Den åbenlyse løsning på børns køb af DLC og in-app genstande

Screen Shot 2015-02-14 at 1.40.26 AM

Update: Politiken har nu udvidet historien yderligere med artiklerne her og her. Dog stadig uden at angive den mest oplagte mulighed til at imødegå problemet.

Så skal vi til det igen. Politiken har endnu engang drevet den gamle krikke af stalden: Historien om, hvordan onde spil udnytter uskyldige børn til at tømme deres egne og forældres konti for penge, når spillene med smarte metoder (denne gang hasardlignende) narrer dem til at klikke og købe DLC og in-app genstande. Eksemplerne på tidligere historier om samme emne er legio.

Det startede i 2010 med Smølfebær, en historie som dukkede på igen i 2011. i 2012 var det samme Politiken som havde en lignende historie, blot med andre spil. I 2013 var turen kommet til Dragediamanter og senere kom hjemlige Subway Surfers i søgelyset (en udsendelse som DRs Kontant iøvrigt siden fik en næse for i Pressenævnet) og nu er historien altså aktuel igen hos Politiken, denne gang med vinklingen at særligt lykkepose-lignenden indkøb er farlige og ligner hasard.

Én ting er, at forfatteren bag den nye artikel fra Politiken ikke er inde i stoffet, lystigt blander DLC og in-app-køb godt og grundigt sammen, og fortæller hvordan artiklens unge Anders Bandolowski har købt “laserlys og landskaber” til Call of Duty for over 300 kr. Det springer nok mest af alt i øjnene, fordi man som fagperson ved, at detaljerne er forkerte. Jeg har en formodning om, at det nok også gælder andre fagområder. Der har jeg bare ikke nok viden til at opdage fejlene.

Mere kritisk er det, at artiklen slet ikke kommer ind på den åbenlyse og oplagte løsning på problemet. Lad være med at give dine børn fri adgang til en åben App Store-konto, PlayStation Network-konto eller Xbox Live-konto med tilknyttet kreditkort! Det svarer til at udstyre dem med dit Dankort og tilhørende kode, og en hæveautomat svævende 4 cm. foran næsen. Alle de tre nævnte platforme, har funktioner specifikt indrettet til at forhindre børn i at købe ting uden forældrenes godkendelse.

Løsningen er ikke ny – den kan man også læse om i Smølfebær-artiklerne fra 2010. Men der er åbenbart stadig mange, der ikke kender til den.

Det kan også ligne en tanke, at den case story, som er fundet frem, slet ikke har noget med in-app-køb eller lykkeposer at gøre. Den angår i stedet traditionelt DLC, som den unge Anders har købt med sin faders accept – og som han iøvrigt selv har betalt for. At jeg så måske kan synes at Anders er lige lovligt ung til at spille et spil med en aldersmærkning på 18 år eller over, er så en anden historie.

Der ligger bestemt en interessant diskussion i, hvordan spillenes forretningsmodeller udvikler sig, og hvordan de henvender sig til børn og prøver at ramme dem i det øjeblik, hvor de mest tilbøjelige til at trykke på ‘Køb’-knappen. Men det ville pynte gevaldigt, hvis man også huskede at påpege, at der er en oplagt mulighed for at komme problemet i forkøbet selv.

Her er links til, hvordan man sikrer brugerkonto mod utilsigtede køb på de mest almindelige spilplatforme

Xbox One, PlayStation 3 og 4, Xbox 360, iPhone & iPad

Reklamer

De har både olie OG saglig spilkritik i dagspressen!

I går skrev jeg en nyhed til Gameplay, som handlede om den artikel som Politiken bragte forleden om det nye Grand Theft Auto 5. Artiklen, som havde den sigende, og mildt sagt ret tendentiøse rubrik  Nak en luder og stjæl hendes penge: Nyt hypet voldsspil er som en film, du selv instruerer.

Politikens artikel nåede helt til Norge, hvor formanden for det flot betitlede Spilkritikerlauget, Lasse Lervik, mildt sagt var skuffet over niveauet for spilkritikken i den danske dagspresse, hvilket han udtrykte endog meget klart i en twitter-opdatering.

Der er sagt nok om manglerne i Politikens artikel. Men der er en del af den mail, som jeg modtog fra Lasse Lervik, da jeg bad ham om at uddybe kritikken, som peger ud over den konkrete sag.

I min mail til Lervik spurgte jeg ham nemlig også om, hvordan den aktuelle artikel adskilte sig fra den måde, som spil bliver behandlet på i den norske dagspresse. Og hans svar på det spørgsmål er så flot og velformuleret, at jeg vil bringe det her i sin helhed, så man næsten kan høre det syngende norske sprog for sit indre øre.

De norske dagsavisene har lenge hatt fokus på spill. VG, Norges største nettavis, og Dagbladet, Norges andre største nettavis som jeg selv skriver for, har begge flere fulltidsansatte spilljournalister hvis eneste jobb det er å gjøre uavhengige vurderinger, kommentarer, features og reportasjer om videospill. Andre norske aviser bruker freelancere og artikkelutvekslingsavtaler med andre helblods spillsider for å gi en kompetent og grundig dekning.

Jeg tror satsingen og det faktum at norske aviser har dedikerte spillskribentere sørger for en mer uavhengig og velbalansert dekning. Norsk spillstoff er skrevet av spillere, men behandles samtidig ofte med en bevissthet på kildekritikk, nøysomhet og uavhengighet som man har lært fra den typiske nyhetsjournalistikken.

I mine øyne er ikke det bare bra fordi vi med årene har fått dyktige spillanmeldere og -journalister i de store tabloidene, men også fordi de jobber side om side med nyhetsjournalister og -reportere som kan få en større forståelse for spillmediumet. Jeg mener de største misforståelsene og destruktive reportasjene skjer av ubelærte journalister som ikke selv er aktive spillere.

Det, som jeg synes er så smukt ved hans svar er, at det understreger, hvordan de to lejre først og fremmest kan lære en hel masse af hinanden, og på den måde bringe spilkritikken op på et højere niveau.

Det er sikkert en vanvittig utopi – men jeg krydser fingre for, at vi måske kan gøre det samme her i Danmark. At vi kan komme op fra vores respektive skyttegrave og mødes i ingenmandsland, hvor vi sammen kan finde ud af, hvordan vi giver et af vor tids mest dominerende kulturprodukter den både kritiske og seriøse dækning, som det fortjener.
</rørstrømsk>

World%2BWar%2B1%2BTruce3[1]

En dialog om måden vi snakker om spil på – fjerde og sidste del.

Hej følger så den sidste del af min og Julie Horups eksperiment med en skriftlig dialog om, den måde vi snakker (og skriver) om spil på. Enjoy!:

Hej Jesper (igen igen), 

Nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger, fordi jeg stadig skriver for Politiken (og faktisk er ret glad for det på trods af de seneste ændringer), men det er rigtigt, at spildækningen herhjemme er ret homogen. Det siger vel egentlig sig selv, for der er desværre ikke det store publikum. Mange læser engelske sider, og det kan jeg godt forstå, for der er en større adspredelse i artikler, og det er blandt andet også derfor jeg valgte at skrive for en engelsk side fremfor en dansk.

Da Politiken valgte at omrokere, var det eneste, jeg kunne tænke “åh nej”. Jeg kan jo godt forstå dem; hvis der ikke er læsere, er det ikke værd at bruge tid og penge på. Det er desværre den sande, kyniske sandhed. Det hele handler om penge via reklamekroner og så videre, og det er en skam, at fx folk som Gamereactor ikke tør tage en chance og rykke udover de grænser, som de selv har været med til at opstille, når nu de er en af de største sider herhjemme.

Men samtidig tror jeg heller ikke, at man skal kimse af efterspørgslen på almindelig spildækning. Det lyder som lidt af et paradoks, for jeg er overbevist om, at dansk spiljournalistik er ved at uddø i sin nuværende form. Min anke er bare, at folk ofte ser det som “enten/eller” – der er ikke plads til den helt almindelige spildækning blandet med interessante artikler. Jeg ved godt, at det rent teoretisk ikke er tilfældet. Selvfølgelig er der i teorien plads til alt… lige indtil man skal gøre det op i kroner og ører. Hvad tiltrækker flest klik, hvad læser folk og så videre. Penge, penge, penge.

Jeg tror dog, at det ændrer sig med tiden (hvis dansk spiljournalistik når at overleve så længe). Men som du skriver, så er spørgsmålet: Hvornår? Tiden render ud for vores generation, og det er vældigt frustrerende at vide, at de ændringer, som jeg gerne så komme, først kommer til sin rette om fem år (eller hvor mange år det nu må tage). Jeg vil have, at det sker nu.

Og så er jeg er – for lige at hoppe over i et andet spor – glad for din kommentar om spil som ‘æstetisk udtryksform’ og ikke mindst, at det faktisk er fuldstændig ligegyldigt. Det er ligesom mennesker, der konstant prøver at definere dem selv ved at bruge mærkater og presse sig selv ind i bokse, som de slet ikke passer ind. Hvorfor prøver folk at begrænse alt og alle? Det er et sørgeligt syn, ikke kun med menneskeheden, men også med spil. Hvis vi hele tiden føler et behov for at kalde spil det ene eller andet, ender vi med at gå glip af hele pointen.

Spil skal ikke altid underholde os. Spil skal også – i visse tilfælde – kunne rykke ved os, om vi vil det eller ej. Som fx med Papo & Yo og jeg. Det var voldsomt ubehageligt at spille, men det havde en betydning for mig – den vil jeg ikke være foruden. Hvis bare jeg kan få endnu sådan et spil i 2013, der faktisk gør noget mig fremfor blot at underholde, så er jeg tilfreds.

… Og så skal jeg nok skrive tusind ord om, hvorfor alle andre burde prøve at få den samme oplevelse, selvom det måske ikke er muligt (hvilket er hele meningen med det). Det, jeg prøver at sige, er vel egentlig, at vi skal hungre efter flere spil, der får det til at klø i den neurologiske meningscentral. Det er fint, at vi får shooter-fabrikkens samlebånd til at køre i uendelighed, men vi skal ikke stille os tilfredse.

Vi skal især ikke stille os tilfredse med at tale om spil, som om de kun kan én ting; nemlig at underholde. De skal flå hjertet ud på os. Ikke altid, men bare en gang imellem. Og så er det vores job – som spilskribenter – at formulere, hvorfor det er vigtigt, og hvorfor folk skal lære, at spil ikke kun er spil, men samtidig blot er spil. Det er en gylden balancegang, der kan være svær at håndtere, men det er en nødvendighed.

Musik: Garbage – It’s All over but the Crying + The Knife – Full of Fire x3

Alkohol: Fjerde øl (tror jeg, but who’s counting?)

Hej Julie (for sidste gang)

Det med Politiken var nu også bare et eksempel, og man kan sige, at den eneste grund der var til at hive dem frem var, at det i hvert fald en overgang virkede som om, at de havde større ambitioner på området. Sammenlignet med den drypvise dækning der er på andre printmedier, er Politiken hverken værre eller bedre end de andre.

Jeg tror også at der er en solid efterspørgsel på ’almindelig’ spildækning. I hvert fald lige så længe, som den traditionelle AAA-model kan holde sig kørende. For det er i meget høj grad den, som den nuværende dækning læner sig op ad. Og ja, det er i allerhøjeste grad et spørgsmål om kroner og ører. Eller – det er det for dem der driver de forskellige sites. For vi ved begge, at det at skrive om spil hører til noget af det dårligst lønnede freelance-arbejde, så man kan jo i virkeligheden undre sig lidt over, at det i så høj grad bliver dikteret af klik og sidevisninger. Men det er nok også ønsket om at komme ud til et stort publikum der trækker. Det har da i hvert fald været med til at få mig til at rette ind. For hvorfor skrive en masse, hvis ingen læser det (altså, udover i sådan semi-terapeutisk sammenhæng som dette her).

Men jeg har det også lidt lige som dig. Jeg har svært ved at forstå, hvordan vi stadig i 2013 kan sidde og vente på, at spil bliver anerkendt som kulturbærende medie. Hallo! Alle spiller i dag – på deres mobiltelefon, konsol, tv, laptop whatever! Det bliver ikke mere mainstream! Alligevel er det stadig set som et nichefænomen for nørder og børn. Et stykke legetøj.

Men om ikke andet, kan man jo håbe på, at de tendenser der er ved at slå igennem i udlandet finder vej til Danmark. For når jeg ser, hvordan spil som The Walking Dead og Journey har støvsuget prisuddelinger det seneste år, så er jeg fortrøstningsfuld. For det er begge spil, som kræver at man går ind i dem, og oplever dem, for at man forstår dem. Og når spil som dem begynder at slå AAA-spil med udviklingsbudgetter på mange 100 millioner dollars, så er det altså fordi, at der er ved at ske noget.

Jeg kan kun håbe, at den tendens også tvinger os der skriver om spil til at gå dybere ind i spillene – i hvert fald i de spil der fordrer det. At ikke bare snakke om grafik og mekanik, men om de processer der sker inde bag kraniet, når vi spiller dem.

Og så tror jeg også, at vi på nogle punkter er nødt til at revurdere succeskriterierne for spilskriveriet. Det er i hvert fald noget jeg har tænkt lidt over. For selvom det måske ikke giver rablende læsertal, er det så ikke lige meget, hvis man kan opnå en tæt forbindelse til nogen af læserne? Hvis man kan skrive netop de ord, der beskriver en oplevelse, en tanke eller en følelse som vedkommende kender. Hvis man kan forbinde beskrivelsen af en meningsfuld spiloplevelse med bare én person, der så kan genkende den følelse, mærke at der er en forbindelse, og dermed føle sig en lille smule mindre alene i verden? Så har man i mine øjne opnået noget værdigt og betydningsfuldt, lige meget hvor få klik det giver.

Og er sandheden ikke også, at der er nødt til at være nogen der vitterligt prøver at skrive gennemført på den måde, før vi kan vide, at det står i modsætning til høje trafiktal? For er det ikke netop genkendelsen af følelsen, der gjorde ”Se en Drage” til en succes. Jeg tror det ….

Musik : Mere Baroness

Drikkevarer: 2 x Støckel Pale Ale, Gin og Tonic + Dansk pilsener (Yeahhh – proletar-style)

Det var alt for denne gang. Vi håber at I har nydt at følge med på sidelinjen. Vi har i hvert fald begge to været glade for at gøre det.

En sort dag for dansk spiljournalistik

I går sluttede en æra i dansk spiljournalistik da Thomas Vigild meddelte, at han fratræder rollen som spilredaktør ved Politiken, efter at stilligen er nedlagt. Ikke bare var Vigild en af de første personer, der for alvor bragte dansk spiljournalistik op på niveau med den øvrige kulturjournalistik. I kraft af hans rolle som spilredaktør på en af landets største aviser, var han med til at trække spil ind på de bonede kulturgulve, hvor mediet hører hjemme.

Men én ting er Vigilds personlige metier, en helt anden ting er Politikens principielle beslutning om at droppe spilstoffet. En beslutning som i mine øjne er fuldstændig forfejlet, og iøvrigt vil være en pind til papiravisens ligkiste. Men værst går det desværre ud over spiljournalistikken og spilmediet. Positionen som spilredaktør på Politiken var ret unik i det danske medielandskab, da den placering gjorde det muligt at agere mere frit, og være mere kritisk overfor en branche der, som andre kulturbrancher, ofte er fedtet ind i gensidig annoncering og vennetjenester. Men idet Politiken kunne skrive om spil, uden at være afhængig af reklameindtægter fra spildistributørerne, var der en unik mulighed for at gå mere kritisk til værks. Og med den trods alt anseelige læserskare avisen har, ville det ikke rigtigt være en mulighed at blot udelukke eller ignorere Politikens spilredaktør.

Derudover har det faktum, at spilstoffet har været dækket seriøst som en del af  kulturstoffet, været afgørende for, at spilmediet er blevet mere alment accepteret i den brede danske offentlighed. Selv om vi er langt fra at være i mål, tør jeg ikke tænke på, hvordan situationen ville have set ud, hvis ikke der havde været spilstof i Politiken frem til i går.

I sidste ende, ender alle med at tabe på dette. Politiken sparer måske nogle kroner, men samtidigt mister de ikke bare noget af deres omdømme som progressiv avis. De fraskriver sig også muligheden for at skaffe nye, yngre læsere, ved at bortkende et af de stofområder som har interesse i en yngre målgruppe. Man burde måske have set tegnene i sol, måne og stjerner, da Politiken begyndte at udkomme med reklamefinansierede ‘Seniortillæg’ om det gode kulturradikale otium, eller da spilstoffet blev omplantet til forbrugsstoffet, hvor det optrådte ved siden af tests af remoulade og flyverdragter. Men det er stadig en vanvittig ærgerlig beslutning. For Politiken, for spilelskere og for den danske kulturdækning generelt.

Computerspil er stadig for tabere

Computerspil optager åbenbart stadig pladsen som den mest skadelige, ubrugelige og usunde form for underholdning. Jeg tænker at tegneserier og voldelige videofilm må være glade, for nu har spil overtaget ansvaret for alskens dårligdomme, og er stadig associeret med en masse dårligdomme.

Idag udnævner Lars Trier Mogensen på politiken.dk generationen af unge taber-mænd til at være ‘Playstation-proletariatet’.

“Engang blev underklassen kaldt for ’pjalteproletariatet’, men i dag udgøres  bunden i stigende grad af unge, der delvis fordriver tiden med computerspil:  De kan kaldes for ’PlayStation-proletariatet’”

 

Så på den måde kæder man computerspil, lediggang, dårlige karakterer og arbejdsløshed sammen.  For computerspil er jo en forfærdelig ensom beskæftigelse, hvor ensomme, ugidelige stakler bare krøller sig sammen om sig selv under lampen i deres mørke rodede 1-værelses, og lever sig ind i en usund fantasiverden. Nåja – det samme kunne man jo sige om en der læste en bog. Men fordi bøger har et par tusind år mere på bagen, er det jo langt mere respektabelt. Ja, det er vel nærmest fuldkorn og fiberkost, hvor spil er fastfood or burgermad.

Heldigvis er det ikke en pointe som Lars Trier Mogensen følger op, så jeg kunne have en snigende mistanke om at Playstation-proletariatet mest er brugt, fordi det bare er hamrende mundret. Men jeg synes stadig det er lidt sørgeligt, at det er det logiske strå man griber om, når man skal finde en mundret betegnelse for et moderne “pjalte-proletariat’. For det må betyde at der hverken i Lars Trier Mogensens eller i de efterfølgende personer der kommenterer indlæggets sind, er noget der skurrer, når man sætter lighedstegn mellem taberadfærd og computerspil.