En sort dag for dansk spiljournalistik

I går sluttede en æra i dansk spiljournalistik da Thomas Vigild meddelte, at han fratræder rollen som spilredaktør ved Politiken, efter at stilligen er nedlagt. Ikke bare var Vigild en af de første personer, der for alvor bragte dansk spiljournalistik op på niveau med den øvrige kulturjournalistik. I kraft af hans rolle som spilredaktør på en af landets største aviser, var han med til at trække spil ind på de bonede kulturgulve, hvor mediet hører hjemme.

Men én ting er Vigilds personlige metier, en helt anden ting er Politikens principielle beslutning om at droppe spilstoffet. En beslutning som i mine øjne er fuldstændig forfejlet, og iøvrigt vil være en pind til papiravisens ligkiste. Men værst går det desværre ud over spiljournalistikken og spilmediet. Positionen som spilredaktør på Politiken var ret unik i det danske medielandskab, da den placering gjorde det muligt at agere mere frit, og være mere kritisk overfor en branche der, som andre kulturbrancher, ofte er fedtet ind i gensidig annoncering og vennetjenester. Men idet Politiken kunne skrive om spil, uden at være afhængig af reklameindtægter fra spildistributørerne, var der en unik mulighed for at gå mere kritisk til værks. Og med den trods alt anseelige læserskare avisen har, ville det ikke rigtigt være en mulighed at blot udelukke eller ignorere Politikens spilredaktør.

Derudover har det faktum, at spilstoffet har været dækket seriøst som en del af  kulturstoffet, været afgørende for, at spilmediet er blevet mere alment accepteret i den brede danske offentlighed. Selv om vi er langt fra at være i mål, tør jeg ikke tænke på, hvordan situationen ville have set ud, hvis ikke der havde været spilstof i Politiken frem til i går.

I sidste ende, ender alle med at tabe på dette. Politiken sparer måske nogle kroner, men samtidigt mister de ikke bare noget af deres omdømme som progressiv avis. De fraskriver sig også muligheden for at skaffe nye, yngre læsere, ved at bortkende et af de stofområder som har interesse i en yngre målgruppe. Man burde måske have set tegnene i sol, måne og stjerner, da Politiken begyndte at udkomme med reklamefinansierede ‘Seniortillæg’ om det gode kulturradikale otium, eller da spilstoffet blev omplantet til forbrugsstoffet, hvor det optrådte ved siden af tests af remoulade og flyverdragter. Men det er stadig en vanvittig ærgerlig beslutning. For Politiken, for spilelskere og for den danske kulturdækning generelt.

Reklamer