Om af jage enhjørninge

I den klassiske betydning er en enhjørning et fantasi-dyr, meget sjældent, med et enkelt horn i panden. Men denne gang skal det handle om enhjørningen, som den defineres i håndbogen for investorer. Her er enhjørningen ikke et fantasifoster, men derimod en betegnelse for startups, som er vokset til en værdi på mere end 1 milliard dollars.

Er enhjørninge relevante for den danske spilbranche? Ja, det mener jeg faktisk.

I sidste uge offentliggjorde London Venture Partners tal der viste, at Europa er det område i verden, der har været absolut bedst til at skabe værdi i spilbranchen de seneste tre år. Helt præcist 16.4 mia. dollars. Mere end både Asiens 13.4 mia. dollars og Nordamerikas 4 mia. Det er i sig selv et meget imponerede resultat, men der er en anden ting ved dataerne fra London Venture Partners, som jeg synes er endnu interessant.

London Venture Partners beskriver selv, hvordan der er fire specifikke begivenheder, der i særdeleshed har drevet udviklingen. Softbanks køb af en del af Supercell, Microsofts opkøb af Mojang, Kings børsnotering og Zyngas opkøb af NaturalMotion. Og her er det, at jeg synes der er et mønster, som London Venture Partners måske ikke selv bemærker.

Hele tre ud af de fire firmaer, som London Venture Partners udpeger som afgørende for udviklingen ligger i Norden. Supercell i Finland og King og Mojang i Sverige (også selvom King nu officielt er registreret i Storbritannien). Der er altså et eller andet ved Norden som rykker – rent spilforretningsmæssigt.

For 15 år siden, var der ikke den store forskel på den danske og den svenske spilbranche. For 10 år siden var der ikke den store forskel på den danske og den finske spilbranche. Men 10 år er længe siden, og siden da er både Finland og Sverige løbet langt i forvejen.

Tingen er, at enhjørninge er altid noget særligt. De er unikke. Og det vil ofte være forsvaret, når man stiller spørgsmålet om, hvorfor vi ikke har nogle spil-enhjørninge herhjemme. “Jamen, Markus Persson er jo bare tilfældigvis svensker”, “Supercell var jo dannet af veteraner fra Rovio og Digital Chocolate, og vi har jo ikke noget lignenden herhjemme.” og “King.com vil jo aldrig kunne lade sig gøre herhjemme”. Og det er i en vis grad sandt. Historien bag den enkelte enhjørning er jo unik.

Men der er også en bredt felt, hvor det unikke enkelttilfælde og de generelle tendenser overlapper. Og vi må bare se i øjenene, at de generelle vilkår i Danmark ikke har været tilstrækkelige til at skabe vores egen enhjørning. Det er jo ikke noget man kan regne på som sådan, men i fodbold snakker man tit om, at opsøge heldet. At stille sig i en position, hvor man netop kan udnytte en løs chance – en heldig bold.

Og måske er det det, vi skal være bedre til. At opsøge heldet. Og acceptere, at det er en chance man tager, og at man ikke kan være sikker på et udbytter. Svenskernes store satsninger på uddannelse inden for spiludvikling og det uovertrufne finske Tekes-støtteprogram har ikke garanteret dem en enhjørning. Men det første krav er, at man tager på jagt i det hele taget – og det ved jeg ikke, om vi gør herhjemme …

Updatering: Og så blev King.com jo også lige solgt til ActivisionBlizzard for 5,9 mia. dollars. Ca. 40 mia. kroner. Det er vel også en offentlig investering eller to værd.