Danmark, år 0

Forleden var jeg inviteret til at deltage i en paneldebat om representation og diversitet i computerspil. Både hvad angår det der udspiller sig på skærmen, og hvordan det ser ud bag skrivebordet, hos dem der udvikler spillene.

Det endte faktisk med at blive en rigtig fin debat, med masser af spørgsmål fra salen til mig og mine to med-panelister, spilforsker Jesper Juul, og spil-kunstner Ida Marie Toft. Men det der også slog mig ved den debat var, at der nærmest ikke var noget grundlag vi kunne starte fra. Vi startede fra nul!

Tidligere har jeg kun oplevet diversitets- og kønsdebatten inden for computerspil herhjemme igennem enkelte oplæg, først of fremmest fra Henrike Lode, som er en af de få der har taget emnet op herhjemme (og props for det!). Men her har det primært været en envejskommunikation, og ikke en debat som sådan.

Men her, i løbet af paneldebatten blev jeg klar over, at vi faktisk hverken har en konsensus, en platform eller positioner, som vi kan bruge til at begynde at debattere repræsentation, diversitet og køn med. Ingen af de halv- eller helofficielle repræsentanter for den danske spilbranche har, så vidt jeg ved, en egentligt politik på området (Selvom Copenhagen Games Festival dog havde et morgenarrangement kun for kvinder). Så hvor starter vi?

Ikke mindst i kraft af Ida Marie Tofts deltagelse, stod det lysende klart, at vi faktisk er langt bagefter i den debat herhjemme. Toft er pt. baseret i Montreal, og kunne refererer til et spilmiljø, hvor man i langt højere grad er bevidst omkring diversitet og repræsentation – selvom hun også kunne komme med eksempler på, hvordan den øgede bevidsthed om det, også kunne skabe problemer.

Men det føltes som om, at vi fik taget hul på noget den dag. At vi har taget det første skridt til at begynde at debattere det i det hele taget. Det håber jeg. For der er masser at snakke om.

Opdatering: Jeg skylder at sige, at Producentforeningen i deres Branchebarometer i 2014 faktisk for første gang foretog en konkret måling af kønsfordelingen hos de danske spiludviklere. Det lader dog desværre til at være udgået igen, da det ikke er med i den seneste udgave. Men her er tilstanden, som den så ud i 2014:
Screen Shot 2016-06-19 at 10.03.32

 

Ting, jeg ville have sagt …

Forleden var jeg inviteret i ’Kulturen’ på TV2 News, for at debattere sexisme i computerspil med Morten Skovgaard – chefredaktør på GamePlay. Jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, men jeg har en ret klar mistanke om, at historien udsprang af den dialog som Julie Horup og jeg havde på vores respektive blogs, og som Morten Skovgaard kommenterede kritisk på.

I timerne op til udsendelsen, satte jeg mig ned og tænkte grundigt over emnet, og hvad der egentlig kunne være relevant at snakke om i den forbindelse. Jeg ved nu, at seks tv-minutter går lynende hurtigt. Og vi kom slet ikke omkring alle de facetter, som jeg havde håbet. Især var jeg ked af, at vi ikke fik snakket om, hvorvidt sexismen i virkeligheden står i vejen for, at spil kan få sit mainstream-kulturelle gennembrud. For jo mere jeg tænker over problematikken, jo mere overbevist bliver jeg om, at der er en sammenhæng.

Jeg tror, at spilmediet befinder sig ved en skillevej. Nu er det jo altid populært at stille den slags absolutter op, for at få gang i debatten (blink, blink TV2 News), men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere overbevist er jeg blevet om det.

Jeg tror, at det er tid til, at spilmediet beslutter sig for, om det har lyst til at være med i den bredt accepterede mainstream-kultur, eller om den skal vedblive at være et eksklusivt, og dermed ekskluderende, nichemedie. Jeg tror også, at det er et spørgsmål, der hænger nøje sammen med bl.a. problemerne omkring sexisme i spil (og spilbranchen), men også spørgsmålet om eksempelvis casual vs. hardcore computerspillere.

Ofte bliver spørgsmålet om kønsrepræsentationen affejet med, at det ’jo bare er computerspil’. Men mit argument er, at det netop er holdninger som den, der er med til at forhindre spilmediet i at blive taget alvorligt som alment kulturmedie. For hvis computerspil vil træde op på den mainstreamkulturelle scene, sammen med film, musik, litteratur og teater, så må det kunne holde til, at man stiller den slags spørgsmål. Så er det ikke et emne, man kan affeje med at det jo bare er computerspil. Man må anerkende at det er et rimeligt spørgsmål at stille til et medie, der berører så mange mennesker hver eneste dag. Som mainstream-medie må man forvente at blive udfordret.

Jeg kan godt forstå, at der er en træghed i forhold til at turde se de spørgsmål i øjnene. For det kan være med til at forandre spil fra at være en subkultur til at være en mainstream-kultur. Og derved vil man netop miste retten til at gemme sig i sin enklave, uden at skulle forholde sig til omverdenens krav om balanceret kønsfremstilling og what-have-you. Og netop den eksklusivitet, som det indebærer at være en subkultur, risikerer at gå tabt. Det sikre, trygge rum, som subkulturen udgør, risikerer at blive forvandlet til en åben plads.

Og det spiller op imod en indbygget modvilje til at åbne det fællesskab op, som man måske selv føler, at man har været med til at opbygge. Som når man fortæller, hvordan et band da er meget fint, men at man foretrækker deres tidligere plader – fra inden ’de solgte ud’. Som om, at den essens, der udgør subkulturen, risikerer at blive fortyndet og udvandet, efterhånden som glasset fyldes op med uforstående casual-lyttere der bare ikke ’forstår det’. Ikke på samme måde, som man selv gør, i hvert fald. Og det er den modvilje jeg også tror kommer til udtryk i de mange giftige kommentarer, som særligt kønsdebatten synes at trække frem i spilkulturen.

Men i mine øjne vil man miste langt mere, hvis man ikke lader spilmediet indtage pladsen som kulturelt mainstream-medie. Hvis man accepterer, at spilmediet er ekskluderende overfor folk med det forkerte køn, de forkerte holdninger som spiller de forkerte spil, så begrænser man samtidigt det potentiale som jeg tror på spilmediet har. Så får spilmediet aldrig adgang til de ideer og fortællinger, som disse personer kan bidrage med. Netop det, at de har en anden tilgang til spil end mig, er en værdi – ikke en trussel.

…. det var bare det jeg ville sige, men ikke nåede

PS. Et stort shout-out til Julie, som faktisk oprindeligt skulle have været i studiet, for at tage debatten. Jeg kom kun med på et afbud. Hun har en stor del af æren for, at vi har fået sparket lidt gang i debatten herhjemme, og ikke mindst en stor del af æren for, at jeg har gravet mig dybere ned i emnet.

PPS: Bevisførelse for problemets eksistens.
a9gcxa5ccae8uw7jpg-large[1]

Dialog: Sexisme i spilbranchen? – del 1 af 3

Endnu engang har Julie Horup og jeg sat os ned, for at snakker om et emne i spilkulturen, som er vigtigt at tage op. Vi har allerede snakket om den måde vi snakker om spil på, og om den kommende PlayStation 4. Men denne gang har vi valgt at tage fat på en af de helt store, synes vi selv, stinkere inden for spilbranchen. Nemlig den ofte uudtalte sexisme, der synes at ligge både over og under overfladen i spilbranchen.

Reglerne er simple. 30 minutter pr. indlæg. Der skal indtages mindst én genstand under processen, og der skal lyttes til musik. Begge dele listes i slutningen af indlægget.

Så hæng på, bid tænderne sammen, og hold fast i tøjlerne. Så kører vi …

Kære Julie

Kan du høre det? Den knasende lyd af gruset mellem tæerne, der lyder som skærende knive i den næste elektriske atmosfære. Det er lyden af min bare fod, der tager det første skridt ud forbi skiltet, hvor der står ”Fare! – Minefelt”.  Det er lyden at min der træder ud i et område, der har det med at eksplodere under fødderne på én, hvis man sætter en fod forkert. Men det er også den eneste vej at gå, hvis vi skal ud på den anden side af spilkulturens iscenesættelse som en evig drengerøvskultur, der nogen gange opfører sig, som om at den kun er beregnet til 50% af verdens befolkning.

Lyder det dramatisk? Jeg mener det sgu! For jeg skal være ærlig og sige, at jeg altid har haft lidt svært ved at snakke om denne her slags ting – ikke mindst i plenum. Både fordi jeg er nervøs for hvad kvinder og mænd måtte sige til mine meninger. Om det er det rigtige jeg synes. Om jeg gør nogen kede af det, eller træder andre over tæerne.

Men nu skal det være. Du dér drage – jeg er klar med lansen. Ned med skjoldet, og så ridder vi med fældet visir frem, for at gå i clinch med spilbranchens sexisme. Så må du sige til Julie, om jeg rammer en mine på vejen. Og hvem ved. Måske er det OK at blive sprunget i luften en gang imellem.

Skal vi starte med IGDA? Lad os gøre det! For selv herhjemme lader det til, at det har skabt lidt røre i andedammen, at der har været kontroverser om, hvorvidt der var hyret lækre modeller ind, til at sætte lidt fut i stemningen til festen. Nu er det én ting, at det er virkelig sært, at gøre den slagt til en fest i en brancheforening. Men det der kan undre mig endnu mere er, at det først er, når debatten starter i udlandet, at den bliver relevant at tage herhjemme. Med det resultat, at 30 mennesker på Facebook diskuterer et arrangement, hvor under halvdelen var til stede.

Men hvorfor udebliver den debat, når vi f.eks. snakker om de nyligt afholdte Danish Game Awards. Hvis man synes IGDA-eksemplet var problematisk, så er det mig en gåde, at man ikke har sagt noget om DGA-arrangementet. For her var der tale om kønsstereotyper af Mad Men’ske dimensioner. Yndige unge piger i korte sorte kjoler, med masser af make-up, tog imod, servicerede, anviste, hentede drinks, og strøg i det hele taget én med hårene. Helt anderledes var det på scenen, hvor ikke en eneste af aftenens mange prisoverrækkere var mænd. Den eneste kvinde arrangørerne havde placeret på scenen, var den unge blondine, der smilende overrakte statuetten til vinderen. Og her snakker vi altså om den eneste landsdækkende spilpris i landet. Den eneste spilpris, som kan svinge sig op til bare en lille smule omtale i mainstreammedierne.  Her er budskabet – kvinder er pynt.

Ikke at det betyder, at IGDA-hændelsen ikke var et problem. Men det er jo bare så langt lettere at forholde sig til, og have en holdning til, noget der er så langt væk at det er ufarligt. For problemet er jo også, at det kræver noget, og at man risikerer noget, ved at stille sig op imod sexismen, der hvor man oplever den. Jeg kunne have skrevet en bidende ond artikel om det forældede patriarkalske verdenssyns jeg så den aften. Men jeg gjorde det ikke. For jeg er afhængig af at have et godt forhold til Producentforeningen og Multimedieforeningen, hvis jeg skal gøre mit arbejde. Eller – jeg er i hvert fald bange for, hvad der kan ske, hvis jeg stiller mig på bagbenene. Især hvis jeg er den eneste. ”Hey, hvem er ham tossen. Hahahahaha” …. Du ved, hvad jeg mener.

Men måske har jeg i det mindste drevet min hest et skridt nærmere dragen nu. For nu har jeg jo skrevet det. Ja! Vi har et problem med sexisme i spilindustrien. OGSÅ i veloplyste, ligestille, velfriserede og velfærdsramte Danmark. Måske i endnu højere grad, fordi vi er sikre på, at vi allerede ER ligestillede.

Jeg tror på, at det ændrer sig. Også fordi at jeg bliver sindssyg hvis det ikke bliver anderledes. Men jeg tror på, at det kan være på en anden måde. Ikke mindst i takt med, at også spillene selv bliver mere balancerede i deres temaer, og begynder at handle om andet en shoot-bang-gun-play-buff-guy-hot-girl. Da jeg for nyligt var på besøg hos Quantic Dream var det klart, at deres kønsfordeling var mere lige, end jeg havde set andre steder. Jeg tror, at det var fordi, at deres spil prøver at være andet og mere end bare tomme systemer der skal mestres. Og jeg tror at ændringen starter her.

Kom så hest – vi skal et skridt til tættere på.

Musik: The Dig – Soundtrack
Alkohol: Royal Stout

Kære Jesper,

Kan du høre det? Det var en mine, der eksploderede, da du – den hvide ridder – begav dig ud i grænseområdet for den spilbranche, som vores hjerter banker for – dit hjerte banker selvfølgelig hurtigst og stærkest, for du er en mand.

Jeg beklager, at det lyder dramatisk, det lyder prætentiøst, det lyder overlegent. Men jeg er desværre for træt til at være alt for fin i kanterne, når diskussionen falder på dette emne. Det mest betændte, tabuiserede og forhadte emne, som man kan komme i nærheden af i øjeblikket. Som du skriver, blev det jo lige pludselig blæst op i denne uge, hvilket jeg ikke helt forstår (jeg forstår det godt, bare rolig), for ser man udenfor Danmarks grænser, så har den her debat jo været i gang i lang tid, og 2012 blev om noget det år, hvor fokus gik fra et ikke så vigtigt problem til et problem, der absolut skal løses.

Det er lidt komisk, at det kræver en IGDA-fest for, at folk pludselig forholder sig til denne problemstilling, men som du selv siger, så lever sexisme (vi kan ligeså godt kalde en spade for en spade) jo også i bedste velgående herhjemme med DGA. Men så igen – herhjemme i Danmark lever alt i bedste velgående, når man nævner DGA, Producentforeningen og Multimedieforeningen, for det er dem, der svinger taktstokken. Det er dem, der siger “du er god nok, du er bandlyst, og dig kender vi slet ikke”. Nu brænder jeg måske nallerne – og adskillige broer – men det er noget fis.

Nu er et argument jo ikke ligefrem synderligt holdbart, når man kalder noget for “fis”, men arrangørerne bag DGA er godt klar over, at der bare skal holdes drengerøvsfest for branchen. Hvorfor skulle de gøre noget for kvinderne, for der er jo alligevel ikke særlig mange af dem? Og de mænd, der glædeligt dukker op til fri bar år efter år, klager jo alligevel ikke. Hvorfor skulle de også det? De har jo eye candy på scenen, hver gang en pris skal uddeles. 

Det er måske lidt hårdt sagt, men handling siger mere end ord, og jeg har set så mange handlinger de seneste år, at jeg er blevet rigtig, rigtig træt af det hele. Jeg står i hvert fald ikke og jubler på sidelinjen. Branche- og PR-fester er mere og mere irrelevante, og når man er kvinde, så fatter man jo alligevel ikke, hvad man laver der. Og hvis man faktisk gør, så er man alligevel et par omvandrende bryster, som alle frit kan glo og kommentere på (hvis du opfangede en snert af sarkasme i de sidste par sætninger, så er du ikke helt tabt bag en vogn).

Slap nu lige af,” kan jeg allerede høre nogen sige, og det er fint – der skal være plads til alles meninger. Derfor er det også ekstra irriterende for mig at gøre følgende, men nu hiver jeg kvindekortet frem: Mange af dem, der netop tænker “slap af“, er mænd, som ikke aner, hvordan det her er. De ved ikke, hvordan det føles at få at vide, at ens mening ikke er gyldig eller i hvert fald ikke bærer ligeså meget vægt bare fordi, man er kvinde. Som da jeg fik at vide, at jeg ikke var i stand til at anmelde FIFA, fordi jeg var kvinde. Det var så sjovt, at jeg faldt ned fra stolen og døde af latterkrampe.

Hvor mange mænd i spilbranchen har hørt, at de ikke er i stand til at udvikle et spil, fordi de er en mand? Ikke mange, tror jeg.

Musik: System of a Down – Toxicity
Alkohol: Tuborg Classic’

[Edit: Jeg skal lige gøre opmærksom på, at Producentforeningen ikke er medarrangør af DGA, hvilket jeg er blevet gjort opmærksom på efterfølgende. Så se venligst bort fra dette]