Jeg kan mærke en forstyrrelse i kraften …

I går kan muligvis vise sig, at blive en skelsættende dag for spiljournalistikken. Det kan også være, at i går ender med at være fuldstændig ligegyldig for spiljournalistikken. Men i mine øjne er der er en reel mulighed for, at vi er vidner til en skelsættende begivenhed, som vi ikke har set mage til, siden den berømte ’Gerstman-gate” satte alvorlige spørgsmålstegn ved selv de største spilsites evner til at holder det kommercielle og det redaktionelle adskilt.

Det hele starter med dette billede:

Et screengrab fra en video hvor Geoff Keighley, canadisk spiljournalist og tv-personlighed, med et dødt blik i øjnene, sidder indkapslet i product placement. Et billede der de seneste dage har cirkuleret på diverse fora under spydige overskrifter som “Games Journalism is finally dead”, “Games Journalism = Dorritos” o. lign.

Men billedet bliver også udgangspunktet for en af de mest ætsende kritiske, men måske også mest præcise kronikker, jeg har set gennem min efterhånden mangeårige karriere som spiljournalist. Robert Florence, freelance spiljournalist, komiker etc. stikker en kniv dybt ind, i et af de mest problematiske forhold, som spiljournalistikken lider under. Nemlig den mudrede grænse mellem journalister og PR-folk, og de gaver, tjenester og penge, der flyder frem og tilbage mellem de to grupper. Oftest uden at læserne har det mindste anelser om, hvad der foregår bag kulissen.

Men i sit angreb på tingenes tilstand, holdt Florence sig heller ikke tilbage fra at trække andre navngivne spilskribenter med ind i debatten. Heriblandt Lauren Wainwright, der skriver for bl.a. The Sun, MCV m.fl.

One games journalist, Lauren Wainwright, tweeted: “Urm… Trion were giving away PS3s to journalists at the GMAs. Not sure why that’s a bad thing?”

Now, a few tweets earlier, she also tweeted this: “Lara header, two TR pix in the gallery and a very subtle TR background. #obsessed @tombraider pic.twitter.com/VOWDSavZ”

And instantly I am suspicious. I am suspicious of this journalist’s apparent love for Tomb Raider. I am asking myself whether she’s in the pocket of the Tomb Raider PR team. I’m sure she isn’t, but the doubt is there. After all, she sees nothing wrong with journalists promoting a game to win a PS3, right?

Efterfølgende blev Eurogamer.net bedt om at fjerne henvisningerne til Wainwright af hendes arbejdsgiver, mens twitter summede af rygter om ‘Injuriesøgsmål’. Efterfølgende meddeler Robert Florence, at han stopper hos Eurogamer.net, men det lader til, at det delvist er hans egen beslutning. I hvert fald lader der ikke til, for alvor at være ondt blod mellem Florence og hans gamle arbejdsgiver.

Var det nødvendigt for Florence at nævne Wainwrights navn? Næh, det tror jeg ikke. Faktisk tror jeg, at det har medført, at den debat Florence prøver at rejse risikerer at blive afsporet. For i stedet for at diskutere de almene problemstillinger, som Florence peger på med konkrete eksempler, er det hele kommet til at handle om kun de konkrete tilfælde. Nu flyder fora og Facebook over med personangreb på Wainwrights person, i stedet for at koncentrere sig om den overordnede problematik, som Wainwrights tweets og handlinger kun en et symptom på. Et eksempel er denne tråd fra NeoGaf, der efter første side ikke længere beskæftiger sig med den generelle problemstilling, med udelukkende går ud på at pille Wainwright fra hinanden.

Værre endnu, så har brugen af konkrete navne gjort, at Eurogamer.net ikke længere kan have den originale tekst stående, da de med truslen om kostbare søgsmål hængende over hovedet, har været tvunget til at redigere i den oprindelige titel. Rent juridisk har Eurogamer.net egentlig deres på det rene, da Wainwright har udtalt sig på en offentligt medie, og Florence udelukkende fremhæver, at det kan gøre ham i tvivl om hendes objektivitet. Men Engelsk injurielovgivning er notorisk berygtet, da der er omvendt bevisbyrde og sagerne traditionelt set er meget dyre at føre. Mit bud er, at det er i dette lys at Eurogamer.net har valgt af føje Wainwrights klager.

Florence efterlyser konduite og integritet i hans kollegaers arbejde med spilmediet, men han formår ikke at overholde det selv, i hans bidende bredside mod branchens indspisthed. Men jeg forstår måske godt hans brug af konkrete navne. For hvis har i forvejen har vidst, at han var på vej ud, må det have været befriende at give et ordentligt los til de navngivne personer, der tilsyneladende har irriteret ham i mange år. Desværre betyder det, at hans indlæg står mindre skarpt, fordi en del af diskussionen nu kommer til at handle om navne og enkeltpersoner, fremfor de reelle bagvedliggende årsager. Og det er virkelig ærgeligt. For en skarpere pen først mod den indspiste vennekultur og naturalieøkonomi der dominerer spil-marketing og spiljournalistik har jeg ikke set længe.

Men når det så er sagt, så er det i den grad befriende at læse et så skarpt, klart og velformuleret indlæg, der peger på et af de absolut største problemer ved spiljournalistik i dag. Problemer der i nærmest endnu højere grad hærger i det danske landskab, fordi lønninger en minimale eller direkte ikke-eksisterende for spiljournalister, hvilket gør det endnu sværere at sige nej til gaver, rejser og middage fra de flinke PR-folk. Og hvor de lave lønninger gør, at få folk bliver længe nok i faget til at indse, at de ikke er forpligtigede til at skrive noget pænt om spillene til gengæld for gaver, rejer og middage. Hvor spilmedierne er så tyndt besat, at det er mere reglen end undtagelsen, at det er de samme personer der står med både det redaktionelle og det økonomiske ansvar. Ikke at dette ikke kan lade sig gøre, men lad os da i det mindste snakke om de problematikker som det udgør. Jeg er endnu ikke stødt på et danske site, der klart gør rede for, hvordan deres reklamesalg er adskilt fra deres redaktionelle linje. Det ville være et fornuftigt første skridt.

Heldigvis er sagen også blevet taget op andre steder, af personer og medier, der fokuserer på de bagvedliggende årsager, og ikke det relativt ligegyldige spørgsmål om, hvorvidt Wainwright er en klaphat eller ej. Jeg håber, og krydser finger for, at det er den vinkel der vil bide sig fast for eftertiden.

Den oprindelige tekst i Florences kronik er bevaret her

Et par intelligente indspark til debatten kommer fra Ben Kuchera fra Penny Arcade Report og John Walker fra Rock Paper Shotgun, der kort før igår stod bag en anden god artikel om samme problematik, og siden er kommet med hans egen reaktion på begivenhederne.

Eller hvis man er mere til det danske, har Julie Horup skrevet en længere gennemgang af de moralske aspekter i sagen.

Reklamer

Jeg har set computerspillets fremtid – den havde form som en sky.

Der er efterhånden begyndt af være lidt murren i krogene omkring, om der skulle være ren ny konsolgeneration under opsejling. Men udover Nintendo, der har præsenteret den mere forvirrende end imponerende WiiU, bliver der i øjeblikket lurepasset til den store guldmedalje.

Hverken Sony eller Microsoft er interesserede i at lancere en ny konsol for tidligt, for det er lige nu de tjener allermest på den nuværende konsolgeneration. Produktionsomkostningerne på hardwaren er i bund, begynderfejlene er alle opdaget og udbedret og antallet af konsoller der kan sælges spil til er større end nogensinde. Det er også derfor, at både Microsoft og Sony forsøger at livstidsforlænge de oprindelige konsoller med hardware-tilbehør i form af Kinect og Move.

Men der er en dark horse med i opløbet om computerspillets fremtid. En outsider der truer med at ikke bare at indhente, men også at overhale den digitale distribution, som de fleste ellers regner med bliver det helt centrale element i den næste konsolgeneration. En outsider  jeg egentlig ikke havde større tiltro til, før jeg stiftede bekendskab med den på førstehånd her julen over.

Jeg snakker om den såkaldte cloud-gaming. En teknik der gør, at man teknisk set faktisk spiller på en central server, der så registrerer brugerinput lokalt på din maskine, og så sender en videostream til dig. På den måde flyttes alt den tunge beregning over på en dedikeret server og du kan i teorien spille de tungeste spil med alle detaljer på maxiumum, på den mest anæmiske netbook.

Tidligere har jeg haft mine klare forbeholdt overfor metoden. Hvordan skulle man kunne sikre en respons der var hurtig nok, til at spiloplevelsen stadig opleves som glidende over internettet. Hvordan skulle man sikre en videostream der var på højde med den der kunne genereres lokalt? Den førende udbyder af sådan en tjeneste, OnLive, har påstået at havde overkommet problemerne. Men skeptiker som jeg er tænkte jeg, at det bare var reklamesnak og blær.

Men her i juledagene havde jeg lejlighed til at prøve en lignende tjeneste, Gaikai, som har lavet et samarbejde med Eurogamer.net, hvor man kan prøve spildemoer, der afvikles direkte via en java-klient på websiden. Og selvom oplevelsen ikke var 100% perfekt, kom jeg i den grad til at få et andet og mere positivt syn på mulighederne ved sådan en tjeneste. Input afvikles relativt flydende, og grafikken var langt over, hvad jeg kunne forvente at afvikle lokalt på den laptop, som jeg brugte til at spille demoerne på.

Største problem er, at grafikken stadig er en anelse for ulden til, at den kan stå mål med lokalt afviklet indhold. I hvert flad når det gælder spil som Crysis 2, hvor man er nødt til at kunne se præcise detaljer for at kunne skyde på længere afstand. Og der er en lille bitte smule lag i inputtet. Ikke meget, men lige nok til at man ikke føler at man har helt samme kontol. Men jeg er stadig meget, meget imponeret over, hvad der kan lade sig gøre i en webbaseret java-klient.

Og jeg tror faktisk på, at det kan blive et reelt alternativ til den evolutionære konsoludvikling. Selvom man må forvente en aktiv og livlig modstand fra konsolgiganterne og PC-hardwarefabrikanterne, der vil kæmpe med næb og kløer imod det. Men det virker som så oplagt en løsning. Og en løsning der også svarer til den udvikling der forekommer på alle andre undeholdningsplatforme. Spotify, TDC Play og WiMP på musikfronten, YouSee og Netflix på filmfronten. Hvorfor have kvaler med at have lagerplads og computerkraft lokalt, når man kan hive det over nettet om nødvendigt? Og hvorfor eje spillene, hvis man bare kan spille dem når man bare kan spil dem over nettet når man har lyst?

Det er en disruptiv teknologi, der har potentialet til at vende op og ned på de eksisterende forretningsmodeller. Men for dem der er hurtige nok til at omfavne den, tror jeg også at der vil være store fortjenester at hente. Tænk på, hvis dit Steam-abonnement tillod dig at spille alle dine spil via nettet uden installation eller noget? Ellers hvis du i stedet for betalte et fast abonnement for adgang til Steams totale bibliotek af spil?

Anyway – jeg vil anbefale alle tvivlere at tage et smut forbi her, og bare lige teste Crysis 2 via java-klienten. Imponerende? – det tror jeg nok det er!

Fede Prinsesser – Mit comback som spilanmelder

Til min store glæde, er det lykkedes mig at komme tilbage i sadlen som spilanmelder. Jeg er nu en del af staben hos eurogamer.dk.

Jeg har allerede haft min debut, hvor jeg anmeldte Playstation Network-spillet ‘Fat Princess’. En ganske fint lille multiplayer spil.

Et fint closeup af den føromtalte fede prinsesse

Et fint closeup af den føromtalte fede prinsesse

Man kan læse alle mine fantastiske ord her

Jeg glæder mig til at komme rigtigt igang….