En bagstræberisk kulturpolitik?

Der har de seneste dage været en masse skriverier om, hvordan man på Bogens Dag i Danmark har foræret mange tusinde eksemplarer af bøger væk til danske borgere i håbet om, at få flere af dem til at læse. Kampagnen havde ligefrem fået den monolitiske titel “Danmark Læser”.

Denne seneste kampagne falder fint i tråd med den nuværende Kulturministers tilsyneladende papirfetish. Ud af de seneste 30 pressemeddelelser fra Kulturministeriet, handler de 15 af dem om det skrevne ord – bøger.

Screen Shot 2015-04-24 at 2.38.25 PMAt Kulturministeriet ser det som en af sine største udfordinger at ændre folks medievaner, så de læser mere, kan man kun yderligere blive bekræftet i, når man ser listen af initiativer der er sat i søen, for at få folk til at lære at holde af det skrevne ord.

Det minder ikke så lidt om kampagner fra Sundhedsvæsenet, hvor det handler om sygdomsforebyggelse, motion og sund kost. Den indstilling til litteratur som man finder hos Kulturministeriet synes at være båret af den samme logik – læsning er ubetinget sundt.

Tynget af den hvide mands byrde, i dette tilfælde sandsynligvis en kulturradikal vellønnet og veluddannet hvid mand, skal masserne oplyses om læsningens glæder, for det er her at den ægte – den virkelige – kultur ligger gemt. Ikke i tv-serier, tegneserier, rockmusik eller, gyyyss, computerspil eller andere interaktive formater.

Se selv denne formulering hentet fra pressemeddelelsen om Danmark læser

Litteraturen giver plads til den eftertænksomhed, det nærvær og den indlevelse, som ellers bliver klemt i vores travle liv.
Litteraturen er med til at binde os sammen som land. Vi bruger den til at forstå os selv og det samfund, som omgiver os.
Litteraturen åbner for livsnerven i vores demokrati: samtale og dialog. Litteraturen giver betydning og perspektiv.

Det var ellers ikke så lidt!

Men jeg tror, at Kulturministeriet, og altså hermed også ministeren, har fat i den helt forkerte ende her. Jeg forstår ikke, hvorfor man har denne ensidige fokus på medieformen i stedet for indholdet. Hvis målet er, at give danskerne nogle gode kulturoplevelser, er det vel ikke så relevant, hvilken platform de oplever dem på.

Jeg er naturligvis klar over, at der inden for kultur er et vist hegemoni. De senest ankomne medier placeres i bunden, med mindst prestige og mindst anseelse. Her kan de så håbe på, at der snart komme nogen nye til, som de så selv kan kanøfle og hæve sig over.

Men sammen med det, bør man også kigge på, hvilke medier det er borgerne bruger mest. Og her er det som regel omvendt. De senest ankomne medier, spil, tv, rytmisk musk osv. er oftest dem, der har det største publikum.

Jeg er enig i, at der er der visse oplevelser, der passer best til at blive formidlet som litteratur – det er klart. Men at give dette ene medie forrang, frem for de medieformer, som danske borgere allerede bruger, virker sært. Hvorfor ikke også sørge for, at det er indhold med kulturel integritet på de medier og platforme, som man allerede bruger?

Jeg arbejder til dagligt med computerspil – det er ingen hemmelighed – og derfor et jeg selvfølgelig også dybt partisk, hvad det angår. Men det er mig en kæmpe gåde, at man slet ikke snakker om, hvordan man kan komme befolkningen imøde på de medieplatforme de allerede anvender, og forsøge at give dem noget indhold af høj kulturel kvalitet der, hvor de allerede er.

Det er hamrende svært at ændre folks medievaner – og at tro at man kan gøre det ved at forære en bog væk, er omsonst. Det kan højest medvirke til at skabe lidt fut i skørterne hos de allerede omvendte, der kan klappe i hænderne over initiativet, og en svag rumlen i den samlede danske nationalkarakter, som for evigt er til falds for det magiske trylleord “gratis” der i national sammenhæng for længst har udklasset tidligere tides populære formularer som “hokus pokus” og “Må Herren være med Eder”.

Der skal selvfølgelig være plads til at støtte mange forskellige medieformer. Hver af dem er unik, og kan noget, som ingen andre kan. Men hvis man mener noget med sin ambition om, at lade kulturen berøre flest mulige danskere – hvis man har et oprigtigt ønske om at også de danskere som ikke selv opsøger kultur, også skal have muligheden for rige kulturelle oplevelser, så er man nødt til at give bare lidt mere slip på drømmen om litteraturen som det store “be all end all” inden for kulturformidling.

Alle borgere i dette samfund er blevet stopfodret med papirbøger gennem deres skoletid, så det er næppe fordi at de ikke kender til fænomenet bøger, at de vælger ikke at bruge tid på den i hverdagen. Der er simpelthen fordi, at de forestrækker andre medier. Så lad os komme dem i møde, der hvor de er, og sørge for at der er nogle fede kulturoplevelser der venter på dem, lige meget hvilet medier de har valgt som deres foretrukne.

Det er kommunalvalg – det har jeg lavet et spil om

Jada – Kommunalvalg! Det er noget der får blodet i kog og de spidse bemærkninger til at flyve gennem luften. Dog mest på Facebook, hvor allehånde bekendtskaber vånder sig over de mange valgplakater, og lamenterer deres nedgradering af de underskønne omgivelser i pittoreske smørhuller som Greve og Københavns Sydhavn.

Ainwæjs – jeg har lavet et spil, hvor man skal prøve at gætte kandidaternes partifarve, udelukkende ud fra deres billede. Og … det er faktisk ikke så let, som man skulle tro.

Indrømmet, det sjoveste ved spillet er nok de titler man kan blive udnævnt til som resultat. Men de hvem trimler ikke også rundt på jorden af grin, efter at være blevet udnævnt til at være Sofavælger eller Vanedyr. HI-LA-RI-OUS

Nåja – du kan spille det her.

screenshot-3

screenshot-2 screenshot-1

Ingen kan tjene to herrer

“Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden”
– Lukas 16:13

Som mange sikker har bemærket, er der fuld gang i lobbyarbejdet omkring det nye film- og medieforlig. Især spilområdet kan se frem til en hård omgang. Hvis man ender med at vedtage det udkast der er udsent af kulturministeriet, kan spilområdet se frem til ligefrem af få beskåret sin kulturstøtte i forhold til den hidtidige situation. På trods af en rivende både lokal og global udvikling.

Så nu er det altså tiden til, for alvor at gå i gang med lobbyarbejdet. Problemet er bare, at den organisation der skal repræsentere spilproducenterne, er den samme der skal repræsentere filmproducenterne – Producentforeningen hedder den ganske enkelt. Det store problem ved dette arrangement er, at det i høj grad er de samme penge som henholdsvis film og spil skal slås om.

Når man synes at spil ikke får støtte nok, kan man nemlig vælge at lobbyere for to forskellige løsninger på dette. Man kan lobbyere for, at hele film- og spilområdet under Filminstituttet får flere penge (svært), eller man kan prøve at internt rykke omkring på de midler, der allerede er tildelt det samlede område (en del lettere).

Producentforeningen har 12 medlemmer fra spilbranchen, og 35 fra spillefilmsbranchen. I den optik er det ikke svært at gætte på, hvad der får mest vægt. Ikke mindst, når der på foreningen hjemmeside understreges, at alle beslutninger foretages demokratisk. I gode tider, kan man måske nok finde ud af en mindelig ordning, men det går jo ikke super-godt for dansk film lige i øjeblikket. Og selv de mest ligevægtige og objektive mennesker kæmper naturligvis for deres virksomheder, hvis alternativet er, at de lukker.

Man har tidligere snakket meget om synergi-effekterne mellem film og spil. Men med det meget magre udbytte der har været, selvom man har haft særlige støtteordninger til netop dette felt, og med den meget symptomatiske lukning af Zentropas spil-afdeling sidste år, synes jeg ikke der er så meget mere der taler for, at det giver mening at have spil og film- og tv-produktion samlet i den samme organisation. Tv- og film giver det mere mening at samle, da de deler meget af den sammen financiering og det samme produkt kan sælges både som film og tv.

På samme måde som jeg mener, at man bør dele film og spil op fra det offentliges side (altså – splitte filminstituttet op til hhv. et film- og et spilinstitut), mener jeg også at der er rigtig meget der taler for, at det samme bør ske på producentsiden. Er den danske spilbranche ikke stor nok nu, til at kæmpe sine egne kampe, og komme med sine egne krav? Frem for at skulle indordne sig under en paraplyorganisation, hvor de stadig er lillebror på trods at en økonomisk virkelighed der fortæller en anden historie.

Point in case – Herunder følger den mail, som udgør handlingsplanen for producentforeningen i lyset af det nærmest katastrofale filmforlig der tegner sig i horisonten. Jeg ved selvfølgelig ikke, præcis hvilke tanker der ligger bag, men hvis dette er graden af entusiasme man kan tromme op, så synes jeg det er lidt trist. Der er ikke for alvor nogen “sense of urgency” i det her. Noget der pointerer hvor stort potentialet for dansk spil er, og at det er et potentiale vi risikerer at tabe på gulvet. Hvor er understregningen af, at spilbrancen ER voksen nu, og ikke længere er en lommeindustri der bliver drevet fra garager og teenagekældere?

. . . og så ved jeg ikke om det var det her spil jeg ville starte med, hvis jeg skulle overbevise om spilmediets kulturbærende evne. Ikke som en kritik af spillet som sådan, da det som undervisningsspil jo er begrænset i, hvor meget det kan sprælle. Men jeg ville nok have valgt noget med større ‘wow’-faktor. Eksempelvis link, link eller link

Her er mailen:

Til Folketingets Kulturordførere, til Kulturminister Per Stig Møller,

Kender du danske computerspil, eller er det noget børnene eller børnebørnene spiller?

Producentforeningen vil som brancheorganisation for producenter af film, tv og computerspil gerne vise jer nogle af de mange spil, som den danske branche står bag.

Vores mål er, at branche og politikere i fællesskab kan blive enige om at udnytte den danske spilbranches vækstpotentiale. Computerspil er i dag et af de største kulturbærende medier – danskudviklede spil skal være med til at præge den udvikling.

Derfor vil vi i den kommende tid sende dig “Dagens spil” – små spil, som kan spilles på nettet eller på mobiltelefonen. Kontakt os gerne, hvis dagens spil giver anledning til kommentarer eller spørgsmål.

Fredag den 15. oktober 2010: Tag på fiskeauktion i Hirtshals.

Fiskehandlere og restauratører opkøber fisk på en fiskeauktion – et meget let tilgængeligt multiplayer party-agtigt spil, som sætter fokus på et erhverv. Spillet er produceret for Oceanariet og er lavet i et samarbejde mellem PortaPlay og Cordura (Århus).
http://fiskeauktion.cordura.dk

[BILLEDE FRA SPILLET]

PortaPlay fik opgaven på baggrund af læringsspillet “Scor Factor” (http://sexfordig.dk/Default.aspx), som er et spil om sikker sex, produceret i samarbejde med Sex & Samfund. Scor Factor er produceret med støtte fra spilstøtteordningen under New Danish Screen og har derfor haft mulighed for at afprøve fortælleformer og teknik. Fiskeriauktions-spillet er et eksempel på spil, der er produceret til en specifik kunde og som skal leve op til de krav, som kunden stiller, og eksemplet viser – ud over spilmediets potentiale til at fortælle historier på en ny måde – at spilstøtteordningen kan bane vejen for at bruge spil i formidlings- og kommunikationsmæssige sammenhænge.

Computerspil er det felt inden for oplevelsesøkonomien, hvor der er det største vækstpotentiale, både med hensyn til omsætning og i form af skabelse af vidensarbejdspladser. Samtidig er computerspil er det kulturområde, hvor der støttes mindst. Det gælder den absolutte støtte i kroner og ører, og ikke mindst, når man ser på støtten i forhold til antal af arbejdspladser.

Kulturstøtten under DFI spiller en helt central rolle i de svære indledende udviklingsstadier, som man som computerspilsiværksætter gennemlever. Det er i den komplicerede opstartsfase vigtigt, at idémagerne til nye spilkoncepter relativt tidligt bliver mødt med en professionel vurdering og kvalificering. New Danish Screen er en talentstøtteordning, der både sigter mod det non-kommercielle og kommercielle marked. Hvad enten spilproducenten har et ønske om at udvikle et interaktivt spil til skoleelever med dårlige læsefærdigheder, et quizspil til mobiltelefonen eller et originalt 3D-spil til markedets store spilkonsoller, så skal han mødes af kvalificeret rådgivning, der kan bistå med en teknisk vurdering, rådgive om patentbeskyttelse samt få en validering af forretningskoncept og –plan, herunder med tanke på investorkapital.

Med venlig hilsen

Klaus Hansen
Direktør

The lamentation of their women – Om den danske spilbrance og det kommende medieforlig


– Conan! What is best in life?
– To crush your enemies, see them driven before you,and to hear the lamentation of their women!


For us, there is no spring. Just the wind that smells fresh before the storm. (læs det for dig elv inde i dit hoved, med stærk Schwartzenegger-accent)

Andre i samme fremskredne alder som undertegnede vil måske huske ovenstående citat flyde fra Arnold Schwartzeneggers kødfulde læber i det kitchet-fantastiske fantasy-action-brag Conan – The Barbarian. Jeg har dog særligt bidt mærke i det sidste – det der med de flæbende kvinder. For i forbindelse med det kommende medieforlig, er der to pointer, som jeg synes er værd at pege på i dansk spiludvikling, som kan hænge sammen med det citat.

1) Hvorfor er det kun filmbranchen man hører?

I den seneste tid er kultursiderne i de større aviser fyld godt op med klagesange fra den danske filmbranche om, hvor slemt det står til, og oftest med yderligere fortællinger om, at kun yderligere støtte kan redde branchen fra at gå helt på røven. Nok ikke uden bagtanke om, at kulturministeren forventes at komme med sit udspil til et nyt medieforlig i marts. Eksempelvis her eller her. Eller hvad med Peter Aalbæks stort iscenesatte truende sortie fra dansk filmindustri pga. netop de dårlige støttevilkår. (Ikke at jeg ikke beundrer handlingen – manden har sgu talent for drama.)

Nu har jeg som gammel filmstuderende bestemt ikke noget mod film. Jeg synes faktisk rigtigt godt om film. Men det der undrer mig er, at jeg stort set ikke har hørt noget til en dansk spilbranche, her op til medieforliget – og det synes jeg er både trist og forkert. Med de uddannelser der efterhånden er bygget op, er der ved at være en rigtig fornuftig talent-pool i Danmark. De har bare ikke nogen mediekendte bannerførere eller blikfang, der kan plante deres ønsker og historier et eller andet sted i debatten op til medieforliget. Jeg er ærlig talt bange for, at de bliver lidt glemt, fordi den kommercielle del af branchen er nede i en bølgedal, lige her op til medieforliget.

IO har tidligere prøvet at råbe om omkring bl.a. væksfondens sære handlinger, når det drejede sig om at støtte spil-start-ups, men derefter er det som om der er blevet helt stille. Et lille pip fra Thomas Vigild på Politiken kan det blive til, fra tid til anden, men derudover er det ikke meget man hører, udenfor nørdkredsene. Om det skydels manglende vilje og forståelse fra mediernes side, kan jeg af gode grunde ikke vide. Men forkert er det sgu – og potentielt dødsensfarligt for spilbranchens overlevelse herhjemme. Det medieforlig der kommer i 2010 skal gælde helt frem til 2014. Det er længe at skulle vente på en ny og bedre støttepolitik.

2) Hvorfor skal det hele altid være så negativt?

Ja – hvorfor egentlig. Det handler altid om, hvor forfærdeligt det går, hvis man ikke får penge. Men hvad nu, hvis man vendte det hele om? Jeg mener at netop spilbranchen har en mulighed, for at fortælle en anden historie. En historie om, hvordan en fornuftig støtteordning i det nye medieforlig, kunne skabe nye arbejdpladser, nye virksomheder, nye projekter og nye internationale priser. Spilbranchen vokser hvert eneste år. Det er ikke en branche der sigter efter at holde sig i live – holde sig i status quo. Den tekniske udvikling alene driver en vanvittig udvikling afsted, og med en spilmedie der når ud til stadig flere mennesker, for hvert år der går, er det et medie med en stadig stigende betydning.

Den historie ville jeg gerne læse. Ikke mere om de flæbende kvinder. Næh – en fortælling om at knuse sin fjende, og drive ham foran sig. Ikke blot at forsvare sin stilling, men rykke fremad, udvikle sig, bevæge sig hen imod noget andet, end der, hvor man er i dag.

Blev jeg lidt for meget af det gode til sidst? Beklager. Det var ikke min mening at skræmme nogen væk. Men jeg synes bare at DEN historie, ville være den rigtige at fortælle. Ikke om at redde en syg branche – men om at bruge  den, udnytte de kræfter der ligger gemt i den og se fremad i stedet for bagud.

May Crom be with you!

Japansk spilindustri i krise?

Japansk spilindutri i kriseJeg ville bare lige henlede opmærksomheden på en feature jeg skrev for nylig for Eurogamer, om tilstanden i den japanske spilindustri. Der har jo været meget snak om krise, især i forbindelse med Japan. Så jeg besluttede mig for at kigge lidt nærmere på nogen tal for at se, om der vitterlig var noget om snakken.

Og det lader til at der faktisk er noget om snakken – især i forhold til 3.-parts udviklere (altså alle andre end Nintendo). Problemet er, at Japans skrantende hjemmemarked ikke længere er stort nok til, at udviklerne kan overleve udelukkende på det. Så nu er de nødt til at rette deres spil mod et vestligt publikum. Noget som de japanske udviklere mildt sagt har blandet succes med.

Og de kæmper ikke bare med manglende salg, men det lader også til, at de kreativt har problemer med at tilpasse deres produkter til et globalt publikum, uden at miste deres japanske egenart. Således har japansk-producerede spil taget væsentligt færre priser ved de sidste års uddelinger af Game Critics Awards.

Heldigvis er der da enkelte lyspunkter. F.eks har jeg lige fået fingre i Bayonetta fra japanske Platinum Games, og det er både en virkelig god spiloplevelse, og samtidigt skingrende japansk så man slet ikke er i tvivl om det. Forhåbentlig sælger det godt. Det har det fortjent.

Læs hele min artikel om den japanske spilindustri her

Portal-referencer i den kommunale valgkamp

Det er ikke fordi jeg har tænkt mig at stemme på dem, men jeg bliver nu altid lidt mere positivt stemt overfor partier der har referencer til Valves Portal fra 2007, som en del af deres politiske partiprogram.

Kagen er en løgn - Nihilistisk Folkeparti

Screendump fra Nihilistisk Folkepartis hjemmeside

Det var aldrig faldet mig ind da jeg gennemspillede Portal, at den kage der løbende blev refereret til, var noget jeg var blevet lovet af socialismen. Men det kan være jeg kommer til at se på spillet med helt ander øjne, hvis jeg skulle gennemspille det igen.

Nåja – og hvis man har brug for mere sjov, kan man klikke sig ind på Nihilistisk Folkepartis hjemmeside. Det er ikke det hele jeg er enig i, men underholdende er det.