En dialog om måden vi snakker om spil på – fjerde og sidste del.

Hej følger så den sidste del af min og Julie Horups eksperiment med en skriftlig dialog om, den måde vi snakker (og skriver) om spil på. Enjoy!:

Hej Jesper (igen igen), 

Nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger, fordi jeg stadig skriver for Politiken (og faktisk er ret glad for det på trods af de seneste ændringer), men det er rigtigt, at spildækningen herhjemme er ret homogen. Det siger vel egentlig sig selv, for der er desværre ikke det store publikum. Mange læser engelske sider, og det kan jeg godt forstå, for der er en større adspredelse i artikler, og det er blandt andet også derfor jeg valgte at skrive for en engelsk side fremfor en dansk.

Da Politiken valgte at omrokere, var det eneste, jeg kunne tænke “åh nej”. Jeg kan jo godt forstå dem; hvis der ikke er læsere, er det ikke værd at bruge tid og penge på. Det er desværre den sande, kyniske sandhed. Det hele handler om penge via reklamekroner og så videre, og det er en skam, at fx folk som Gamereactor ikke tør tage en chance og rykke udover de grænser, som de selv har været med til at opstille, når nu de er en af de største sider herhjemme.

Men samtidig tror jeg heller ikke, at man skal kimse af efterspørgslen på almindelig spildækning. Det lyder som lidt af et paradoks, for jeg er overbevist om, at dansk spiljournalistik er ved at uddø i sin nuværende form. Min anke er bare, at folk ofte ser det som “enten/eller” – der er ikke plads til den helt almindelige spildækning blandet med interessante artikler. Jeg ved godt, at det rent teoretisk ikke er tilfældet. Selvfølgelig er der i teorien plads til alt… lige indtil man skal gøre det op i kroner og ører. Hvad tiltrækker flest klik, hvad læser folk og så videre. Penge, penge, penge.

Jeg tror dog, at det ændrer sig med tiden (hvis dansk spiljournalistik når at overleve så længe). Men som du skriver, så er spørgsmålet: Hvornår? Tiden render ud for vores generation, og det er vældigt frustrerende at vide, at de ændringer, som jeg gerne så komme, først kommer til sin rette om fem år (eller hvor mange år det nu må tage). Jeg vil have, at det sker nu.

Og så er jeg er – for lige at hoppe over i et andet spor – glad for din kommentar om spil som ‘æstetisk udtryksform’ og ikke mindst, at det faktisk er fuldstændig ligegyldigt. Det er ligesom mennesker, der konstant prøver at definere dem selv ved at bruge mærkater og presse sig selv ind i bokse, som de slet ikke passer ind. Hvorfor prøver folk at begrænse alt og alle? Det er et sørgeligt syn, ikke kun med menneskeheden, men også med spil. Hvis vi hele tiden føler et behov for at kalde spil det ene eller andet, ender vi med at gå glip af hele pointen.

Spil skal ikke altid underholde os. Spil skal også – i visse tilfælde – kunne rykke ved os, om vi vil det eller ej. Som fx med Papo & Yo og jeg. Det var voldsomt ubehageligt at spille, men det havde en betydning for mig – den vil jeg ikke være foruden. Hvis bare jeg kan få endnu sådan et spil i 2013, der faktisk gør noget mig fremfor blot at underholde, så er jeg tilfreds.

… Og så skal jeg nok skrive tusind ord om, hvorfor alle andre burde prøve at få den samme oplevelse, selvom det måske ikke er muligt (hvilket er hele meningen med det). Det, jeg prøver at sige, er vel egentlig, at vi skal hungre efter flere spil, der får det til at klø i den neurologiske meningscentral. Det er fint, at vi får shooter-fabrikkens samlebånd til at køre i uendelighed, men vi skal ikke stille os tilfredse.

Vi skal især ikke stille os tilfredse med at tale om spil, som om de kun kan én ting; nemlig at underholde. De skal flå hjertet ud på os. Ikke altid, men bare en gang imellem. Og så er det vores job – som spilskribenter – at formulere, hvorfor det er vigtigt, og hvorfor folk skal lære, at spil ikke kun er spil, men samtidig blot er spil. Det er en gylden balancegang, der kan være svær at håndtere, men det er en nødvendighed.

Musik: Garbage – It’s All over but the Crying + The Knife – Full of Fire x3

Alkohol: Fjerde øl (tror jeg, but who’s counting?)

Hej Julie (for sidste gang)

Det med Politiken var nu også bare et eksempel, og man kan sige, at den eneste grund der var til at hive dem frem var, at det i hvert fald en overgang virkede som om, at de havde større ambitioner på området. Sammenlignet med den drypvise dækning der er på andre printmedier, er Politiken hverken værre eller bedre end de andre.

Jeg tror også at der er en solid efterspørgsel på ’almindelig’ spildækning. I hvert fald lige så længe, som den traditionelle AAA-model kan holde sig kørende. For det er i meget høj grad den, som den nuværende dækning læner sig op ad. Og ja, det er i allerhøjeste grad et spørgsmål om kroner og ører. Eller – det er det for dem der driver de forskellige sites. For vi ved begge, at det at skrive om spil hører til noget af det dårligst lønnede freelance-arbejde, så man kan jo i virkeligheden undre sig lidt over, at det i så høj grad bliver dikteret af klik og sidevisninger. Men det er nok også ønsket om at komme ud til et stort publikum der trækker. Det har da i hvert fald været med til at få mig til at rette ind. For hvorfor skrive en masse, hvis ingen læser det (altså, udover i sådan semi-terapeutisk sammenhæng som dette her).

Men jeg har det også lidt lige som dig. Jeg har svært ved at forstå, hvordan vi stadig i 2013 kan sidde og vente på, at spil bliver anerkendt som kulturbærende medie. Hallo! Alle spiller i dag – på deres mobiltelefon, konsol, tv, laptop whatever! Det bliver ikke mere mainstream! Alligevel er det stadig set som et nichefænomen for nørder og børn. Et stykke legetøj.

Men om ikke andet, kan man jo håbe på, at de tendenser der er ved at slå igennem i udlandet finder vej til Danmark. For når jeg ser, hvordan spil som The Walking Dead og Journey har støvsuget prisuddelinger det seneste år, så er jeg fortrøstningsfuld. For det er begge spil, som kræver at man går ind i dem, og oplever dem, for at man forstår dem. Og når spil som dem begynder at slå AAA-spil med udviklingsbudgetter på mange 100 millioner dollars, så er det altså fordi, at der er ved at ske noget.

Jeg kan kun håbe, at den tendens også tvinger os der skriver om spil til at gå dybere ind i spillene – i hvert fald i de spil der fordrer det. At ikke bare snakke om grafik og mekanik, men om de processer der sker inde bag kraniet, når vi spiller dem.

Og så tror jeg også, at vi på nogle punkter er nødt til at revurdere succeskriterierne for spilskriveriet. Det er i hvert fald noget jeg har tænkt lidt over. For selvom det måske ikke giver rablende læsertal, er det så ikke lige meget, hvis man kan opnå en tæt forbindelse til nogen af læserne? Hvis man kan skrive netop de ord, der beskriver en oplevelse, en tanke eller en følelse som vedkommende kender. Hvis man kan forbinde beskrivelsen af en meningsfuld spiloplevelse med bare én person, der så kan genkende den følelse, mærke at der er en forbindelse, og dermed føle sig en lille smule mindre alene i verden? Så har man i mine øjne opnået noget værdigt og betydningsfuldt, lige meget hvor få klik det giver.

Og er sandheden ikke også, at der er nødt til at være nogen der vitterligt prøver at skrive gennemført på den måde, før vi kan vide, at det står i modsætning til høje trafiktal? For er det ikke netop genkendelsen af følelsen, der gjorde ”Se en Drage” til en succes. Jeg tror det ….

Musik : Mere Baroness

Drikkevarer: 2 x Støckel Pale Ale, Gin og Tonic + Dansk pilsener (Yeahhh – proletar-style)

Det var alt for denne gang. Vi håber at I har nydt at følge med på sidelinjen. Vi har i hvert fald begge to været glade for at gøre det.

Reklamer

En dialog om måden vi snakker om spil på – del 3

Så er vi nået til næste afsnit i serien, hvor Julie Horup og jeg diskuterer, hvordan vi vi kan snakke om spil, på en måde der giver mening. Som sædvanligt er det Julie der lægger ud.

Hej Jesper

Det er absolut et spørgsmål om at hoppe ind bag skærmen. Du nævner, da jeg anmeldte Papo & Yo, og det var helt sikkert en af de anmeldelser, som jeg har haft sværest ved at skrive, men som jeg også kæmpede mest for. Havde flere diskussioner med min redaktør om, hvorvidt anmeldelsen overhovedet skulle skrives, og i så fald om den skulle skrives af mig. Det er en meget naturlig diskussion mellem redaktør og skribent, men der var ingen tvivl hos mig: den skulle skrives.

Ikke så meget fordi, at spillet rent teknisk er en perle (det er det ikke), men fordi at selve oplevelsen er en af de stærkeste, som jeg nogensinde har oplevet i et spil. Det er selvfølgelig fordi, at jeg kan forholde mig til spillets budskab, for jeg kender andre, der langtfra har haft det på samme måde med netop det spil. Jeg har aldrig før måtte sætte et spil på pause for at græde og samle mig selv igen, men det blev jeg nødt til med Papo & Yo, og lige siden den aften, hvor jeg spillede det, har jeg ikke haft det samme forhold til spil, især ikke hvordan vi snakker om den.

På en måde var det terapeutisk, fordi jeg oplevede min barndom på ny (og dermed visse ting, som jeg egentlig var afklaret med), men det var også en slags øjenåbner for, hvad spil kan gøre. Vi har i lang tid hørt om, hvordan spil kan hjælpe soldater med post-traumatisk stress og lignende situationer, og det er sandt; spil har via deres interaktivitet noget, som film eller bøger simpelthen ikke er i stand til.

Og det er netop dette, som også kræver, at vi snakker om spil som et medie, der er rykket ud af det tidligere stigma. Jeg kan godt forstå, at folk har det fint med at holde fast i samme samtale-model om spil, og den skal man heller ikke bare fuldstændig glemme, men som du selv siger, så har spil så meget mere at byde på efterhånden.

Det er sjovt, at du nævner det med, at hvad hvis bøger blev anmeldt på samme måde som spil. På universitetet studerede jeg kunst-teori og definitionen af kunst, hvilket om noget er relevant for spil i dag. En af de teorier, som jeg skrev opgave om, var David Favrholdts parameter-teori. En teori, hvor kunst gives point fra 0-10 i kategorier som teknik og æstetiske kvaliteter (er maleren dygtig til at male, er billedet smukt, etc.) – det er svært ikke at se koblingen til, hvordan spil er blevet anmeldt de seneste årtier, bare indenfor spil-genren og de dertilhørende kategorier. Jeg har længe været fortaler for, at spil er kunst, men at de også kan være dårlig kunst, men jeg er efterhånden af den overbevisning, at det er et fuldstændigt ligegyldigt prædikat.

I stedet skal man bare indse, at spil altid vil blive kaldt spil, men at begrebet spil ikke nødvendigvis er lig med de spil, som man er vokset op med. Spil kan være alt andet, og de skal være alt andet. Det er vigtigt, at vi har folk som Minority Media eller thatgamecompany, så spil ikke hænger fast i en bås, der til sidst ender med at kvæle dem.

Kreativitet – om det er i spil eller i spiljournalistik – skal have sit helt eget liv. Man skal ikke begrænse kreativitet, men man skal også være klar over, at ikke alle folk er enige i, hvordan man selv opfatter det. Helt ligesom det vi har gang i lige nu. Der vil helt sikkert være folk, der tænker “fuck nu af den høje hest og puds glorien”, og det er helt fint. Det skal der være plads til. Uden den tankegang sad vi her formentlig ikke.

Musik: Vitalic – Rave Age

Alkohol: 3. øl

Hej Julie

Du har ret! Men som jeg ser det, så er vi desværre endnu ikke nået til det punkt, hvor folk skal forholde sig til de forskellige opfattelser af, hvordan man skriver om spil. For når jeg kigger ud over det danske medielandskab, hvad angår spildækning, så ser jeg for mine øjne det man i landmandskredse kalder for en monokultur – altså dyrkning af den sammen afgrøde på alle markerne. For på trods af, at der findes endog ikke helt få forskellige spilmedier (og andre medier der dækker spil) her i landet, så er det slående hvor ens de er i den måde de snakker spil på.  Det er, som vi begge har skrevet efterhånden mange gange – news, reviews & previews. Og ikke engang egne nyheder, men for 95% vedkommende afskrifter fra de samme fem store internationale sites.

Nu skal det ikke lyde som om, at det bare er en forfærdelig måde at gøre tingene på, for det er det ikke nødvendigvis. Men det er nedslående at alle dækker spil på stort set samme måde. Det er som at have seks aviser, der alle sammen er skrevet som Politiken, eller seks radiostationer der alle sammen er P3. Jeg ville elske, hvis der var lidt mere uenighed, lidt flere forskelle – og måske i det hele taget lidt mere liv og passion i dækningen.

En helt anden ting, er så mainstreammediernes dækning af spil, som er grænsende til det pinlige. På de store kanaler er det stadig kun Troldspejlet der beskæftiger sig med spil på en nogenlunde fast basis. Det gør de så til gengæld på en måde, som er vanvittig fed og loyal overfor deres målgruppe på 8-14 år. Men hvad med alle os andre? Gennemsnitsalderen for en computerspiller har for længst passeret 30 år. Og i de trykte medier er tilstanden ikke meget bedre. Det var en sort dag, da spilstoffet blev flyttet fra kultursiderne i Politiken til forbrugerstoffet. Budskab: Spil er er sammenligne med pristjek på køkkenruller eller blindtest af ”hvilken ketchup er bedst”.

Men heldigvis så bliver denne model for dækning af spil også udfordret af nogle af de spil der er på vej, eller er kommet, fra udviklere som thatgamecompany, Minority Media m.fl., som netop har en karakter, der gør, at man ikke kan bedømme dem på samme måde som Call of Duty. Et spil som Jouney, selvom jeg ikke selv var så vild med det som andre, går netop ind og er med til at undergrave den traditionelle måde at skrive om spil, fordi det bevæger sig uden for de rammer der normalt er opsat for, hvad et spil kan, skal og må.

Men som du også selv skriver, så mangler den kreativitet der sprudler ud af spilmediet i disse år, med indie-spil, Kickstarter og soloprojekter ad-libitum, at komme over i spilskriveriet også. At skrive om spil bør også være et spørgsmål om en personlig udtryksform. Ikke bare sådan, at man kan gennemskue, om en skribent er mest til sportsspil eller rollespil. Men sådan, at også den tekst der handler om spillet selv har de farver, detaljer, stemninger og fortællinger som finder vej til spilmediet selv.

Og så elsker jeg din definition af, at spil ikke er kunst, men spil er spil. Jeg har nu også hørt det omtalt som en ’æstetisk udtryksform’, og det tror jeg er mere korrekt. Men i sidste ende er det en ligegyldig diskussion, for når man først er nået frem til, at spil kan påvirke og bevæge mennesker, så behøver man ikke flere argumenter for at skrive om dem, ud fra de oplevelser de giver og ikke de tekniske specifikationer de indeholder.

Musik: Baroness – Yellow and Green

Alkohol: GinTonic + 2x Støckel Pale Ale (den smager godt!)

Snart følger de sidste to indlæg i dialogen. Stay tuned!