Hermed anden del af dialogen mellem Julie Horup og undertegnede om sexisme i spilbranchen …
Hej Julie
Godt – lad os få proppen af flasken. Ikke mere fedtspilleri. For du har helt ret. Det er en kæmpe problem, der som en stor betændt byld dækker hele spilbranchen, og gør, at den ikke kan leve op til sit fulde potentiale. Spil er kunst, spil børe tages mere seriøst, spil er ditten og datten! Måske skulle spil tage sig samme og begynde at behandle folk nogenlunde ligeværdigt, inden den påberåber sig alle mulige kulturelle kvaliteter.
Og jeg kan ikke sige, at jeg forstår, hvordan det føles. For det kan jeg ikke. Det ville være en løgn og hyklerisk. Men det jeg kan sige, og det jeg kan forstå er, at jeg vil have at alle – også kvinder – føler sig godt tilpas i den kultuer der omgiver mit yndlingsmedie. At kvinder kan få lov til at tale og udtrykke sig med lige så stor autoritet, vildskab, ydmyghed eller selvtilfredshed som alle andre. Hvorfor? Fordi jeg vil tale med ligesindede, ligestillede og ligeværdige.
Og det er et problem, der bider sig selv i halen. End ond cirkel. For den dumme sexistiske indstilling driver kvinderne væk, og hvis det alligevel kun er mænd der er til stede, så må vi jo hellere hyre nogle modeller, så der er ’lidt lækkert’ at se på, og bliver kvinderne jo væk, og så kører møllen. Og det er et problem der stikker dybt! Ikke bare i den kultur der omgiver spillene, men også i spillene selv.
Tag et spil Bioshock: Infinity. Et spil der fra alle sider bliver hyldet som et auteurværk, et stort værk, der for alvor vise hvad spilmediet kan. Hvad viser det? At igen skal en den mørkhårede hvide, lidt grove mand, redde en smuk ung kvinde ’med kræfter hun ikke forstår’.
Nogen gange føles det som et stort skuespil vi opfører i spilbranchen. Hvor alle mænd er dudebros, og mænd der ikke spiller FIFA eller GTA er suspekte halv-homoseksuelle typer. Tro mig – jeg har det selv ret svært med at blive adresseret på den måde – som om at ’det her skal du kunne lide’. Hvordan det opleves hvis man er kvinde, tør jeg slet ikke gætte på.
Engentlig er jeg lidt træt af hende. Men Leigh Alexander kom med et overmåde godt citat i løbet af hele IGDA-misæren. “When people say ‘I don’t feel comfortable in this space,’ it is not an invitation for debate.” Det er ikke et debatoplæg, når nogen påpeger en ubehagelig sexistisk oplevelse. Det er ikke en invitation til at folk (mænd?) skal argumentere for, hvorfor det alligevel ikke var en ubehagelig oplevelse.
Og det er netop noget af det værste jeg ved, ved hele denne debat. Når historierne om manglende ligeløn, kønsstereotyper eller forskelsbehandling dukker op, så er det som der er en hemmelig garde af mavesure hankønsvæsener der på bedste apologetiske vis altid synes at argumentere for, at disse fakta ikke findes. Eller måske ligefrem siger at ”HEY DET ER COMPUTERSPIL. DET ER BARE FOR SJOV” eller ”HEY, MÆND HAR DET OGSÅ HÅRD, FOR DE BLIVER ALTID FREMSTILLET SOM VILDT MUSKULØSE” eller de allerbedste af dem, som bare fuldstændigt afsporer debatten med ’sjove bemærkninger’ om hvordan ”hun får svært ved at brokke sig, med min pik i munden” eller ”Løsning: fjern Playstationen fra køkkenet”.
Af en eller anden grund, virker det som om, at spilmediet er meget, meget værre, end alle andre kulturprodukter, hvad angår det her. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hader det. Måske fordi spilmediet er vant til at være under angreb, så er der an passive-agressive reaktion, hvor man end ikke tager stilling til problemet, men bare kører had-kanonen frem og skyder.
Hvordan kommer vi det til live? Jeg ved det ikke. Men det bliver ikke gjort bedre af, at spilkultur i dag er begrænset til specialistmedier, hvor man kun skrider ind overfor de mest grelle kommentarer, og i øvrigt læner sig op af debatkulturen på 4chan. Så er det ok at svine kvinder til på alle mulige måder, der intet har med de de siger eller skriver at gøre.
Alkohol: Maisel’s Weisse Weissbier
Musik: Mere The Dig
Hej Jesper,
Okay, proppen er af flasken – og jeg er rimelig sikker på, at pøblen står klar til at lynche os og derefter smide vores lig på bålet lige om lidt.
Hende Leigh Alexander har jeg det også svært med, men hun har trods alt fat i den lange ende i den her situation. Og noget, som jeg i hvert fald har lagt mærke til i denne uge, er, at folk tager det ilde op, når man taler for, at der skal ske ændringer, og at der faktisk er noget galt med tilstandene, som de er lige nu.
Det er jo ikke som om, at det her er et personligt angreb på samtlige mænd i hele verdenen, og det er ikke fordi, at der ikke er kvinder, som siger, at nu overreagerer folk altså. For det sker faktisk. Folk har nemmere ved at råbe op, lige så snart de ser det mindste, der kan minde om sexisme, og det er naturligvis lidt af et problem.
Men! Og det er her et stort men – en ting er lukke øjnene i og blindt kaste om sig med argumenter om, at “jamen vi har det da alle sammen godt, alt det her er bare fis i en hornlygte” og så ellers komme med alle mulige statistikker, der prøver at bakke op om den påstand. Men lige så snart bare én kvinde siger, at hun har været udsat for chikane eller sexisme udelukkende baseret på køn, så er det en kvinde for meget.
Og så må man sgu gribe nosserne/brysterne og sige, at man er mand/kvinde nok til at høre på andre og spørge, hvordan man kan hjælpe. Hvis man bare siger, at folk overreagerer og derefter fuldstændig ignorerer det eller sågar overfuser folk, så kan man ligeså selv være en af del af sexisme-banden.
Jeg tror, at mange folk har svært ved at forstå, hvor meget det egentlig betyder for nogen, når de ikke selv har været i situationen. Det kender vi nok alle sammen til en vis grad, og derfor er det også nemmere at (over)reagere, når man selv har været igennem mudderet, og folk så siger, at man bare skal komme over det. Men her er det så bare, at jeg tænker: “Hvor meget koster det dig egentlig at udvise bare den mindste smule sympati eller blot empati?” Det er jo nok ikke for sjov, at folk prøver at bekæmpe det her problem så ivrigt.
Der er bare desværre så mange steder, man kan begynde. Som du selv nævner med BioShock: Infinite, så har det jo levet højt på, at Elizabeth er en kvinde med ben i næsen. Men faktum er, at man som mandlig hovedrolle redder en kvindelig birolle. Det kunne vi også se, da der skulle laves cover til spilæsken. Elizabeth blev smidt om på bagsiden, fordi spillet skulle tiltale unge mænd, så de kunne relatere til det, da det skulle sælges. Jeg er sikker på, at marketingsfolkene klappede i deres små hænder, da den beslutning blev taget.
Jeg tror ikke, at problemet er meget værre i spilbranchen og det tilhørende medie i forhold til andre brancher, men det bliver uden tvivl forstørret af, at spilkulturen i en lang årrække servicerede et mandligt publikum. Det hænger stadig fast – lige fra spilindustrien til medierne, der dækker den. Som da M! her den anden dag fik leveret en artikel fra Gameplay om de 20 lækreste spilbabes. Jeg havde ikke forventet andet fra M!, men jeg havde derimod forventet meget mere fra Gameplay.
Og så skal det her ikke blive en bredside mod mandligt orienterede publikationer, for sider, der skriver om elektronik rettet mod kvinder, hænger mig ligeså meget ud af halsen. Deres hensigter er jo fine, men det bider dem – og alle os andre – i røven, fordi det på sigt sætter kvinder i bås som et publikum, der skal have serveret deres læsning på en specielt tilpasset måde – og det er jo langtfra meningen.
I sidste ende gør det ligeså meget skade, som det gør gavn.
Musik: Sleater-Kinney – One Beat
Alkohol: Endnu mere Classic
Gaming Adults - En blog om spil for (næsten) voksne 