Hvordan sælger man spil? Med patteguf naturligvis! (dobbeltsuk)

Jeg føler mig gammel og sur i dag. Begge dele skyldes det kommede Need for Speed – The Run.

Det er jo fint nok at man gerne vil have nogen flotte piger med i spillene. Det er jo efterhånden et anerkendt faktum, at 80% af alle digitale karakterer af hunkøn har hvepsetalje, nogen ordentlige kasser og er mere fræk i munden end egentlig intelligent (Der er tale om DTLS . Digitalt Teenage Liderbuks Syndrom).

Men trods min nærmest fatalistiske indstilling til denne tilsynelandende urokkelige konvention, formåede Need for Speed – The Run alligevel at træde mig over tæerne i en grad så jeg var nødt til at skrive om det.

Det skyldes nok også til del, at jeg fornyligt interviewede produceren på spillet. Og han virkede faktisk lidt ked at, at alle der snakkede om hans spil kun interesserede sig for de overfladiske ting, såsom at Christina Hendricks var blevet digitaliseret, og spille en birolle i spillet, og at der var eksplosioner og skuddueller. Han ville meget hellere snakke om alt det arbejde de havde lagt i, at få det til at blive et godt racer-spil.

Men da jeg gik tilbage og så på nogen af de pressevideoer der er blevet udsendt, kan jeg altså ikke sige andet en “Det er I ved gud selv ude om folkens”.

Så er det sgu svært at ændre mediernes dominerende billede af computerspilleren som en bumset, liderlig teenage-dreng, der i øvrigt aldrig får noget. For slet ikke at tale om fremmedgørelsen i forhold til spillere af hunkøn, som måske ellers godt kunne lide racer-spil.

Beviser anført nedenfor:

Trængsel i opløbssvinget

Jeg har netop haft fornøjelsen af, at anmelde det nyeste skud på Need for Speed-stammen – Need for Speed: Shift.

Der er godt nok mange om buddet hvad angår racer-spil lige pt. Forza 3 er lige på trapperne og Need for Speed: Shift og Dirt 2 er lige udkommet, og lidt længere henne venter Gran Turismo 5.

Men det der er mest interessant ved alle disse titler er, at de illustrerer et voldsomt skift i racerspillenes fokus. Alle sammen er relativt “seriøse” og er centreret omkring baneløb. Hvis man kigger bare et par år tilbage, så var det ikke til at slå sig frem for racerspil der alle sammen drejede sig om sejt illegal street-racing med masser af nitro-boost og neonlys under bilerne.

Mig passer det fint, for den der påtagede seje attitude som street-racer-titlerne havde, sagde mig alligevel ikke noget. Men det er et godt eksempel på, at spilbranchen nok er en af de mest lemming-prægede jeg kender til. Alle løber helst i samme retning – det er nok det sikreste. Det er farligt at stikke ud.
nfs_shift_8_bmp_jpgcopy

Du kan læse hele min anmeldelse her