Prøv betaen af mit nye Game Maker-spil

Sådan! Endelig er jeg færdig med den første beta af et lille game maker-spil jeg har siddet og rodet med. Anorectic Tapeworm Challenge hedder det, og er groft set en variation over Pong. Det er ikke specielt avanceret,  men det var også mere for, at jeg kunne blive lidt bedre til Game Maker, inden jeg begyndte på de mere vilde projekter.

Nå – men her er det. Prøv det hvis du har lyst. Og så vil jeg smutte i seng imens, efter en hård dag ved tastaturet.

EDIT: Er nu opgraderet til beta v. 0.91. Nu med quit-knap. Hent det her

Reklamer

Ron Jeremy kan ikke gøre lort til guld

…. gid han kunne. For så ville mit tidligere nedsablingsoffer Fairytale Fights måske have haft en chance, for at være et godt spil. Men det er det ikke!

Suk – det skal godt nok tages bogstaveligt, når der til at starte med advares mod “Crude Humor”. Det er på alle måder et slattent, uengageret forsøg på at give et dårligt spil marketings-mæssigt kunstigt åndedræt, og forstærker min mistanke om, at dette spil helt fra starten bare har været beregnet som et plat hadeobjekt for forældre, og et attråværdigt “object of desire”, for de tonsvis af mindreårige, som i teorien ikke burde spille spillet, men som det virker så præcist rettet med.

Jeg kan kun give et råd – lad være med at købe dette spil.  Ellers risikerer vi bare at det bliver Porno-Lasse der skal redde det næste Recoil Retrograde!

(Og for dem der ikke måtte vide det. Ron Jeremy er en form for pornobranchens Nestor. Har været i branchen siden 1979, har ifølge Internet Adult Movie Database medvirket i over 2.000 pornografiske film. Og de fleste støder på ham på et eller andet tidspunkt i deres teenageliv – Det gjorde jeg i hvert fald)

Opdatering 17. nov:

Og det værste er da at det virker!. Se hvordan Ekstra Bladet hopper lige på krogen her, fordi det er noget der blot perifært har med porno og patter at gøre. Caramba – hvad skal det ikke ende med?

Lad være med at behandle mig som en idiot (venligst)

Der er få ting der kan genere mig mere, end hvis jeg føler jeg er en brik i en konsumeristisk verden, hvor man prøver at trykke på mine rigtigt knapper, for at få mig til at købe et eller andet produkt.  Desværre er det præcis sådan en oplevelse jeg havde, da jeg for nylig anmeldte spillet Fairytale Fights. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvad det var der gjorde udslaget, men det virkede bare så velovervejdet dum-plat at jeg har svært ved at tro, at det virkelig kunne udgøre en eller anden spilinstruktørs inderste drøm og hjerteblod.

For dem der ikke har læst Douglas Couplands ‘Jpod’, kan jeg klart anbefale den. Den handler netop om et spilfirma, hvor der ikke er nogen ambitioner om at skabe noget godt og unikt, men hvor hele spillet defineres af marketingsafdelingen, og hvad de lige mener er salgbart lige nu og her. Det er sgu lidt samme fornemmelse jeg har med Fairytale Fights. Og det der er det mest triste ved det er, at der ikke er nogen tvivl om, at der eddermugme er proppet nogen timer i det her projekt. Jeg synes sgu det er ærgeligt, at hælde så mange mandetimer i et projekt der virker så uinspireret.

I et spil som Fairytale Fights er det særlig slemt, fordi det prøver at være morsomt. Men det er morsomt på en måde der simpelhen ikke er overbevisende. I al sin platte grovkornethed, kan jeg ikke tro at andre end 13-årige fritidshjemsknægte kan synes det er sjov. Det står så i skarp kontrast til 16+ mærkningen spillet er forsynet med. Men lur mig, om der ikke er spekuleret benhård i, at der nok skal være nogen under der får omgået den regel. Hvad er vel mere spændende end forbuden frugt.

fairytale-fights-14a606eae5a27d[1]

Suk – måske er jeg bare en gammel sur mand, der har hede drømme om Tim Schaefer og andre spildesignere der er mere ideologisk “kosher” end alle de onde, profithungrende, kalkulerende typer. Ellers også er Tim Schaefer bare en helt ualmindelig dygtig ond, profithungrende kalkulator, som jeg ikke kan gennemskue.

Min fulde anmeldese af spillet kan læses her