Bredden mod dybden: To strategier fra Gamescom

Så er årets Gamescom-konference ved at lakke mod enden. Årets helt altoverskyggende tema har været kampen mellem de to konsoller der er på vej fra henholdsvis Sony og Microsoft. Men selvom der også er krig på kniven mellem de to konkurrenter, så understregede årets konference også, at de to konsoller har valgt to helt forskellige strategier i deres forsøg på at tækkes så stort et publikum som muligt.

For hvor Sony og Microsoft tidligere har kæmpet på meget de samme præmisser er der, især efter Gamescom, tegn i sol, måne og stjerner på, at de kommende Xbox One og Playstation 4 går i hver sin retning i jagten på et købedygtigt publikum.

Tidligere har både Microsoft og Sony gået efter et mainstreampublikum. Køberne af Sonys Playstation 3 har muligvis været en lille smule mere spilnørder, med smag for lidt mere alternative spil, men det har primært været en arv fra Playstation 2 konsollens tid, hvor de meget lavere produktionsomkostninger gjorde det muligt også at udsende små og sære spil til konsollen på relativt små budgetter. Men den fordel blev gradvist udjævnet i løbet af den konsolgenerations der nu næsten er slut, i takt med at Xbox Live Arcade for alvor fik luft under vingene, og kunne tilbyde spillerne oplevelser som Braid, Limbo, Castle Crashers etc.

Både Xbox360 og PS3 prøvede at sælge sig selv som både underholdningsmaskiner og spillekonsoller. PS3 i kraft af sit indbyggede blue-ray drev, som Sony utvivlsomt håbede ville give at salgsboost tilsvarende det PS2’en oplevede pga. det indbyggede DVD-drev (i en periode var en PS2 faktisk den billigste DVD-afspiller i visse lande). Xbox360 prøvede først at sælge et ekstra-drev i det nu kasserede HD-DVD-format, og byggede en solid app-portefølje af underholdningsprogrammer op, mens HD-DVD-formatet langsomt sov ind.

Situationen inden Gamescom

Allerede inden dette års Gamescom stod det klart, at der ikke ville være det samme sammenfald mellem de to nye konsollers profiler. De fleste har utvivlsomt set den ret morsomme nedklipning af den første præsentation af Xbox One, der reducerede præsentationen til 2 minutters tv, tv, tv, tv, sport og Call of Duty. Helt repræsentativ er nedklipningen ikke, men der går ikke røg af en brand hvis der ikke er ild. Og der er ingen tvivl om, at Microsoft med Xbox One har satset benhårdt på at være en underholdningsstation, hvis spilfacet skal understøttes af de allerstørste AAA-franchises.

Anderledes forholder det sig med Sony, som i deres første præsentation af den nye Playstation 4 konsol stort set ikke snakkede om andet end spil. Derudover var det bemærkelsesværdigt, at de til den første præsentation hev en mand som Jonathan Blow på scenen. Blow, som er manden bag indie-hittet Braid, er kendt og respekteret i spilkredse, men bred mainstreamappel kan man nok ikke beskylde ham for at have. Og selvom konsollen også var udstyret med de obligatoriske tv- og filmstreaming-apps, var det noget der kun blev nævnt i forbifarten.

Microsoft fik siden fingrene i klemme, da internettets frådende masser pillede online-strategien for Xbox One fra hinanden. En ekstremt ambitiøs og fremtidsorienteret strategi, som dog led under det problem, at de fysiske spil blev underlagt begrænsninger som egentlig kun gav mening for online-spillene, hvilket resulterede i, at de fysiske spils værdi reelt blev forringet.

Pilene viser udviklingen i konsollernes placering i løbet af denne generation.

Pilene viser udviklingen i konsollernes placering i løbet af denne generation.

Microsoft på Gamescom

Først og fremmest blev Gamescom tidspunktet, hvor Xbox One endelig formåede at vinde en smule af initiativet tilbage. Efter én lang tilbagetrækning, der har efterladt både den tidligere Xbox-chef Don Mattrick og nu også selve Microsoft-direktør Steve Ballmer, tilbage i de forladte skyttegrave, virkede det som om, at Microsoft endelig havde held med et modangreb, da de annoncerede, at FIFA 14 ville følge med i konsollernes første lanceringsbølge.

Men udover at give Microsoft et hærd tiltrængt initiativ i deres profilering af den nye Xbox One, så cementerer annonceringen også det fokus, som Microsoft har valgt. Det er nok ikke en tilfældighed, at det er et af de mest populære mainstream-spil overhovedet i Europa, som følger med konsollen. Et spil, som har en appel som går langt ud over den specifikt spilinteresseredes demografi.

Selvom Microsoft på det seneste på det seneste har underspillet tv-elementet viser annonceringen af FIFA 14-bundlet, at de stadig i høj grad satser på at finde et publikum, som demografisk er bredere end de helt specifikt spilinteresserede. Sandsynligvis inspireret af den enorme succes, som Nintendos Wii-konsol har haft, ved netop at appellere til en bredere mainstream-demografi. Og en strategi som giver mening, i takt med at Microsoft har kunnet se, hvordan brugermønstrene på Xbox360 har ændret sig i takt med, at konsollen har fået flere og flere tv, film og music-apps. Det har gjort den attraktiv, også for folk, som måske ikke er interesseret i andre spil, end de allerstørste AAA-titler.

Ved at satse på et bredt mainstreamsegment, så slipper Microsoft også for, senere at skulle gå ud og ændre deres budskab (igen) for at tækkes nye målgrupper. De sigter fra starten af bredt, i håbet om, at kunne tromme interesse for konsollen op over en bred kam.

Sony på Gamescom

Sony, derimod, gik i den noget nær modsattte retning. Deres Gamescom-præsentation var præget af skæve indie-titler, og i den grad målrettet et i forvejen spilinteresseret publikum. Et publikum, som ved hvem Vlambeer, Edmund McMillen og Devolver er. (De er alle tre relativt kendte indieudviklere). For hvorfor vilel man ellers nævne bl.a. de tre navne under store fanfarer fra scenen.

Væk er tidligere tiders snak om underholdningscenter og ambitioner om at være det samlede teknologiske alter for hele familien. Sony satser helt og holdent på spil, som det der skal sælge PlayStation 4. Og ikke bare AAA-spil, men også mere eksotiske titler, der nærmest tangerer det man i filmens verden ville kalde art film.

Deres målgruppe er dermed meget smallere end Microsofts. Til gengæld har de en langt større gennemslagskraft i denne gruppe, hvad tallene for forudbestillinger også har afsløret. De appellerer direkte til den meget spilinteresserede, måske netop fordi, at de har set en åbning i markedet, efter at Microsoft fik en stor del af denne gruppe på nakken, efter forsøget på at indføre restriktioner på de fysisk baserede spil.

Senere kommer vi nok utvivlsomt til at se Sony forsøge at sprede deres fokus mere. Men der er ingen tvivl om, at de håber på at få et forspring, ved at appellere direkte til en smal målgruppe. Det kan sikre dem 10 mio. konsoller solgt på få måneder, hvorefter de så kan begynde at opsøge andre kundegrupper. Uden tvivl skræmt af Nintendos Wii U, der på næsten et år kun har solgt ca. 3,5 mio. konsoller, hvilket har gjort, at mange spiludviklere simpelthen ikke synes, at det er umagen værd, at udvikle titler til den.

Dermed har Sony givet slip på drømmen om at skabe det konvergerede objekt, som de fleste forventer om få år vil sammensmelte set-top-boks, spillekonsol og mediecenter i et stykke teknologi. Særligt interessant er det, at se Sony melde sig ud af den kamp, i kraft af at de jo, i modsætning til Microsoft, allerede fremstiller både tv-apparater, blu-ray-afspillere og lign., og dermed jo ellers måtte forventes at have nogle synergimuligheder.

To strategier med samme formål

Sony og Microsoft har dermed to vidt forskellige startegier, men målet er det samme. At sælge konsoller. Og selvom Sony ser ud til at have en fordel i kernepublikummet lige pt. Kan det sagtens vise sig, at Microsoft kan vinde det tilbage, og mere til, på den lange bane, hvis de har held med at komme igennem med deres budskab til deres målgruppe, som rummer mange flere potentielle købere.

Jeg har illustreret de to konsollers situation, og deres udfordringer nedenfor. Hvis Microsoft skal have succes, skal de have deres budskab ud til et kæmpe mainstreampublikum, så de kan øge deres penetration i målgruppen. Sony derimod, får brug for at udvide deres appel og målgruppe, hvis de har ambitioner om at gøre Playstation 4 til et mainstreamprodukt på samme måde som PS1 og PS2.

picpic

En dialog om mulighederne i PlayStation 4 – del 3 af 3

Har jeg undskyldt for at jeg har været lidt væk? Suk. det er ikke blevet bedre. Undskyld Undskyld Undskyld Undskyld Undskyld . Gør det aldrig mere.

OK, nu da vi har fået det af vejen, vil jeg uden yderligere ståhej præsentere den sidste del af dialogen mellem Julie Horup og undertegnede om den kommende PlayStation 4. Enjoy!

Hej Julie

Ja, jeg synes også at det er lidt sært, at de ikke snakkede mere om PS Plus til præsentationen af PS4. For ikke bare har det været en ganske habil succes, som har rettet gevaldigt op på Sonys noget blakkede online-renomé, efter at de blev hacket sønder og sammen. Jeg tror også, at vi i virkeligheden er vidne til en helt ny form for abonnementstype ala Spotify. En model, hvor det ikke er det enkelte spil du betaler for, men derimod et abonnement du betaler, for at have adgang til en hel vifte af forskellige spil, så længe de betaler sit abonnement.

Men ærlig talt, så virker det som om, at Sony ikke engang selv er helt klar over, hvordan PSN skal fungere i fremtiden. For det var det mere end tankevækkende, at de i deres gennemgang af alle de sociale features på den nye konsol brugte så lidt tid på PSN og i særdeleshed PS Plus. Jeg håber ikke at de begynder at løbe efter Microsoft, for de var faktisk ved at få styr på lortet. Og det vel og mærke på deres egen måde, som var noget andet end Xbox Live.

Og nej, jeg har heller aldrig rigtig været vild med Media Molecule. Jeg mener, det er vildt imponerende, det de lave, og vanvittigt kreativt. Men de er lidt, som de der overkreative typer, der lige siden formningstimerne i folkeskolen har udstillet ens egen pinagtige mangel på kreativitet, ved at lave fantastiske lerskulpturer, mens man selv stod og bandende over sit pølsede askebæger i dekorationsler.  Jeg mener – så du den stribede gøgler/cirkus-trøje som MM-fyren havde på. Han udstrålede så meget overskudagtig krea-energi, at jeg blev helt træt af, bare at kigge på ham. Det er som om, at deres produkter fordrer en eller anden form for kreativitet, som jeg slet ikke mestrer. Nåja – og så fungerer de egentlig heller ikke super-godt som spil.

Jeg har en mistanke om, at Medie Molecule i virkeligheden lidt er Sonys svar på Peter Molineux. Gode til at pitche uhæmmet kreativitet og vilde drømme til presseevents, men måske ikke helt så stive når det kommer til at levere egentligt gameplay.

Watch Dogs har jeg også stadigvæk et svagt håb for. Ikke i en grad så jeg bliver våd i trussen, men med os hankønsvæsener er den salgs jo også mere et tegn på manglende vandladningskontrol end egentlig ophidselse. Det der tændte mig på spillet i første omgang, var deres E3-præsentation, som i den grad rev benene væk under mig. Ikke mindst fordi, at de så ud som om, at spillet faktisk relaterede sig til den verden som jeg selv befinder mig i. En overgang virkede det, som om, at det ikke bare var et godt spil, men at det også var en spilmæssig behandling af en vision om et fuldstændigt forbundet digitalt samfund, som vi er på vej til at vælte ind i med bind for øjnene.

Til PS4-eventen virkede det mere som en nutidig udgave af Assassins Creed. Det håber jeg ikke, at det ender med at blive. For denne verden har nok Assassins Creeder, Killzones og Infamous. Ikke at de ikke skal være der. Bevares – Jeg er bestemt for mindless fun. Men der må også gerne være mere end det.

Og som du selv skriver. Når Watch Dogs ikke er en eksklusivtitel, så mangler også jeg det afgørende argument for, hvorfor jeg skulle investere i en PS4. ”Men den er ny!”, siger du. ”Og hvad så”, vil mit svar være. For indtil nu, har jeg ikke set det spil eller den feature, der giver mig det aha-øjeblik som jeg eksempelvis fok, da jeg første gang så Nintendos Wii. Da jeg fattede, at den lille slikkepind styrede ketcheren oppe på skrærmen, forstod jeg, hvad der var argumentet for den konsol. Det argument har jeg ikke for PS4 endnu. Den er bedre, hurtigere og flottere. Men det er ikke nok. I hvert fald ikke, hvis jeg skal købe den til launch. Så må det vente, til den lander omkring de 2000 kr. Og så er det altså kun, hvis der er masser af fede PSN-spil og nogen ordentlige streamingtjenester.

Alkohol: Gin & Tonic

Musik: Slayer – Seasons in the Abyss

 

Hej Jesper,

Det er faktisk en interessant tanke med Watch_Dogs, og at det har potentialet til ikke kun at være et spil, men derimod også en form for samfundskritik – eller i hvert fald en kommentar på, hvordan alt er forbundet. Og det er endnu mere interessant, når man tænker på, hvor opsatte Sony var på, at ALT skal være forbundet i fremtiden. Et tilfælde? Jah, måske. Men ganske tankevækkende og underholdende alligevel.

Men du har ret i, at det lignede noget, vi har set før. Ved E3 rev det benene væk under mig, ved PS4-annonceringen lignede det AssCreed, GTA og Max Payne i et stort orgie. Det havde lidt mistet sin unikke glans. Man kan dog håbe på, at Ubisoft ikke går efter strike tre og satser på endnu et citat fra Alice i Eventyrland, som de gjorde med Far Cry 3 og AssCreed 3 – endda det helt samme! Desværre tror jeg, at det er et fænomen, vi må affinde os med. Vi er nået så langt i den almene AAA-spilcyklus, at der hentes inspiration fra andre. Temaerne kan være vidt forskellige, men en del af spillenes gameplay nærmere hinanden mere og mere – lige indtil spiludviklerne finder på nye, fikse idéer.

Og det er jo der, at et studie som Media Molecule vælter ind. De er virkelig – som du siger – über-kreative. De er lidt ligesom dem der til billedkunst, der lavede noget helt specielt, som man senere sneg sig ind for at overhælde med benzin og smide en tændstik efter (ikke at jeg har gjort sådan noget, hej mor!). Man bliver virkelig mæt og træt af det, for det er specielt, og det er kreativt, men det er simpelthen også for meget i længden. I hvert fald for mig. Andre har det sikkert stik modsat. 

Men samtidig kan jeg ikke lade være med at blive lidt overrumplet af tanken om “jamen, hvad venter der os så i fremtiden?” Når folk kan være så kreative, er det kun et spørgsmål om tid, før AAA-udviklerne følger trop med et eller andet smart. Håber jeg.

Måske er vi nået til et punkt, hvor vi simpelthen er mætte af den sædvanlige trummerum. Vi skal lære, at vi ikke skal forvente os for meget af spil som sådan. En del af kritikken, som jeg bed fast i efter PS4-annonceringen var, at de fremviste spil ikke revolutionerede eller leverede noget fuldstændigt nyt. Jeg forstår ikke helt den tankegang, for hvad forventer folk egentlig? Vi er nået til det punkt, hvor spil trods alt har etableret sig som et underholdningsmedie. Kan vi forvente den samme unikke, revolutionerende fremgang, som vi har været vant til de sidste årtier? Jeg tvivler.

Revolutionen venter ikke i en ny konsol, der kan give udviklerne flere ram og fancy tech specs. Jo, de har fået flere kræfter at lege med, men det hjælper jo ikke nødvendigvis på deres originalitet. Jeg tror, at mange folk er nødt til at indse, at spil er ved at finde en ny vej i deres udvikling. Det handler ikke om udseende så meget som det handler om at levere noget nyt. Det visuelle es, som så mange spil har levet højt på, rykker i baggrunden.

Der venter en hel ny fremtid. Om PS4 og Microsofts kommende konsol så kan leve op til det, er et helt andet spørgsmål. Og det er ikke kun deres ansvar. Det er efterhånden ligeså meget blevet udviklernes. Det er ikke ment negativt eller som, at det ikke skal være Sony, der sørger for at løfte PS4, men derimod, at udviklerne har fået en langt større sandkasse at lege i, især når PS4 bliver langt nemmere at udvikle til end PS3. 

Vi ser en gang imellem, hvordan enkle spil stråler, når de vælger den mindre bevandrede sti. Den sti bliver (forhåbentlig) snart trampet til med fodspor. 

Alkohol: Den billige hvidvin har udlevet sin værnepligt.

Musik: Puscifer – Donkey Punch the Night

En dialog om mulighederne i PlayStation 4

Man skal jo aldrig stoppe, mens legen er god. Så derfor har Julie Horup og undertegnede fortsat eksperimentet, hvor vi prøver at skrive os ind på problemerne, ved at ping-pong’e frem og tilbage hen over en øl eller (i dette tilfælde), en billig hvidvin.

Sidste gang gik det ud over, den måde vi i det hele taget snakker om spil på. Denne gang har vi diskuteret den nyligt afslørede PlayStation 4, vores umiddelbare indtryk af præsentationen, og vores forventninger til, hvad det vil kunne gøre ved de spil vi spiller.

Denne gang var jeg så heldig at have udsparket. Så here goes …

Hej Julie

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men af en eller anden grund har jeg svært ved at pulsen i vejret over den nye PlayStation 4. Jeg ved ikke helt, hvad det er der er galt. Er det selve boksen (som vi så ikke engang har set endnu) den er gal med, eller er det langt mere alvorligt. Har jeg simpelthen mistet evnen til at blive barnligt begejstret over ny hardware?

I en verden hvor Apple, og enhver anden elektronikproducent præsenterer nye modeller på en årlig basis, er der måske bare tale om, at jeg har fået nok! Nok af buzzwords og powerpoints og løfter om fagne nye verdener, der lader dig være ’connected’ til dit netværk og dine venner hele tiden. Jeg tror, at jeg har fået hård hud på imponeringsnerven. Det jeg mangler er ikke tekniske features og ’mere grafik’. Det tror jeg i hvert fald ikke.

Nogle af de spil, som jeg har fået mest glæde af det seneste år har været The Binding of Isaac, FTL og The Walking Dead. Og så virker det næsten som en provokation, når David Cage går på scenen og proklamerer, at nu med endnu flere polygoner, så kan vi komme endnu tættere på spilkarakterer med følelser. Det var da bestemt en imponerende, ja vel egentlig lidt skræmmende, demonstration han viste frem. Et eksempel på, hvor tæt vi efterhånden er på ”the uncanny valley”. Men tror jeg på, at det vil forbinde mig nærmere til spillenes personer – næh. Lee Everett og Clementine fra The Walking Dead havde måske 10% af de polygoner som David Cage viste frem på skærmen, men har alligevel formået at trække reaktioner frem i mig, som computerspil ellers sjældent formår at røre.

Lidt samme ligegyldighed skyllede over mig, under hele præsentationen af alle de fantastiske sociale features. ”Se – nu kan du dele videoer på Facebook med en knap direkte på controlleren”. Fedt nok. Men helt ærligt, har DU lyst til at være den der ’deler’ din spiloplevelse på Facebook? Hvordan er det bedre end ”Louise mangler hjælp til at finde den orange ko i Farmville – klik her for at hjælpe hende”? Jeg er så gammelt et røvhul, at det vil være dybt stigmatiserende at deler spilvideoer i min omgangskreds på de sociale medier. ”Se mannar – jeg pløkker lige en zombie så hjerne splatter ud over det hele – har har”, stemmer bare ikke så godt overens med forespørgsler på huslånstyper og billeder at den nye Weber-grill. Helt ærligt jeg har to, siger og skriver TO, venner på min PSN-konto. Sociale luftkasteller? – Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Det jeg savner, er ikke en indpakning der er hurtigere, bedre og sjovere. Det jeg savner, er enten noget der taler til mig som menneske, eller i det mindste noget, som bare er ufortyndet underholdning. Det man nok med et engelsk ord, ville kalde ”mindless fun”. Derfor gør det også bare mere ondt, at man efter en en indledning, der for en gangs skyld synes at ville mig noget, som fortalte om det samfund vi lever i, endte med bare at blive en introduktion til en lam fortsættelse af Infamous. Yiii-haw. Partikeleffetker og superhelte-kræfter og sådan en lidt sej rebeltype, der ikke vil gøre hvad de stive myndigheder (læs: skolelærer) fortæller ham, at han skal.

Men der var dog glimt af noget andet ind imellem. For trods hans prætentiøse fremtræden, var mit lyspunkt den aften Jonathan Blow. Fordi han ikke snakkede om hardware og polygoner og PS Move og sociale medier. Han snakkede i stedet for, om de ting, som spil gør ved os. De følelser som de kan fremkalde i os når vi spiller dem. Og det synes jeg er langt mere interessant.

En ny PlayStation er jo for filan ikke målet i sig selv. Den er kun mediet, metoden, som skal bruges til at give spillerne, altså os, nogen oplevelser der er sjove, vilde eller eftertænksomme. Ja, det er da fedt at den har 8 GB RAM i stedet for kun 4. Men kun fordi, at det gør, at man måske kan skabe nogle bedre spiloplevelser.  

Eller måske er det bare mig der er ved at blive en gammel sur mand. Nogen gange frygter jeg lidt, at jeg har mistet evnen til barnlig begejstring. For det er i mine øjne en værdifuld evne, som jeg ville være meget ked af at miste. Jeg håber den er der endnu. Klar til, at den møder det rigtige at begejstres over.

Musik:  Neil Young- Harvest

Alkohol: Schneider Weisse Tap 7 Weissbier

Hej Jesper,

Det er sjovt.. Jeg har det lidt på samme måde – og så alligevel ikke. Jeg blev faktisk ret harm efter annonceringen af PS4, fordi folk gik helt i selvsving med at svine konferencen til, imens jeg løb ud på gaden og fortvivlende skrålede “HVAD REGNEDE I MED?!?!” Okay, det med gaden er løgn, men spørgsmålet var faktisk reelt. 

Jeg havde ikke sat de store forventninger op (som jeg fx gjorde med PS3-annoncering), for kvantespringene fra dengang gør sig simpelthen ikke gældende længere. Konsoller er ikke konsoller på samme måde, som de har været. Da David Cage ævlede løs om sine elskede polygoner, tog jeg mig en tissepause. Jeg elsker et visuelt lækkert spil, men hvis historien er ødelagt, og spillet er det rene møg, så kan udseendet jo være ligemeget. Det kan ikke redde noget som helst. 

Spil som FTL og The Binding of Isaac ligger som fast inventar på både min bærbar og min stationære, og når The Binding of Isaac udkommer på PSN, ryger det direkte ind i download-køen. Spillet er jo ikke smukt at se på, men det er fandens underholdende. Det slipper aldrig grebet på dig, og det er netop sådan nogle spil, jeg håber på, at Sony også vil satse på med PS4.

Derfor var noget af det, jeg jublede mest over ved Sonys konference, at de fremover vil gøre det nemmere for indie-udviklere (sådan fik de det i hvert fald til at lyde). De har allerede etableret sig som en venlig platform for visse eksklusive indie-darlings som Journey, Papo & Yo og The Unfinished Swan, og det skal de holde fast i med næb og kløer. Til gengæld var jeg ved at falde i søvn, da Jonathan Blow trådte på scenen. Hans spil fangede mig ikke, og manden giver mig udslæt. Men hey, i det mindste gør han noget anderledes, og al respekt for det.

Samtidig tror jeg heller ikke, at det er helt ude i hampen, at Sony satser så hårdt på det sociale aspekt. Jeg kommer aldrig til at bruge det (nu skal man aldrig sige “aldrig”, for jeg tror, det kunne være et spændende aspekt som spiljournalist, når man skal dække spil udover de trivielle artikler), men jeg har derimod en bror, der vil finde det skide spændende bare at kunne trykke på en knap og så ellers spamme løs på Facebook med headshots fra Black Ops eller vilde stunts i Borderlands 2. Formår spiludvikler at involvere den feature i deres spil uden, at det bliver for anmassende, så kunne det blive interessant. Især med spil i samme ånd som Dark Souls eller ZombiU. Jeg kan godt se det lokkende i at være en del af et community, eller hvad man nu vil kalde det, hvor dele-features på PS4 bliver ivrigt brugt. 

Mit største “men” i øjeblikket er dog, at de løfter om guld og grønne skove, som konsolproducenterne altid kommer med ved annonceringen, sjældent matcher virkeligheden på selve lanceringsdagen. Sony har allerede været ude at udtale, at visse features ikke vil være tilgængelige fra dag 1, og det er problematisk. Især i et land som Danmark risikerer vi at vente meget længe på forskellige features, og det cirkus er jeg træt af. Derfor sad jeg også med himmelvendte øjne, da Sony listede alle deres samarbejdspartnere for medietjenester, for godt og vel 60% (hvis ikke mere) når slet ikke Danmark.

Jeg tror også, at min frustration med netop dette udspringer af, at jeg ikke længere anser min spillekonsol for en spillekonsol, men derimod som et mediecenter. Jeg bruger min PS3 mere til Netflix, Viaplay og forhåbentlig engang HBO Nordic, når de får nosset sig sammen, end jeg overhovedet bruger min Xbox 360 (det siger heller ikke meget, den er efterhånden gået på ufrivillig pension). Når der ikke er tale om eksklusive titler, så spiller jeg på min PC, og sådan har det efterhånden været i lang tid. 

Derfor er mine forventninger og krav til PS4 også helt anderledes, end hvad de ville have været for bare to-tre år siden. Og indtil videre er jeg ikke overbevist, men jeg er heller ikke afvisende. Jeg tror, at E3 og måske endda gamescom, som Sony længe har haft et svagt, men yderst positivt punkt overfor, bliver den ultimative test. PS4-annonceringen var bare en formel “det her er, hvad vi arbejder på – nu ved I det”-konference, imens især deres pressekonference ved E3 bliver der, hvor de så at sige skal sælge konsollen. Det er her, hvor de skal overbevise folk om, at PS4 er fremtidens konsol.

Musik: Spec Ops: The Line soundtrack 

Alkohol: Billig hvidvin fra Superbest (6/10)

Næste afsnit følger i morgen …