Bredden mod dybden: To strategier fra Gamescom

Så er årets Gamescom-konference ved at lakke mod enden. Årets helt altoverskyggende tema har været kampen mellem de to konsoller der er på vej fra henholdsvis Sony og Microsoft. Men selvom der også er krig på kniven mellem de to konkurrenter, så understregede årets konference også, at de to konsoller har valgt to helt forskellige strategier i deres forsøg på at tækkes så stort et publikum som muligt.

For hvor Sony og Microsoft tidligere har kæmpet på meget de samme præmisser er der, især efter Gamescom, tegn i sol, måne og stjerner på, at de kommende Xbox One og Playstation 4 går i hver sin retning i jagten på et købedygtigt publikum.

Tidligere har både Microsoft og Sony gået efter et mainstreampublikum. Køberne af Sonys Playstation 3 har muligvis været en lille smule mere spilnørder, med smag for lidt mere alternative spil, men det har primært været en arv fra Playstation 2 konsollens tid, hvor de meget lavere produktionsomkostninger gjorde det muligt også at udsende små og sære spil til konsollen på relativt små budgetter. Men den fordel blev gradvist udjævnet i løbet af den konsolgenerations der nu næsten er slut, i takt med at Xbox Live Arcade for alvor fik luft under vingene, og kunne tilbyde spillerne oplevelser som Braid, Limbo, Castle Crashers etc.

Både Xbox360 og PS3 prøvede at sælge sig selv som både underholdningsmaskiner og spillekonsoller. PS3 i kraft af sit indbyggede blue-ray drev, som Sony utvivlsomt håbede ville give at salgsboost tilsvarende det PS2’en oplevede pga. det indbyggede DVD-drev (i en periode var en PS2 faktisk den billigste DVD-afspiller i visse lande). Xbox360 prøvede først at sælge et ekstra-drev i det nu kasserede HD-DVD-format, og byggede en solid app-portefølje af underholdningsprogrammer op, mens HD-DVD-formatet langsomt sov ind.

Situationen inden Gamescom

Allerede inden dette års Gamescom stod det klart, at der ikke ville være det samme sammenfald mellem de to nye konsollers profiler. De fleste har utvivlsomt set den ret morsomme nedklipning af den første præsentation af Xbox One, der reducerede præsentationen til 2 minutters tv, tv, tv, tv, sport og Call of Duty. Helt repræsentativ er nedklipningen ikke, men der går ikke røg af en brand hvis der ikke er ild. Og der er ingen tvivl om, at Microsoft med Xbox One har satset benhårdt på at være en underholdningsstation, hvis spilfacet skal understøttes af de allerstørste AAA-franchises.

Anderledes forholder det sig med Sony, som i deres første præsentation af den nye Playstation 4 konsol stort set ikke snakkede om andet end spil. Derudover var det bemærkelsesværdigt, at de til den første præsentation hev en mand som Jonathan Blow på scenen. Blow, som er manden bag indie-hittet Braid, er kendt og respekteret i spilkredse, men bred mainstreamappel kan man nok ikke beskylde ham for at have. Og selvom konsollen også var udstyret med de obligatoriske tv- og filmstreaming-apps, var det noget der kun blev nævnt i forbifarten.

Microsoft fik siden fingrene i klemme, da internettets frådende masser pillede online-strategien for Xbox One fra hinanden. En ekstremt ambitiøs og fremtidsorienteret strategi, som dog led under det problem, at de fysiske spil blev underlagt begrænsninger som egentlig kun gav mening for online-spillene, hvilket resulterede i, at de fysiske spils værdi reelt blev forringet.

Pilene viser udviklingen i konsollernes placering i løbet af denne generation.

Pilene viser udviklingen i konsollernes placering i løbet af denne generation.

Microsoft på Gamescom

Først og fremmest blev Gamescom tidspunktet, hvor Xbox One endelig formåede at vinde en smule af initiativet tilbage. Efter én lang tilbagetrækning, der har efterladt både den tidligere Xbox-chef Don Mattrick og nu også selve Microsoft-direktør Steve Ballmer, tilbage i de forladte skyttegrave, virkede det som om, at Microsoft endelig havde held med et modangreb, da de annoncerede, at FIFA 14 ville følge med i konsollernes første lanceringsbølge.

Men udover at give Microsoft et hærd tiltrængt initiativ i deres profilering af den nye Xbox One, så cementerer annonceringen også det fokus, som Microsoft har valgt. Det er nok ikke en tilfældighed, at det er et af de mest populære mainstream-spil overhovedet i Europa, som følger med konsollen. Et spil, som har en appel som går langt ud over den specifikt spilinteresseredes demografi.

Selvom Microsoft på det seneste på det seneste har underspillet tv-elementet viser annonceringen af FIFA 14-bundlet, at de stadig i høj grad satser på at finde et publikum, som demografisk er bredere end de helt specifikt spilinteresserede. Sandsynligvis inspireret af den enorme succes, som Nintendos Wii-konsol har haft, ved netop at appellere til en bredere mainstream-demografi. Og en strategi som giver mening, i takt med at Microsoft har kunnet se, hvordan brugermønstrene på Xbox360 har ændret sig i takt med, at konsollen har fået flere og flere tv, film og music-apps. Det har gjort den attraktiv, også for folk, som måske ikke er interesseret i andre spil, end de allerstørste AAA-titler.

Ved at satse på et bredt mainstreamsegment, så slipper Microsoft også for, senere at skulle gå ud og ændre deres budskab (igen) for at tækkes nye målgrupper. De sigter fra starten af bredt, i håbet om, at kunne tromme interesse for konsollen op over en bred kam.

Sony på Gamescom

Sony, derimod, gik i den noget nær modsattte retning. Deres Gamescom-præsentation var præget af skæve indie-titler, og i den grad målrettet et i forvejen spilinteresseret publikum. Et publikum, som ved hvem Vlambeer, Edmund McMillen og Devolver er. (De er alle tre relativt kendte indieudviklere). For hvorfor vilel man ellers nævne bl.a. de tre navne under store fanfarer fra scenen.

Væk er tidligere tiders snak om underholdningscenter og ambitioner om at være det samlede teknologiske alter for hele familien. Sony satser helt og holdent på spil, som det der skal sælge PlayStation 4. Og ikke bare AAA-spil, men også mere eksotiske titler, der nærmest tangerer det man i filmens verden ville kalde art film.

Deres målgruppe er dermed meget smallere end Microsofts. Til gengæld har de en langt større gennemslagskraft i denne gruppe, hvad tallene for forudbestillinger også har afsløret. De appellerer direkte til den meget spilinteresserede, måske netop fordi, at de har set en åbning i markedet, efter at Microsoft fik en stor del af denne gruppe på nakken, efter forsøget på at indføre restriktioner på de fysisk baserede spil.

Senere kommer vi nok utvivlsomt til at se Sony forsøge at sprede deres fokus mere. Men der er ingen tvivl om, at de håber på at få et forspring, ved at appellere direkte til en smal målgruppe. Det kan sikre dem 10 mio. konsoller solgt på få måneder, hvorefter de så kan begynde at opsøge andre kundegrupper. Uden tvivl skræmt af Nintendos Wii U, der på næsten et år kun har solgt ca. 3,5 mio. konsoller, hvilket har gjort, at mange spiludviklere simpelthen ikke synes, at det er umagen værd, at udvikle titler til den.

Dermed har Sony givet slip på drømmen om at skabe det konvergerede objekt, som de fleste forventer om få år vil sammensmelte set-top-boks, spillekonsol og mediecenter i et stykke teknologi. Særligt interessant er det, at se Sony melde sig ud af den kamp, i kraft af at de jo, i modsætning til Microsoft, allerede fremstiller både tv-apparater, blu-ray-afspillere og lign., og dermed jo ellers måtte forventes at have nogle synergimuligheder.

To strategier med samme formål

Sony og Microsoft har dermed to vidt forskellige startegier, men målet er det samme. At sælge konsoller. Og selvom Sony ser ud til at have en fordel i kernepublikummet lige pt. Kan det sagtens vise sig, at Microsoft kan vinde det tilbage, og mere til, på den lange bane, hvis de har held med at komme igennem med deres budskab til deres målgruppe, som rummer mange flere potentielle købere.

Jeg har illustreret de to konsollers situation, og deres udfordringer nedenfor. Hvis Microsoft skal have succes, skal de have deres budskab ud til et kæmpe mainstreampublikum, så de kan øge deres penetration i målgruppen. Sony derimod, får brug for at udvide deres appel og målgruppe, hvis de har ambitioner om at gøre Playstation 4 til et mainstreamprodukt på samme måde som PS1 og PS2.

picpic

Reklamer

Flotte patter på spil! – Hip hurra for dansk spiljournalistik

Suk! – Spil som sådan er endelig på vej ind i mainstream-medierne, men det var ikke lige sådan jeg havde håbet at det skulle ske….

Link til artiklen her

Jeg kan jo ikke vide, om det var kravene for at EB.dk skulle have en spil-redaktion, at det var den her slags overskrifter de skulle generere. Men under alle omstændighedere synes jeg det er hamrende skadeligt, endnu engang at slå på den klassiske sterotype forestilling om computerspilleren som en liderlig teenager af hankøn.

Og så synes jeg også bare det er dårlig smag….

Lad være med at behandle mig som en idiot (venligst)

Der er få ting der kan genere mig mere, end hvis jeg føler jeg er en brik i en konsumeristisk verden, hvor man prøver at trykke på mine rigtigt knapper, for at få mig til at købe et eller andet produkt.  Desværre er det præcis sådan en oplevelse jeg havde, da jeg for nylig anmeldte spillet Fairytale Fights. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvad det var der gjorde udslaget, men det virkede bare så velovervejdet dum-plat at jeg har svært ved at tro, at det virkelig kunne udgøre en eller anden spilinstruktørs inderste drøm og hjerteblod.

For dem der ikke har læst Douglas Couplands ‘Jpod’, kan jeg klart anbefale den. Den handler netop om et spilfirma, hvor der ikke er nogen ambitioner om at skabe noget godt og unikt, men hvor hele spillet defineres af marketingsafdelingen, og hvad de lige mener er salgbart lige nu og her. Det er sgu lidt samme fornemmelse jeg har med Fairytale Fights. Og det der er det mest triste ved det er, at der ikke er nogen tvivl om, at der eddermugme er proppet nogen timer i det her projekt. Jeg synes sgu det er ærgeligt, at hælde så mange mandetimer i et projekt der virker så uinspireret.

I et spil som Fairytale Fights er det særlig slemt, fordi det prøver at være morsomt. Men det er morsomt på en måde der simpelhen ikke er overbevisende. I al sin platte grovkornethed, kan jeg ikke tro at andre end 13-årige fritidshjemsknægte kan synes det er sjov. Det står så i skarp kontrast til 16+ mærkningen spillet er forsynet med. Men lur mig, om der ikke er spekuleret benhård i, at der nok skal være nogen under der får omgået den regel. Hvad er vel mere spændende end forbuden frugt.

fairytale-fights-14a606eae5a27d[1]

Suk – måske er jeg bare en gammel sur mand, der har hede drømme om Tim Schaefer og andre spildesignere der er mere ideologisk “kosher” end alle de onde, profithungrende, kalkulerende typer. Ellers også er Tim Schaefer bare en helt ualmindelig dygtig ond, profithungrende kalkulator, som jeg ikke kan gennemskue.

Min fulde anmeldese af spillet kan læses her

Tjener – der er beskidt virkelighed i mit spil

Så fik jeg spillet mig igennem Uncharted 2: Among Thieves, 0g det var faktisk en ovenud positiv oplevelse.

Men det mest bemærkelsesværdige var egentlig, at spillet faktisk var lidt altmodisch i stil og udformning. Ikke at det gjorde det dårligere, for det var så veltilrettelagt at det ikke gjorde noget.

Uncharted 2's beroligende opdelte verden, er en modvægt til virkeligheden.

Uncharted 2's beroligende opdelte verden, er en modvægt til virkeligheden.

Men det var meget skægt at lægge mærke til, hvordan selve spillets historie-fortælling udelukkende foregik i mellemsekvenserne. Jeg kom uforvarende til at sidde og sammenligne med Half-Life, der jo er det direkte modsatte, og tænkte lidt over fordele og ulemper ved de to metoder.

Jeg tror fordelen ved, at have selve historiefortællingen så klart udskilt til cutscenes’ne er, at man simpelhen kan koncentrere sig mere om selve spillet. I Half-Life var der altid en latent frygt, for at gå glip af noget af handlingen, hvis man gjorde noget forkert i spilverdenen. Man var bange for at storme skrigende ned af gangen med spruttende maskinpistol, for hvad nu hvis der foregik en eller anden, for historien enormt væsentlig, samtale bland de personer man løb fra. Det undgår Uncharted 2, og man er derved meget mere fritstillet i spillet. Til gengæld er man i langt højere grad klar over at det er et ‘spil’ man spiller,  idet fjernelsen af det narrative forløb fra spilverdenen, netop udstiller den som et arbitrært spil med klare abstrakte regler, frem for at være en del af en mere flydende, hybrid og blandet verden.

Og så har jeg næsten allerede selv afsløret, hvad fordelen ved at indlejre historien i spiluniverset er. Nemlig at jeg tror, at det giver mulighed for at komme nærmere en oplevelse der minder om den virkelige verden, hvor handlinger, historie og forløb alle sammen er rodet ind i den samme unkontrollerede beskidte verden, hvor man går glip af samtaler, misser pointer, og tvinges til at agere ud fra de sparsomme oplysninger man har.

Men spørgsmålet er så,  om man ikke også har brug for at slippe for den virkelige verden når man spiller. Om man ikke netop tilfredsstilles af den kunstige men rene opdeling,  som spillenes binære univers skaber. Jeg spiller jo ikke spil, for at det skal være lige som min virkelighed. Jeg spiller (i hvert fald nogen gange), for netop at give slip på min beskidte rodede virkelighed for en tid.

Min fulde anmeldelse af Uncharted 2, kan læses her

Det store Danske håb

Jeg havde for nyligt glæden af at anmelde IO Interactives nyeste spil – Mini Ninjas. Det spil er helt klart nogen af en satsning, for det er godt nok langt fra de meget cinematiske actionspil der plejer at komme fra den kant. Men i mine øjne er det det helt rigtige at gøre. Af sprede sine aktiviteter, og ikke have alle æggene i en kurv, er vejen frem. IO kan ikke satse på Hitman i al evighed, og derudover er det også super-vigtigt at komme op og køre med to parallelle ‘pipelines’, så man kan producere flere spil samtidigt, og ikke er så 100% afhængig af, at det seneste spil man laver bare SKAL være et hit.

Det er et solidt om ikke blændende spil. Men det ændrer ikke ved mit inderlige håb om, at det kommer til at sælge rigtig godt. IO er den eneste tilbageværende bastion for AAA-spil i Danmark, og vi er pinedød afhænge af dem, hvis vi nogensinde skal drømme om at få en industri op og køre igen i DK – I hvert fald indenfor en rimelig fremtid.

Jeg krydser i hvert fald fingrene

01875280-photo-mini-ninjas

Læs hele anmeldelsen her

Fede Prinsesser – Mit comback som spilanmelder

Til min store glæde, er det lykkedes mig at komme tilbage i sadlen som spilanmelder. Jeg er nu en del af staben hos eurogamer.dk.

Jeg har allerede haft min debut, hvor jeg anmeldte Playstation Network-spillet ‘Fat Princess’. En ganske fint lille multiplayer spil.

Et fint closeup af den føromtalte fede prinsesse

Et fint closeup af den føromtalte fede prinsesse

Man kan læse alle mine fantastiske ord her

Jeg glæder mig til at komme rigtigt igang….