Troldspejlet: 25 år i øjenhøjde

I disse dage er der præcis 25 år siden en dengang noget mere hårfager Jakob Stegelmann for første gang introducerede DRs seere indenfor i et univers af alskens underlødige medier. I et børneprogram, som for første gang ikke tog afstand fra tegneserier, fantasy-bøger og computerspil, men som derimod omfavnede dem alle sammen, og tog i mod dem i øjenhøjde med målgruppen. Troldspejlet hed det (Og hvilket fantastisk navn i øvrigt)

Selvom der var en mærkelig onkel-agtig type der tonede frem på skærmen, og selvom han, ikke mindst i de første af udsendelserne havde samme korrekte og meget voksne stemmeføring som værterne på de øvrige prostulerede børne- og ungdomsprogrammer, så blev det, først og fremmest gennem enmevalget, demonstreret, at det ikke var en klassisk børne-tv-vært, som vi havde at gøre med her. Det var en allieret, der, lige som os selv, forstod fascinationen og magien ved computerspil, tegneserier, actionfilm og fantasy. Alle de ting som forældre i almenhed, og øvrigt velmenende børne-tv i særdeleshed, slet ikke forstod, og som de med al mulig tydelighed anså for at være usundt.

På den måde blev Troldspejlet det allerførste eksempel i mainstreammedierne på, at spil blev taget seriøst. Ikke ved at påklistre spillene alle mulige former for kulturelle mærkater, som skulle bevise deres vigtighed. Men ved at respektere spillene for det de var, og ved at tage udgangspunkt i, hvad det var der gjorde dem interessante for os der spillede dem..

Selv i dag er Troldspejlet næsten unikt i sin, i ordets allerbedste betydning, barnlige begejstring for computerspil. Mens vi andre er blevet voksne, og prøver at fremhæve spillenes kvaliteter, ved at bevise deres værdi i det traditionelle kulturelle hierarki, bekymrer Troldspejlet sig ikke om, hvorvidt spil repræsenterer ægte kultur, og da slet ikke, om det er kunst.

På den måde har Troldspejlet, også den dag i dag, en klar berettigelse. Både i forhold til at gå imod den traditionelle nedgørelse af spilmediet som underlødigt. Men også som en reminder til de af os, som er kravlet for langt op i elfenbenstårnet med spilmediet under armen. En reminder om, at spil ikke kun er et kulturprodukt, ud fra hvilket man kan vride dybe og alvorlige betydninger. Der er også et stykke anvendt magi, der med digitale tandhjul og vippearme, underholder og fascinerer i ren forundring over de fantastiske universer der bliver fremmanet.

Nogle gange er spil som fyrværkeri. Der er ikke nogen dybere mening i det. Man kan bare opleve det. Suge det til sig med hver en fiber og blive henrykt..

Gid Troldspejlet må sende 25 år til.

troldspppajl

Reklamer

Ha! – Spil er da bare legetøj til børn

Det lader til at Politikens spil-redaktør Thomas Vigild heller ikke er helt tilfreds med DR’s beslutning om at nedlægge det faste budget for spiludvikling i DK. Han lægger dog det primære ansvar på DR’s, og i særdeles Nicolai Porsbos skuldre.

Jeg er helt enig med Vigilds kritik, selvom jeg som sagt også mener at man rent politisk bærer et ansvar, idet man i den grad tilgodeser andre private mediebrancher, ved at tvinge DR til at anvende en del af licensen til eksterne TV og filmproduktioner.

Der må sgu snart begynde at komme nogen folk ind i de ledende poster, både i DR og i Medieforligets partier, der er vokset op med computerspil, så vi kan komme ud over den nuværende definition af spil som et Micky Mouse-medie, der kun går ud på ligegyldig underholdning. Og at det drejer sig om en branche for nogen få sære nørder, der laver noget i deres fritid, som man ikke kan tjene sådan rigtige penge på. Dammit – En samlet omsætning på verdensplan på 360 (sic!) mia. kr i 2009. Come on!