En bagstræberisk kulturpolitik?

Der har de seneste dage været en masse skriverier om, hvordan man på Bogens Dag i Danmark har foræret mange tusinde eksemplarer af bøger væk til danske borgere i håbet om, at få flere af dem til at læse. Kampagnen havde ligefrem fået den monolitiske titel “Danmark Læser”.

Denne seneste kampagne falder fint i tråd med den nuværende Kulturministers tilsyneladende papirfetish. Ud af de seneste 30 pressemeddelelser fra Kulturministeriet, handler de 15 af dem om det skrevne ord – bøger.

Screen Shot 2015-04-24 at 2.38.25 PMAt Kulturministeriet ser det som en af sine største udfordinger at ændre folks medievaner, så de læser mere, kan man kun yderligere blive bekræftet i, når man ser listen af initiativer der er sat i søen, for at få folk til at lære at holde af det skrevne ord.

Det minder ikke så lidt om kampagner fra Sundhedsvæsenet, hvor det handler om sygdomsforebyggelse, motion og sund kost. Den indstilling til litteratur som man finder hos Kulturministeriet synes at være båret af den samme logik – læsning er ubetinget sundt.

Tynget af den hvide mands byrde, i dette tilfælde sandsynligvis en kulturradikal vellønnet og veluddannet hvid mand, skal masserne oplyses om læsningens glæder, for det er her at den ægte – den virkelige – kultur ligger gemt. Ikke i tv-serier, tegneserier, rockmusik eller, gyyyss, computerspil eller andere interaktive formater.

Se selv denne formulering hentet fra pressemeddelelsen om Danmark læser

Litteraturen giver plads til den eftertænksomhed, det nærvær og den indlevelse, som ellers bliver klemt i vores travle liv.
Litteraturen er med til at binde os sammen som land. Vi bruger den til at forstå os selv og det samfund, som omgiver os.
Litteraturen åbner for livsnerven i vores demokrati: samtale og dialog. Litteraturen giver betydning og perspektiv.

Det var ellers ikke så lidt!

Men jeg tror, at Kulturministeriet, og altså hermed også ministeren, har fat i den helt forkerte ende her. Jeg forstår ikke, hvorfor man har denne ensidige fokus på medieformen i stedet for indholdet. Hvis målet er, at give danskerne nogle gode kulturoplevelser, er det vel ikke så relevant, hvilken platform de oplever dem på.

Jeg er naturligvis klar over, at der inden for kultur er et vist hegemoni. De senest ankomne medier placeres i bunden, med mindst prestige og mindst anseelse. Her kan de så håbe på, at der snart komme nogen nye til, som de så selv kan kanøfle og hæve sig over.

Men sammen med det, bør man også kigge på, hvilke medier det er borgerne bruger mest. Og her er det som regel omvendt. De senest ankomne medier, spil, tv, rytmisk musk osv. er oftest dem, der har det største publikum.

Jeg er enig i, at der er der visse oplevelser, der passer best til at blive formidlet som litteratur – det er klart. Men at give dette ene medie forrang, frem for de medieformer, som danske borgere allerede bruger, virker sært. Hvorfor ikke også sørge for, at det er indhold med kulturel integritet på de medier og platforme, som man allerede bruger?

Jeg arbejder til dagligt med computerspil – det er ingen hemmelighed – og derfor et jeg selvfølgelig også dybt partisk, hvad det angår. Men det er mig en kæmpe gåde, at man slet ikke snakker om, hvordan man kan komme befolkningen imøde på de medieplatforme de allerede anvender, og forsøge at give dem noget indhold af høj kulturel kvalitet der, hvor de allerede er.

Det er hamrende svært at ændre folks medievaner – og at tro at man kan gøre det ved at forære en bog væk, er omsonst. Det kan højest medvirke til at skabe lidt fut i skørterne hos de allerede omvendte, der kan klappe i hænderne over initiativet, og en svag rumlen i den samlede danske nationalkarakter, som for evigt er til falds for det magiske trylleord “gratis” der i national sammenhæng for længst har udklasset tidligere tides populære formularer som “hokus pokus” og “Må Herren være med Eder”.

Der skal selvfølgelig være plads til at støtte mange forskellige medieformer. Hver af dem er unik, og kan noget, som ingen andre kan. Men hvis man mener noget med sin ambition om, at lade kulturen berøre flest mulige danskere – hvis man har et oprigtigt ønske om at også de danskere som ikke selv opsøger kultur, også skal have muligheden for rige kulturelle oplevelser, så er man nødt til at give bare lidt mere slip på drømmen om litteraturen som det store “be all end all” inden for kulturformidling.

Alle borgere i dette samfund er blevet stopfodret med papirbøger gennem deres skoletid, så det er næppe fordi at de ikke kender til fænomenet bøger, at de vælger ikke at bruge tid på den i hverdagen. Der er simpelthen fordi, at de forestrækker andre medier. Så lad os komme dem i møde, der hvor de er, og sørge for at der er nogle fede kulturoplevelser der venter på dem, lige meget hvilet medier de har valgt som deres foretrukne.