Limbo, auteur-teori og spil som kunst

Det er ellers ikke fordi at spil sådan til hverdag forekommer at være et af Informations kerneområder. Men de har faktisk begået en ret fin artikel om Limbo, med udgangspunkt instruktøren på spillet Arnt Jensen.

De kommer faktisk pænt omkring emnet og formår i bedre grad end jeg længe har set, at også pege på de grundliggende problemer i de danske financierings og støttemodeller.

Mest interessant, synes jeg dog er den måde som Arnt beskrives på. Læg mærke til, hvordan der snakkes meget om følelser og visioner i artiklen, på et kunstnerisk niveau, man ikke sædvanligvis finder i spil-journalistik. Det tog mig lidt tid at finde ud af, hvad det var, men så gik det op for mig, at Arnt bliver interviewet på samme måde, som man normalt interviewer art-films instruktører!.

Interviewet er, bevidst eler ubevidst, bygget op omkring auteur-tanken fra filmteori, hvor filmen/spillet er et udtryk for instruktørens geni og/ellers vision. Det er instruktørens personlighed der brænder igennem i værket.

At interviewet er formet på denne måde, siger for mig langt mere om, hvor langt vi faktisk er ved at nå med at få spillet accepteret som kunstform, fremfor mere ligepå ja/nej diskussioner om, hvorvidt spil er kunst. (Men det er altså også i bund og grund bare en rigtig god artikel)

Reklamer

Har den danske støtte-kultur spillet fallit?

Hitman - Det danske mirakel som kom til at stå alene

I øjeblikket ser det faktisk ud som om, at både den danske spilbranche og den danske filmbranche er havnet i den samme hullede, langsomt synkende båd. Begge industrier læner sig pt. op ad en gloværdig fortid for 10 år siden, som man siden, uden held, har forsøgt at gentage eller genskabe.

Inden for filmverdenen kigger man tilbage mod dogmebevægelsen, der i den grad filmisk satte Danmark på landkortet, både i forhold til danske biografgængere og udenlandske indkøbere. På spilsiden længes man tilbage til de gyldne Hitman-dage. hvor alt  synes muligt, og hvor man stadig drømte om et Danmark som et naturligt centrum for spiludvikling i Skandinavien (Det var vel nærmest på denne baggrund, at man oprettede en spiluddannelse på IT-Universitetet i København)

Men her 10 år senere, er drømmene anderledes beskedne. Både spil- og filmbrancen handler i dag mere om at overleve, og bare levere nogen små successes, for i det mindste at kunne bevise at man stadig kan lidt. Over vandene svæver IO Interactive og Lars von Trier som successer, men uden at de for alvor formåede at trække andre med op på det internationale niveau.

Lars von Trier er som IO Interactive en enspænder, der ikke formår at løft andre op på samme niveau

Mit spørgsmål er, om ikke den danske støttemodel har spillet fallit. Både for film og spilbranchen gælder det, at man støtter de enkelte projekter, frem for at have mere overordnede og alment gældende støtteordninger. På den måde ender man med projekter der er nødt til at tilfredsstille 2 herrer. De skal både være appetitlige for beslutningstagerne bag de forskellige støtteordninger, og samtidigt have et investor- og salgspotentiale.

Jeg tror at det er her problemet ligger. Især fordi at støttekronerne er penge man får under udviklingen, hvorimod pengene fra salget først kommere ind, når produktet er kørt helt i mål og udsendes på markedet. Så kan jeg godt forstå, hvis man i første omgang retter sit projekt ind mod at please støttefondene. Og for at få penge ud af dem, dur det ikke at man kommer med et dødkonservativt projekt, som måske nok har kommercielt potentiale, men ikke sprænger hverken spil- eller filmmediets rammer.

På den måde er det de kreative projekter der får støtte. Men det er jo ikke nødvendigvis dem der har det bedste kommercielle potentiale. Jeg så heller at man afskaffede denne “skønhedskonkurrence” og gjorde forholdene ens for alle. Eller i hvert fald prøvede at lave et eller andet om på støtteordningerne. For lige nu funker det slet ikke.

Heldigvis er der jo snart forhandling om et nyt medieforlig. Så nu er muligheden der for at lave om på det. Det håber jeg at man gør.