Dem good ol’ days

Et spørgmål der popper op igen og igen, er spørgsmålet om, hvorvidt spil bare var bedre i gamle dage, da der ikke var alt den fokus på grafik, ydelse og realisme, som præger spillene i dag – og især markedsføringen af dem.

Well – min personlige mening er, at spil fra ‘gamle dage’ er præcis lige så gode eller dårlige, som de er i dag. Jeg har for nylig haft glæden af at anmelde en remake af et oldgammelt FPS fra 2001 – Serious Sam, og det overraskende var, hvor lidt den nye grafik faktisk betød. Den havde selvfølgelig fået et ordentligt nøk opad, men selve det bagvedliggende spil var helt det samme, og efter 10 minutter var man ikke længere optaget af grafikken. Så var man overgået til abstraktionsniveauet, hvor grafikken i min opfattelse var reduceret til brikker og elementer i et gameplay der ikke længere var fæstet i en virkelighed, men havde sine egne regler og metoder.

Mange gode spil, har netop denne evne til at transcendere det grafiske udtryk. Har man spillet Call of Duty nok på multiplayer, jamen så reduceres det også her til et abstrakt taktisk spil, hvor det faktum at det er baseret på soldater i krig gradvist mister sin betydning over tid.

Derfor vil min påstand være, at i hvert fald for denne type spil – jamen så betyder det ikke noget hvor gamle de er. Det afgørende er kvaliteten af det abstrakte gameplay der ligger bag. I hvert fald i det lange løb. Selvfølgelig vil der også være spil der sælger sig på at efterabe virkeligheden, som ikke kan beskrives med denne metode….. men dem må jeg kigge på en anden dag 🙂

For de interesserede, kan min fulde anmeldelse af Serious Sam HD læses på Eurogamer.dk

Reklamer

Lad være med at behandle mig som en idiot (venligst)

Der er få ting der kan genere mig mere, end hvis jeg føler jeg er en brik i en konsumeristisk verden, hvor man prøver at trykke på mine rigtigt knapper, for at få mig til at købe et eller andet produkt.  Desværre er det præcis sådan en oplevelse jeg havde, da jeg for nylig anmeldte spillet Fairytale Fights. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvad det var der gjorde udslaget, men det virkede bare så velovervejdet dum-plat at jeg har svært ved at tro, at det virkelig kunne udgøre en eller anden spilinstruktørs inderste drøm og hjerteblod.

For dem der ikke har læst Douglas Couplands ‘Jpod’, kan jeg klart anbefale den. Den handler netop om et spilfirma, hvor der ikke er nogen ambitioner om at skabe noget godt og unikt, men hvor hele spillet defineres af marketingsafdelingen, og hvad de lige mener er salgbart lige nu og her. Det er sgu lidt samme fornemmelse jeg har med Fairytale Fights. Og det der er det mest triste ved det er, at der ikke er nogen tvivl om, at der eddermugme er proppet nogen timer i det her projekt. Jeg synes sgu det er ærgeligt, at hælde så mange mandetimer i et projekt der virker så uinspireret.

I et spil som Fairytale Fights er det særlig slemt, fordi det prøver at være morsomt. Men det er morsomt på en måde der simpelhen ikke er overbevisende. I al sin platte grovkornethed, kan jeg ikke tro at andre end 13-årige fritidshjemsknægte kan synes det er sjov. Det står så i skarp kontrast til 16+ mærkningen spillet er forsynet med. Men lur mig, om der ikke er spekuleret benhård i, at der nok skal være nogen under der får omgået den regel. Hvad er vel mere spændende end forbuden frugt.

fairytale-fights-14a606eae5a27d[1]

Suk – måske er jeg bare en gammel sur mand, der har hede drømme om Tim Schaefer og andre spildesignere der er mere ideologisk “kosher” end alle de onde, profithungrende, kalkulerende typer. Ellers også er Tim Schaefer bare en helt ualmindelig dygtig ond, profithungrende kalkulator, som jeg ikke kan gennemskue.

Min fulde anmeldese af spillet kan læses her

Tjener – der er beskidt virkelighed i mit spil

Så fik jeg spillet mig igennem Uncharted 2: Among Thieves, 0g det var faktisk en ovenud positiv oplevelse.

Men det mest bemærkelsesværdige var egentlig, at spillet faktisk var lidt altmodisch i stil og udformning. Ikke at det gjorde det dårligere, for det var så veltilrettelagt at det ikke gjorde noget.

Uncharted 2's beroligende opdelte verden, er en modvægt til virkeligheden.

Uncharted 2's beroligende opdelte verden, er en modvægt til virkeligheden.

Men det var meget skægt at lægge mærke til, hvordan selve spillets historie-fortælling udelukkende foregik i mellemsekvenserne. Jeg kom uforvarende til at sidde og sammenligne med Half-Life, der jo er det direkte modsatte, og tænkte lidt over fordele og ulemper ved de to metoder.

Jeg tror fordelen ved, at have selve historiefortællingen så klart udskilt til cutscenes’ne er, at man simpelhen kan koncentrere sig mere om selve spillet. I Half-Life var der altid en latent frygt, for at gå glip af noget af handlingen, hvis man gjorde noget forkert i spilverdenen. Man var bange for at storme skrigende ned af gangen med spruttende maskinpistol, for hvad nu hvis der foregik en eller anden, for historien enormt væsentlig, samtale bland de personer man løb fra. Det undgår Uncharted 2, og man er derved meget mere fritstillet i spillet. Til gengæld er man i langt højere grad klar over at det er et ‘spil’ man spiller,  idet fjernelsen af det narrative forløb fra spilverdenen, netop udstiller den som et arbitrært spil med klare abstrakte regler, frem for at være en del af en mere flydende, hybrid og blandet verden.

Og så har jeg næsten allerede selv afsløret, hvad fordelen ved at indlejre historien i spiluniverset er. Nemlig at jeg tror, at det giver mulighed for at komme nærmere en oplevelse der minder om den virkelige verden, hvor handlinger, historie og forløb alle sammen er rodet ind i den samme unkontrollerede beskidte verden, hvor man går glip af samtaler, misser pointer, og tvinges til at agere ud fra de sparsomme oplysninger man har.

Men spørgsmålet er så,  om man ikke også har brug for at slippe for den virkelige verden når man spiller. Om man ikke netop tilfredsstilles af den kunstige men rene opdeling,  som spillenes binære univers skaber. Jeg spiller jo ikke spil, for at det skal være lige som min virkelighed. Jeg spiller (i hvert fald nogen gange), for netop at give slip på min beskidte rodede virkelighed for en tid.

Min fulde anmeldelse af Uncharted 2, kan læses her

Med destruktion som attraktion

Så er min nyeste spilanmeldelse kommet online på Eurogamer. Denne gang har jeg hygget mig i Mars´røde støv i PC-udgaven af Red Faction: Guerilla.

Det mest interessante ved spillet, er den enorme rolle som destruktionen af bygninger spiller. Nogen gange er det nærmest som om man har putter Boom Blox ind i en Mars-udgave af GTA, og det her blev resultatet. Udviklerne satser simpelthen hele butikken på, at den barnlige glæde man finder ved at rive de digitale ‘klods’tårne’ ned kan bære spillet igennem. Hele opgradering og penge-systemet er også hægtet på destruktionen, så hele spillet er en ret lærerig lektion i, hvordan man med alle midler kan fremhæve dette centrale gameplay-element, og gøre det relevant i alle spillets aspekter.

red_faction_guerilla

Og det lykkedes næsten at få hele spillet til at hænge sammen med denne ene centrale gameplay-mekanik. Jeg nåede at clocke 10 timer eller så, inden jeg begyndte at blive træt af den ensidige fokusering på dette element. Men pænt at de nåede så langt alligevel.

Læs hele anmeldelsen af spillet her.

Det store Danske håb

Jeg havde for nyligt glæden af at anmelde IO Interactives nyeste spil – Mini Ninjas. Det spil er helt klart nogen af en satsning, for det er godt nok langt fra de meget cinematiske actionspil der plejer at komme fra den kant. Men i mine øjne er det det helt rigtige at gøre. Af sprede sine aktiviteter, og ikke have alle æggene i en kurv, er vejen frem. IO kan ikke satse på Hitman i al evighed, og derudover er det også super-vigtigt at komme op og køre med to parallelle ‘pipelines’, så man kan producere flere spil samtidigt, og ikke er så 100% afhængig af, at det seneste spil man laver bare SKAL være et hit.

Det er et solidt om ikke blændende spil. Men det ændrer ikke ved mit inderlige håb om, at det kommer til at sælge rigtig godt. IO er den eneste tilbageværende bastion for AAA-spil i Danmark, og vi er pinedød afhænge af dem, hvis vi nogensinde skal drømme om at få en industri op og køre igen i DK – I hvert fald indenfor en rimelig fremtid.

Jeg krydser i hvert fald fingrene

01875280-photo-mini-ninjas

Læs hele anmeldelsen her

Fede Prinsesser – Mit comback som spilanmelder

Til min store glæde, er det lykkedes mig at komme tilbage i sadlen som spilanmelder. Jeg er nu en del af staben hos eurogamer.dk.

Jeg har allerede haft min debut, hvor jeg anmeldte Playstation Network-spillet ‘Fat Princess’. En ganske fint lille multiplayer spil.

Et fint closeup af den føromtalte fede prinsesse

Et fint closeup af den føromtalte fede prinsesse

Man kan læse alle mine fantastiske ord her

Jeg glæder mig til at komme rigtigt igang….