætte ind på, hvor der p.t. ikke er nogen indsats.

– Det er svært at administrere

I dag er 66 % af salget på det danske spilmarked digitalt. Dette byder på endnu en stor udfordring for en evt. dansk mærkningsordning. For i en verden, hvor en stadig større del af salget af spil foregår på internationale digitale platforme, hvordan sikrer man så en dansk mærkningsordning plads sådan et sted?

Danmark er, i international sammenhæng, et ubetydeligt marked. Så sandsynligheden for, at store internationale distributionstjenester som App Store, Steam, Windows Store, Google Play etc. ville strække sig særlig langt, for at tilgodese særlige danske behov er nok begrænset.

Derudover er det problematikken omkring, at flere og flere ikke er bundet til deres land, i deres spil-, film og tv-indkøb. Vi har engelske og amerikanske konti, og bruger dem, hvis det er det, der skal til, for at give os de bedste priser eller det nyeste indhold.

– Der er langt bedre måder at sikre danske værdier i spil på

Et af argumenterne for en dansk spilordning er, at den kan være med til at sikre at der er nogle danske værdier i vurderingen af spillene. At det er et dansk kultursyn og børn- og ungesyn der bliver anlagt, når man skal vurdere spillene.

Men mit modspil vil være, at man kan sikre langt, langt mere dansk kultursyn i computerspil, hvis man overførte de samme resurser, som en mærkningsordning ville koste til den danske spilstøtteordning. At lægge et særligt dansk filter ned over udenlands producerede spil, i form af en mærkningsordning, forekommer at være en af de mindst effektive metoder, til at sikre et fingeraftryk fra danske kulturværdier på spillene i butikkerne.

– Hvad jeg er enig i

Jeg vil dog sige, at den underliggende tanke, der ligger i Stegelmanns kritik af PEGI-ordningen er jeg enig i. For PEGI repræsenterer en forfladigelse af spilmediet, og en måde at anskue det på, som udelukkende koncentrerer sig om overfladen. Det handler kun om, hvorvidt der er vold eller blod, men ikke hvilken sammenhæng, som det indgår i. Og PEGI repræsenterer også en måske at se mediet på, som ikke har plads til det kulturelle aspekter, som spil kan indeholde.

Men dette ser jeg mere som en dybereliggende problematik, hvor spil, for mange, stadig ses som et rent mekanisk fænomen – rent tidsfordriv, og ikke som et medie der rummer unikke muligheder for oplevelser. Men jeg tror bare ikke, at en særlig dansk spilmærkning er der, hvor vi begynder at flytte denne opfattelse, og kan snakke om spil på en anden måde. Der tror jeg langt mere på en pro-aktiv indsats. Produktionsstøtte, udbredelse, workshops, debatindlæg, lobbyarbejde osv.

Det handler ikke om, at jeg synes at PEGI er perfekt – for det er det bestemt ikke. Men det er en rimelig løsning, og hvis vi skal prøve at løfte niveauet for den måde vi snakker om spil på herhjemme, synes jeg slet ikke, at det er der, vi skal starte. Det ville være, at gøre spilmediet en bjørnetjeneste.

170500-pegi[1]

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s