2012 var skyklappernes år på E3

“There is more to the world, than console gaming”

Det siger jeg ikke for at nedgøre konsollerne, men som en nøgtern konstatering af udviklingen på spilmarkedet for tiden. Her er tre tegn på, at den klassiske konsolmodel er i problemer:

  • Konsollerene er ved at blive en teknologisk dinosaur, i takt med processorkraft i stigende grad flyttes ud på nettet. Der er for alvor ved at gå cloud i den, og med de løbende opgraderinger i netforbindelser, bliver der mindre og mindre grund til at have en kasse med dyr elektronik strående under tv’et. Musik- og videotjenester er allerede i stor stil gået over til app-baserede løsninger, og alt tyder på at spil er næste skridt. Gaikais nye aftale med Samsung om at indbygge deres spil-streaming-tjeneste i alle Samsungs nye Smart-fladskærme, er i min bog et klart tegn på, hvad vi kan forvente os af fremtiden.

Det er selvfølgelig forståeligt nok, at der er en vis mathed på årets E3, i takt med at den nuværende konsolgeneration går mod sin naturlige afslutning, og med lanceringsdatoer i 2005 og 2006, må den nærværende generation efterhånden betegnes som ‘Dead Man Walking’. Men forventningen om, at det hele nok skal blive bedre, når bare den nye konsolgeneration kommer, giver jeg ikke meget for.

Hvor sandsynligt er det, at spil på Facebook, mobil og tablet forsvinder, når den næste konsolgeneration ankommer? Meget lidt sandsynligt. Ikke mindst fordi, at de spiloplevelser som man får på netop Facebook, mobil og tablet, er væsensforskellige fra hvad en AAA-konsol kan tilbyde. Ikke at det nødvendigvis betyder at den dedikerede spillekonsol kommer til at dø her, lige med det samme. Men den kommer til at skulle vænne sig til at dele scenen med sine mindre søskende.

Og det er det jeg har svært ved at forstå, ved årets E3. Det indtryk som de store pressekonferencer fra konsolfabrikanter og spiludgivere gav var, at her går det godt – buisiness as usual. Når alle tegn i sol måne og stjerner peger på det modsatte. De eneste jeg så præsentere noget i den retning, var Electronic Arts, der havde 20 sekunder om en Facebookudgave af deres nye Sim City-spil. Ellers var det bare kendte serie, kendte formater og udelukkende på konsoller. Det kan man måske godt tilgive konsolproducenterne selv (Undtagen Microsoft, der let sprang hen over den kæmpe opblomstring af PC-spil vi ser p.t., trods deres de-facto monopol på PC-operativsystemer), men at samtlige spiludgiverne også skøjtede hen over ændringerne i markdet er foruroligende.

I de pressekonferencer, der for en stor dels vedkommende var ‘same old’ i endnu højere grad end tidligere, var der den perfekte mulighed for at vise noget nyt, på nye platforme, og med nye spilmekanikker. Men i stedet var det de samme gamle serier der blev trukket på scenen, der her i 3, 4, og 5 iteration har mistet det meste af, hvad de engang måtte have haft af nyhedens interesse og ungdommens spændstighed. Retail-markedet blev aet med hårene, og blev forsikret om, at de stadig er spilbranchens favoritter, og at alting er som det plejer at være. Tadadada, lyder tonerne fra E3-orkesteret, der muntert spiller videre, trods alle ved at retail-forretningsmodellen har ramt et isbjerg, og at man burde komme i bådene, og finde på nogen alternative forretningmodeller i en fart.

Hvis de fortsætter ud af det spor, risikerer E3 risikerer at ende, ikke som den største spilmesse, men som den største konsolmesse, på et marked hvor konsollernes andel af den samlede kage skrumper. Hvilket vil være trist for både konsoller, spil og spillere. Og ikke mindst vil spillet som kulturmedie miste et af de få begivenheder det har, hvor det kan bryde igennem til mainstream-fladen i mediebilledet, og vise sig som andet end forældrebekymrende voldsunderholdning.

PS. Jeg ville egentlig også gerne have skrevet om E3s problematiske brug af nørdmadding, de såkaldte ‘Booth Babes’. Men det er allerede gjort bedre end jeg selv ville kunne af bl.a. Kate Cox, Rachel Weber, Julie Horup og Ben Kuchera. Så læs dem i stedet for.

Reklamer

Kreativiteten er der – hvad med pengene?

Der er godt nok gang i kreativiteten i vækstlaget i spilbranchen i lille Danmark i øjeblikket. Jeg opsummerer lige:

Puzzle Bloom

Med den perlerække af ovenstående priser, vi jeg vove at påstå at der altså bliver produceret nogle virkelig innovative spilprodukter i det her land. Og jeg vil ydermere vove skindet og hævde, at dette i høj grad skyldes de uddannelsestiltag der er blevet foretaget. Således er det i år tredje år i træk at en produktion fra DADIU (Danmarks Akademi for Digital Interaktiv Underholdning) er udvalgt til at blive showcase på Game Developers Conference i USA.

Max & the Magic Marker

Men hvorfor er der så ikke flere levedygtige spilfirmaer i Danmark? Hvorfor blev 2009 så året hvor firma efter firma måtte dreje nøglen om? Min påstand er, at der mangler en uddannelse der kigger på de økonomiske aspekter af at drive spilvirksomhed. En uddannelse der spytter nogle folk ud, der er lige så hardcore til tal og investeringer, som DADIU-kandidaterne er til det kreative.

Hver produktion bemandes som en rigtig spilproduktion med en spilinstruktør, en spildesigner, en projektleder, audiodesignere, animatorer, programmører og visuelle designere

Ovenstående er et citat fra DADIU’s hjemmeside. Men hvor er manden/kvinden der skal styre pengestrømmen og sikre at projektet har den rette forretningsmodel og financiering? Indtil videre ingen stede. Og sådan som 2009 artede sig for den danske spilbranche, ser det ud som om, at det ikke kun er på DADIU de manglede dem.

PS. Snyd ikke dig selv for at prøve Puzzle Bloom eller Max & the Magic Marker-demo gratis på nettet. Holdbar forretningsmodel eller ej, så fejler det kreative ingenting.

Japansk spilindustri i krise?

Japansk spilindutri i kriseJeg ville bare lige henlede opmærksomheden på en feature jeg skrev for nylig for Eurogamer, om tilstanden i den japanske spilindustri. Der har jo været meget snak om krise, især i forbindelse med Japan. Så jeg besluttede mig for at kigge lidt nærmere på nogen tal for at se, om der vitterlig var noget om snakken.

Og det lader til at der faktisk er noget om snakken – især i forhold til 3.-parts udviklere (altså alle andre end Nintendo). Problemet er, at Japans skrantende hjemmemarked ikke længere er stort nok til, at udviklerne kan overleve udelukkende på det. Så nu er de nødt til at rette deres spil mod et vestligt publikum. Noget som de japanske udviklere mildt sagt har blandet succes med.

Og de kæmper ikke bare med manglende salg, men det lader også til, at de kreativt har problemer med at tilpasse deres produkter til et globalt publikum, uden at miste deres japanske egenart. Således har japansk-producerede spil taget væsentligt færre priser ved de sidste års uddelinger af Game Critics Awards.

Heldigvis er der da enkelte lyspunkter. F.eks har jeg lige fået fingre i Bayonetta fra japanske Platinum Games, og det er både en virkelig god spiloplevelse, og samtidigt skingrende japansk så man slet ikke er i tvivl om det. Forhåbentlig sælger det godt. Det har det fortjent.

Læs hele min artikel om den japanske spilindustri her

Small Ninjas – Long legs?

Jeg følger med stor interesse med i den videre færd for IO-Interactives nyeste spil Mini Ninjas. Jeg tror det er vigtigt for IO at åbne lidt op i forhold til genrer og platforme, hvis de skal komme lidt ud af deres rolle som “Hitman”‘magerne. Og så synes jeg jo også det er vigtigt, at det går godt for den eneste tilbageværende AAA-udvikler i landet.

Jeg har været inde og snuse lidt til salgstallene, og det ser desværre ikke så godt ud som man kunne håbe. Et totalt salg på kun lige over 100.000 for de fire platforme jeg har kunnet finde tal på, kan ikke være tilfredsstillende for IO. Men-men, der er faktisk også et par lysglimt i mørket, og der er i mine øjne 2 vigtige tendenser man kan uddrage af tallene.

Kilde. vgchartz.com

Kilde. vgchartz.com

  1. De første uger er ekstremt vigtige for spil på de to ‘muskel’-konsoller der domineres af passionerede gamere: Xbox360 og PS3. Se på grafen hvor hurtigt tallene daler. Efter 4 uger er salget faldet med 75%. I dette lys er det meget uheldigt, at det åbenbart ikke lykkedes at få anmelder-kopier ud til de største gaming-sites i rette tid. Bl. a. GameSpot, IGN og GiantBomb havde ikke anmeldelser parat ved launch. Hvis det er en intern fejl hos Eidos eller IO håber jeg personen har meget røde ører. Det er ved launch at jernet skal smedes på XB og PS.
  2. Til gengæld ser det ud til at Mini Ninjas har solid ‘Staying Power’ på Wii og DS. Salgskurverne for disse stiger faktisk efter de første uger. Det er ikke imponerende tal som sådan, men hvis tendensen holder, kommer det til at være Wii- og DS-versionerne der hiver pengene hjem. Så der er måske lys for enden af tunnelen for Mini Ninjas alligevel. En del af forklaringen tror jeg kan være Mini Ninjas pæne cover. Ja – grin bare løs, men siden Wii og DS platformen præges af mindre hardcore spillere, tror jeg de er meget mere tilbøjelige til at vælge efter cover, fordi de ikke kender spillene i forvejen. Og Mini Ninjas har vitterlig et cover af høj kvalitet. I hvert fald i forhold til mange andre Wii-spil (Se herunder)

Mini-NinjascoverWiiPetRescueCoverArtFreddi-Wii-Cover-RP

Så jeg krydser stadig fingre for, at de små ninjaer kan slæbe deres egne omkostninger hjem. Jeg synes det er fedt at IO prøver at bryde lidt ud af deres vante ramme, så vi også kan se andet end Hitman fra deres kant i al evighed.