Er spildebatten et sted for levende mennesker?

For over et år siden skrev jeg om, hvordan det at møde Phil Fish ansigt til ansigt, gjorde, at jeg var nødt til at tage nogen ting op til overvejelser i forbindelse med min egen dækning af spillenes verden (dengang for Eurogamer.dk). Erkendelsen af, at der var en reel person bag alle historierne og erkendelsen af, at min skarpvinkling af historien kunne have enorm negativ betydning for denne person, fik mig til at tænke over, hvordan man i den store spiljournalistiske circle-jerk bevægelse nogen gange glemmer det menneskelige aspekt.

Nu er Phil Fish så i vælten igen. I lørdags postede han en opdatering på hans firma, Polytrons, webside, hvor han annoncerede, at efterfølgeren til hans indie-hit Fez var aflyst, og at han vil forlade spilbranchen for stedse.

FEZ II is cancelled.
i am done.
i take the money and i run.
this is as much as i can stomach.
this is isn’t the result of any one thing, but the end of a long, bloody campaign.
you win.

Phil Fish har altid delt vandene. Først i kraft af hans optræden i Indie Game: The Movie, og derefter med baggrund i hans kontroversielle udtalelse om, at japanske spil i hans optik i øjeblikket “just sucks”. På den måde har han skilt vandene som få andre, og hans ufiltrerede poster på twitter har yderligere bidraget til billedet af en person, som ikke er bare for at sige sin ærlige mening – også selvom den til tider er både politisk ukorrekt og potentielt fornærmende.

Men det som er det mest interessant ved historien om Phil Fish, er mængden af negative reaktioner, hade-mails og direkte trusler, som han har modtaget på mail, twitter og i kommentarerne på Polytrons blog. En indikator på de nærmest lovløse tilstande, som regerer på internettet, hvor dødstrusler åbenbart er en helt normalt ting. I forbindelse med an relativt underordnet patch til Call of Duty: Black Ops 2 modtager Community Manageren dødstrusler fordi de har ændret skudhastigheden en smule for tre af riflerne. Og endelig var der eksemplet med Anita Sarkeesians Kickstarter-indsamling til en videoserie om kvindestereotyper i spil, som i den grad blev fuldstændig oversvømmet med døds-, voldtægts og misbrugstrusler.

Min pointe er, at problemet er, at der lader til at være et generelt accepteret anerkendelse af, at sådan er internettet bare, og at det er helt ok at kommunikere med på en ekstremt aggressiv og negativ måde, der inkluderer allehånde trusler – ikke mindst når emnet er spil. Men når vi accepterer den slags kommunikationsmetoder, accepterer vi også en verden, hvor ingen tør at stikke næsen frem, eller stå for en holdning, som ikke engang behøves at være upopulær hos et flertal, men blot et mindretal af en vis størrelse, for at fremavle tonsvis af ondskabsfulde beskeder.

Hvis de personer, som stikker ud, og som prøver at skubbe til mediet konstant bliver mødt med galde i en grad, så det er umuligt at være der. Jamen, så forsvinder de personer. Og vi står tilbage med et strømlinet, men uendeligt mere kedeligt medie, hvor det ene Assassins Creed spil afløser det andet til tonerne af absolut politisk korrekte pressemeddelelser udsendt af ansigtsløse PR-afdelinger, der skriver så glat, at der absolut ingen modhagere er, at gribe fat i eller rive sig på.

Der er dem der hævder, at det netop er de farverige kraftudtryk og det frie sprog, der giver internettet liv og farver. Og det kan jeg godt forstå. For der er også noget befriende i, at bare give los og vælte sin galde ud, og kalde en spade for en fucking lorte pissespade. Men sprogstilen er mere form end indhold. Det hårde sprog er krusninger på et stadig fladere ocean, hvor dem der stikker næsen frem, og tør mene noget andet end, hvad der er vedtaget ‘hardcore gamer konsensus’ bliver ofre for internettets lynchmob af selvbestaltede normalitetshåndhævere.

Det er derfor, at jeg nogen gange overvejer, om der er plads til levende mennesker i spildebatten. Plads til mennesker, som synes noget andet – som vil noget andet – end det der er vedtaget som den givne standard. Folk som udfordrer de vedtagne normer, eller måske bare går efter deres eget hoved, uden at tænke over, hvad man ‘bør’ gøre.

Hvad skal vi gøre ved det? Jeg ved det ikke. Man kan jo ikke undgå at føle sig uendelig gammel, når man på den måde klager over ‘de unges sprogbrug’. Men det vil jeg sk*de på. For de er med til at forfladige det medie jeg holder af til en stadig fladere pandekage uden udstikkere. Men første skridt må være at synliggøre de konsekvenser, som den adfærd har. At vi risikerer at få et debatmiljø hvor de interessante og anderledes vinker forsvinder – simpelthen fordi de ikke gider stå model til dødstrusler og had.

Print

En Fez i en hornlygte?

Der udspiller sig i disse dage et drabeligt drama på blogsider og i kommentarfelter, overalt i spiljournalistikkens landskab. ikke på baggrund af nye spillanceringer, spændende hardware, afklædte boothbabes eller nye exploits til Diablo III, men pga. et problem med en patch til et mellemstort indiespil, der angår mindre end én procent af brugerne.

Debatten drejer sig om den senste patch til spillet Fez. En patch som først blev udsendt til spillerne, så tilbagekaldt, og så nu udsendt igen. Problemet ved patchen er, at den ødelægger savegames’ne for ca 1% af spillerne, og tvinger dem til at starte spillet forfra. det var derfor den i første omgang blev trukket tilbage. Men nu er den altså tilbage, med en forklaring fra spillets skaber Phil Fish om, at det ikke økonomiske giver mening for dem, at lave en ny patch, da det koster 40.000 dollars at få certificeret sådan en sag til Xbox Live Arcade, hvor Fez er udgivet.

Dette er noget, som i den grad har fået sindene i kog, ikke mindst på spiljournalistiske sites verden over, der nærmest svømmer over i kritiske indlæg, der anklager Fish for ikke at tage spillerne og sin forretning alvorligt, og anklager ham for at ødelægge oplevelsen for spillerne, og skyde skylden på Microsoft. Eksempler her, her og her.

Men jeg vil vove at påstå, at Phil Fish og Polytrons handlemåde ikke afskiller sig væsentligt, fra den måde andre spiludviklere tackler den slags problemer på. Faktisk har Fish og Polytron måske endda været mindre kyniske end andre i spilbranchen ville være. I mine øjne er Phil Fish røget i uføre, ikke pga. hans konkrete handlinger i forhold til Fez-patchen, men pga. den måde han har foretaget og forklaret beslutningen.

Lad os først slå en ting fast. Det er langt fra unormalt, at nye patches gør gamle savegames ubregelige. Det er sket i The Witcher, Civilization 5, Dungeons of DreadmorCostume Quest og givetvis andre.

OK – Lad os så se, hvor mange penge Phil Fish kan have tjent på Fez. Vi ved at spillet har solgt over 100.000 eksemplarer, så lad os gætte på, at der ialt er blevet solgt 120.000 eksemplarer. Spillet koster 10 dollars, så det giver 1.200.000 dollars.Heraf skal Microsoft have omkring 40 % af dette. Det efterlader Phil Fish og Polytron med 720.000 dollars.

Fez er udgivet gennem publisheren ‘Trapdoor’, som tog Fez under deres vinger, Polytron i løbet af udviklingen simpelthen løb tør for penge. Flinkt af dem, men mon ikke de skal have noget til gengæld? Lad os gætte på 15 %. Så har Polytron 540.000 dollars tilbage. Omkring en halv million.

Så skal vi også kigge på, hvad det har kostet at udvikle spillet. Fra en postmortem på spillet n+ ved vi, at det kostede lige over 200.000 dollars at producere. Givet at Fez er et noget mere kompliceret spil, og at det har haft en meget lang (og smertefuld) produktion, er det nok i den lave ende, at sætte udgiften til 300.000 dollars. Men lad os bare gøre det.

Det efterlader Polytron med en direkte indtægt på 240.000 dollars. Og det er i dette lys, at jeg tror man skal se Polytrons beslutning om at reintroducere den gamle patch. For et firma der er villigt til at ofte 17 % af sit overskud, på at rette en fejl der (a) Påvirker omkring 1% af spillerne (b) Kan omgås ved at starte et nyt spil, er ikke rigtigt kloge.

Jeg synes da også det er interessant, at de der angriber Polytron for deres handlemåde, nærmest udelukkende er spilskribenter. Der er meget sparsomt, hvad der har været af pip fra andre spiludviklere i sagen. Mit gæt er, at det er fordi de måske godt kan se den forretningsmæssige logik i Polytrons handlemåde.

Der hvor Polytron og Phil Fish så fejler, er i den måde de kommunikerer beslutningen ud på. Måske er de bange for at være for kyniske i spillernes øjne, måske tror de selv, at det er den rigtige måde at gøre det på, at prøve at skyde skylden på Microsoft, og den høje certificeringspris. Jeg tror at de havde været bedre tjent med at melde klart og kynisk ud fra starten, og pege på, at de også er en forretning. Og at pengene de tjener netop er nødvendige for, at de kan lave de spil de gerne vil.

At Microsofts tårnhøje certificeringsudgifter så vitterligt ER et problem, som er med til at gøre Xbox Live Arcade til en stadig mindre attraktiv platform for indie-udviklere, er en helt anden historie. Men lad dog være at bruge det som undskydning. Især når Phil Fish ved, at han i forvejen er kendt som en ‘kontroversiel’ figur, og derfor kan forvente at få sine beslutninger studeret under forstørrelsesglas.