De har både olie OG saglig spilkritik i dagspressen!

I går skrev jeg en nyhed til Gameplay, som handlede om den artikel som Politiken bragte forleden om det nye Grand Theft Auto 5. Artiklen, som havde den sigende, og mildt sagt ret tendentiøse rubrik  Nak en luder og stjæl hendes penge: Nyt hypet voldsspil er som en film, du selv instruerer.

Politikens artikel nåede helt til Norge, hvor formanden for det flot betitlede Spilkritikerlauget, Lasse Lervik, mildt sagt var skuffet over niveauet for spilkritikken i den danske dagspresse, hvilket han udtrykte endog meget klart i en twitter-opdatering.

Der er sagt nok om manglerne i Politikens artikel. Men der er en del af den mail, som jeg modtog fra Lasse Lervik, da jeg bad ham om at uddybe kritikken, som peger ud over den konkrete sag.

I min mail til Lervik spurgte jeg ham nemlig også om, hvordan den aktuelle artikel adskilte sig fra den måde, som spil bliver behandlet på i den norske dagspresse. Og hans svar på det spørgsmål er så flot og velformuleret, at jeg vil bringe det her i sin helhed, så man næsten kan høre det syngende norske sprog for sit indre øre.

De norske dagsavisene har lenge hatt fokus på spill. VG, Norges største nettavis, og Dagbladet, Norges andre største nettavis som jeg selv skriver for, har begge flere fulltidsansatte spilljournalister hvis eneste jobb det er å gjøre uavhengige vurderinger, kommentarer, features og reportasjer om videospill. Andre norske aviser bruker freelancere og artikkelutvekslingsavtaler med andre helblods spillsider for å gi en kompetent og grundig dekning.

Jeg tror satsingen og det faktum at norske aviser har dedikerte spillskribentere sørger for en mer uavhengig og velbalansert dekning. Norsk spillstoff er skrevet av spillere, men behandles samtidig ofte med en bevissthet på kildekritikk, nøysomhet og uavhengighet som man har lært fra den typiske nyhetsjournalistikken.

I mine øyne er ikke det bare bra fordi vi med årene har fått dyktige spillanmeldere og -journalister i de store tabloidene, men også fordi de jobber side om side med nyhetsjournalister og -reportere som kan få en større forståelse for spillmediumet. Jeg mener de største misforståelsene og destruktive reportasjene skjer av ubelærte journalister som ikke selv er aktive spillere.

Det, som jeg synes er så smukt ved hans svar er, at det understreger, hvordan de to lejre først og fremmest kan lære en hel masse af hinanden, og på den måde bringe spilkritikken op på et højere niveau.

Det er sikkert en vanvittig utopi – men jeg krydser fingre for, at vi måske kan gøre det samme her i Danmark. At vi kan komme op fra vores respektive skyttegrave og mødes i ingenmandsland, hvor vi sammen kan finde ud af, hvordan vi giver et af vor tids mest dominerende kulturprodukter den både kritiske og seriøse dækning, som det fortjener.
</rørstrømsk>

World%2BWar%2B1%2BTruce3[1]

Danish Game Awards – Fanget i retail

Der har i år nærmest været mere kritik (link, link) af Danish Game Awards form og indhold, end der har været egentlig dækning af selve prisuddelingen. Kritikken lyder på, at det er et ligegyldigt arrangement, som fungerer som en lukket klub for distributørerne og deres venner.

Er det rigtigt – tjae, det er det nok. Men jeg tror også at det er en omsonst kritik at rette mod prisuddelingen, for man er nødt til at forstå, hvem det er, der står bag den, og hvad deres mål her i livet er (sådan rent forretningsmæssigt i hvert fald).

Show me the (retail)-money!

Danish Game Awards bliver arrangeret, sponsoreret og promoveret af Multimedieforeningen, i daglig tale kaldet MUF. MUF er brancheforening for de danske spildistributører – altså dem der distribuerer fysiske spilkopier til de danske spilbutikker og til en vis grad og netbutikker.

SÅ lad os lige få det på det rene – MUF er f*ucking købmænd. Godt nok med et attråværdigt og vanvittigt interessant produkt mellem hænderne. Men det er i sidste ende produktets salgbarhed der er interessant for dem. Computerspil er for MUF mere en handelsvare end et kunstprodukt, så den prisuddeling som de står bag, har, ganske naturligt, sit udgangspunkt i computerspillet som konsumprodukt, om ikke som kulturprodukt.

Og det er det perspektiv man skal huske at have med, når man kritiserer dem for at gå for meget efter salgstal, kun hylde de store AAA-produktioner eller bruge brugerafsteminger til at finde vinderne. Alene det, at der i år var en kategori for ’Årets spil-app’, var i mine øjne et eksempel på, at DGA faktisk prøver at favne så bredt som muligt, deres salgsmæssige udgangspunkt taget i betragtning. For det kræver sgu nosser at kåre en vinder inden for et felt, hvor næsten 100% af distributionen går uden om de salgskanaler, som netop MUF repræsenterer.

Derfor tror jeg, at man er nødt til at indse, at der dybest set er en indbygget modsætning mellem MUFs interesser, og de interesser som mange andre, ikke mindst spilskribenter, har i, at DGA skal være med til at etablere spil, og ikke mindst danske spil, som et ’ægte’ kulturprodukt i den almindelige befolknings bevidsthed. Et modsætningsforhold som f.eks. Computerspilzonen allerede har draget konsekvensen af, ved ikke længere at være medarrangør af DGA.

Vi fester, mens skibet synker

Derudover er der en helt anden problematik, som i disse år er med til at gøre MUFs handlemuligheder stadig mindre. For MUF er ringforlovet med retail-modellen. Altså salget af fysiske spil i æsker. En model man er så koblet op på, at man som en del af DGA også kårer årets spilbutik. Og her er der altså ikke nogen netbutikker bland de nominerede. Og man kårer også årets publisher, ikke årets spiludvikler.

Men retail er en forretningsmodel, der i den grad er under pres i øjeblikket.  GAME-kæden i Storbritannien balancerer på kanten af kollaps, retail-salget falder stadig, år for år, og MUF indrømmer også selv, at de salgstal de baserer deres toplister på, efterhånden kun udgør 70% af spilsalget i Danmark. Så ønskerne om at gøre det til et åbent event med livestreaming, og mere omfattende juryprocesser, har jeg svært ved at forestille mig, at der skulle være penge og resurser til.

På den måde, er der også element af, at holde fest mens Titanic går ned. Mens retail-modellen er på vej hen et sted, som igen ved hvor er, spiller Djämes Braun pophits fra scenen, og både distributører, spilskribenter, butikspersonale og hangarounds drikker sig fulde, og glemmer problemerne for en stund.

_59366108_109870d4-42eb-45f3-a536-442076a60e7c[1]

Og så er der måske også en lejlighed til at vende kanonen indad, for os kritikere af prisuddelingen. For hvis vi virkelig mener, at det er en lukket fest, hvor dem der allerede kender hinanden drikker sig fra Zen og samling – hvorfor springer vi så med på den vogn. Hvis vi reelt mener, at det er et problem, og at vi burde behandle spil mere seriøst – burde vi så ikke selv sætte proppen i, og agere som rapportere i løbet af den aften, og mindre som fanboys af den fri bar?

Damer, damer, damer …

Når det så er sagt, så mener jeg stadig at der er relevante kritikker af selve arrangementet, man kan bringe på banen. Ikke mindst synes jeg det er slående, hvordan der den aften var nærmest Mad Men’ske kønsstereotyper på spil. Yndige unge kvinder i meget korte kjoler og masser af make-up tog imod. Bragte drinks og snacks, tog imod jakker, guidede én hen til den rigtige plads, og stod ellers bare og så smukke ud.

Ganske sigende var der ikke en eneste kvinde, i den perlerække af personer, der præsenterede de mange priser fra scenekanten. Faktisk var den eneste kvinde på scenen, som ikke var prismodtager hende her:

faffa[1]

Nåja – og så er det jo også værd at huske på, at man jo kun må brokke sig til et vis punkt. For hvis det virkelig er så forfærdeligt, så står det jo altid en frit for, selv at stable noget bedre på benene. Jeg plejer at have en tommelfingerregel om, at jeg må brokke mig tre gange over noget, og så skal jeg enten prøve at ændre det, eller holde min kæft og acceptere, at det er sådan det er. Og med det i mente, så tror jeg at tiden er kommet til at jeg skal holde min bøtte et stykke tid, indtil jeg har noget mere konstruktivt at byde på 😉