Er #dkgame selv medskyldig i et usundt investeringsmiljø?

Så er #dkgame på forsiden igen, og endnu engang med den kedelige historie om, hvordan der ikke er nogen – hverken offentlige eller private – som rigtig gider at investere i den danske spilbranche, selvom det er en branche i enorm vækst på verdensplan.

Endnu engang fremstår Capnova som den eneste oase i en udtørret finansiel ørken, der som en anden ‘Valley of Death’ udsulter den ene spiludvikler efter den anden, og slår koncepter og ideer ihjel, som andre steder måske havde fået en mere nådig skæbne.

Det er der som sådan ikke noget nyt i – det er den samme historie vi har hørt mange gange, og som både Producentforeningen, Interactive Denmark og diverse spiludviklere hiver af stalden, når de skal forklare branchen for mainstreammedier. “Den danske spilbranche er desperat” er overskriften. Og det har den efterhånden været længe.

Men denne gang var der en ting, som var lidt anderledes, og som jeg bed mærke i. En ting, som måske peger på, at vi selv i #dkgame har været med til at skabe en tilstand, der gør mange af udviklerne uattraktive for investorer. Udover at begræde at spillandet rent investeringsmæssigt stander i våde, snakkede Version2 nemlig også med en investor, som faktisk har investeret i masser af spiludviklere – bare ikke nogen i Danmark.

Vi må løfte blikket fra tastaturet.

Nikolaj Nyholm fra Sunstone Capital fortæller, at det største problem er, at danske spiludviklere mangler forretningsforståelse. At de er alt for fokuserede på det enkelte spilprojekt, frem for at fokusere på at opbygge en virksomhed der også eksisterer efter at projektet er færdigt.

Men problemet er måske, at vi i den danske spilbranche i helt overvejende grad er blevet konditioneret – trænet – til at tænke spil som en perlerække af enkeltprojekter, frem for som en del af en forrentningsstrategi over en længere horisont.

Selv Capnova, som ellers står som den enlige frelser i det danske spilinvesteringslandskab, har de sidste mange investeringer lænet sig op ad en model, der baserer sig på det enkelte spil – endda i en grad, så spillet bliver lagt ud i sit eget selskab. Det enkelte spil smelter sammen med investeringen, og bliver udgrænset i sit eget projekt – helt isoleret fra den spiludvikler der i realiteten står bag spillet.

Denne opfattelse understøttes også yderligere af de øvrige støttesystemer, som den danske spilbranche, i mangel af andet, har måttet læne sig op ad. Både DFI’s spilstøtte, Creative Europes støttesystem og det nu hedengangne Nordic Game Program har været baseret på det enkelte projekt. Det er måske forståeligt ud fra et kulturmæssigt synspunkt, hvor man jo tager udgangspunkt i det enkelte værk. Men det smitter stadig af på os som udviklere. Vi lærer at tænke på vores virksomhed som et middel til at rumme projekterne, og ikke projekterne som værende det der bærer vores virksomhed.

Pitch for din virksomhed?

Interactive Denmarks Growing Games er et virkelig godt initiativ, men med denne åbenbaring er jeg gået baglæns i hukommelsen, og det slår mig, at det har været ufatteligt sjældent at nogle af de nye udviklere har pitchet deres virksomhed, frem for et konkret spilprojekt, når de har optrådt på slap line foran folk fra branchen. Det her er bare en vild tanke, men måske kunne man prøve at få de nystartede udvikelere til også at tænke på, hvordan de pitcher hele deres virksomhed, og ikke bare et enkelt projekt.

Også fordi, at jeg er ret sikker på, at projekttankegangen kan være et problem på andre områder, end bare det at skaffe investeringer.

Her citerer jeg fra hukommelsen, så jeg beklager, hvis det ikke er helt præcist, men jeg kan huske at at på et tidspunkt interviewede Logic Artists, efter at de havde udgivet Expeditions: Conquistador, og de fortalte netop om følelsen af, at skulle starte helt forfra, efter at de havde sendt Conquistador afsted på markedet. Det spil var netop finansieret gennem Capnova.

Hvor er helten?

En sidste grund til, at vi måske også har nået denne tilstand, hvor projekt-fokus’et dominerer, kan også være, at heltene inden for den mere forretningsmæssige tænkning ikke er særligt synlige. Kiloo er berømte for ikke at ville snakke med pressen overhovedet, Tactile Entertainment er heller ikke særligt synlige og også SYBO-games lever et meget stille liv, deres størrelse og økonomiske succes taget i betragtning.

Man kan grine og pege fingre af Hugo Games og deres åbenlyse klon af Subway Surfers tilsat fodbold-helten Ronaldo. Men faktum er, at der er lykkedes dem at skaffe flere penge hjem på den norske børs, end hele DFI-støtteordningen uddeler på 4 år!

Hvad gør vi nu?

Ja, godt spørgsmål, ikke? Jeg ved det ikke. Men første skridt til, at komme i en retning, hvor vi som branche bliver mere investormodtagelige er måske at se på den kritik der kommer udefra, og kigge på os selv. Kan vi blive bedre til at tænke i langsigtet forretning – det tror jeg. Jeg har i hvert fald fået det plantet i baghovedet nu.

super_mario_coin_box_by_maccamacca91[1]

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s