Fagre nye #dkgame – Om afskeden med en epoke

For lidt over en uge siden indløb nyheden om, at dansk spiludviklings flagskib, IO Interactive, skulle fyre halvdelen af de ansatte og i fremtiden kun koncentrere sig om Hitman-serien.

Fyringer hos spiludviklere er der sådan set ikke noget nyt i. Heller ikke for IO Interactive. Tilbage i 2010 var prikkefingeren løs i hele to omfattende fyringsrunder i marts og oktober det år. Men denne gang er det anderledes. Både fordi at der denne gang bliver skåret dybere og fordi IOI bliver frataget retten til at udvikle nye IP’er. Men i lige så høj grad fordi, at den omgivende verden har ændret sig. Ikke mindst den lille del af verden, som de danske spiludviklere udgør.

For med fyringerne hos IO tegner der sig et forandret billede af det danske spiludviklerlandskab. Et landskab, hvor den største danske spiludvikler ikke længere er de tjekkede AAA-professionelle IO-drenge på Kalvebod Brygge (Ja, jeg ved godt, at der også er piger, men altså, det drengede synes jo også at være en del af deres profil). I dag hedder den største danske spiludvikler MovieStarPlanet, og driver et browserspil primært henvendt til tweens af hunkøn.

Den seneste danske spilsucces, som har for alvor har skabt ringe i vandet, og helt sikkert har haft den bedste indtjening i forhold til investereingen, er ikke det seneste Hitman: Absolution, men en lille undseelig endless runner ved navn Subway Surfers.

Det er på den baggrund at jeg tror, at vi med de seneste reorganisationer ikke bare står overfor et nedbarberet IO Interactive, men også står overfor en dansk spiludviklingsbranche som er ændret for stedse. Hvor jagten på at ‘blive det næste IO’ endelig er blevet indstillet.

Ïkke at det behøver at være negativt. For det er både på godt og ondt, at den rødslipsede lejemorder har stået som ikon for den samlede branche. På sin egen måde, tror jeg faktisk, at han har stået lidt i vejen for spilmediets kulturelle gennembrud i mainstreamen. Hitman var de-facto-ikonet på computerspil inden for landets grænser. Hver eneste gang man skulle snakke om spil på en dansk baggrund, var det den gode gamle skaldepande der blev trukket af stalden, og hvad der deraf følger af klaverstrenge og skuddueller.

Derfor var det svært at for alvor få etableret mediet som andet og mere end drabelige voldsfantasier, når det gang på gang var den voldelige vinkel, der blev præsenteret. Ikke at IO bærer skylden for dette. Det reelle ansvar ligger i skødet på en medie- og kulturbranche der nærmest pr. automatik ser ned på det senest ankommende medie og er bange for, at det skal tage nogle af deres hårdt tilkæmpede privilegier fra dem. IO skal nærmere have ros for, at have skabt en figur så slagskraftig, at den holdt sig på toppen i mere end 10 år.

Men hvis man for sit indre øje forestiller sig, at fremtidige indslag i radio, tv og aviser om spil ikke længere ledsages af pistolskud og ragdoll-lig der gennes ind i skabe, men af farverige grafittimalere, kulørte digitale påklædningsdukker eller noget helt tredje. Så tror jeg, at der er en enestående mulighed for, at spilmediet endelig får sit kulturelle gennembrud.

Men det er ikke kun udadtil, at der sker ændringer. Også på branchen inderside sker der store forskydninger. Producentforeningens Klaus Hansen forklarer til Computerworld, at han ser det som et skift fra de helt store og til lidt mindre produktioner. Jeg vil tage munden endnu mere fuld og påstå, at det både drejer sig om en ændring i platforme, forretningsmodel og virksomhedsføring der er tale om.

Der er ikke blot tale om en dansk spilbranche, der synes at forlade konsollerne til fordel for PC, iOS, Android osv. Der er i lige så høj grad tale om et skift i forretningsmodeller. Se på de to tidligere nævnte eksempler, Subway Surfers og Moviestarplanet. Begge disse er gået bort fra den traditionelle forretningsmodel, hvor man sælger et spil, som var det en CD eller en film.

Endelig vil jeg også påstå, at den dominerende virksomhedsform er blevet en anden.Og ikke mindst, hvilken virksomhed man har ambitioner om at blive til. Gennem min serie af portrætter af danske spiludviklere for Gameplay, har jeg mødt mere end et par danske spiludviklere, som helt åbent erklærer, at de enten ikke ønsker at vokse mere, eller kun vil vokse en lille smule. De vil beholde den frihed og fleksibilitet som en lille organisation giver dem, fremfor de muligheder som de har med en stab på 100+ personer. Og det der efterstræbes i dag er måske også en virksomhedsform, hvor man kan prøve ting af, uden at skulle igennem ti fokusgrupper først. Alle ved, at der blev udviklet masser af prototyper inden bag IOs mure på Kalvebod Brygge. Men ingen af dem blev nogensinde vist.

Det er på den baggrund at jeg tror, at vi går en ny tid i møde i dansk spiludvikling. En tid hvor IO ikke længere er den standard, som alle andre automatisk måler sig op imod. En tid hvor IO kun er en udvikler blandt flere. En tid med mere dynamik og udvikling end vi har set i Danmark de sidste ti år. Og sidst, men ikke mindst, en tid, hvor spilmediet har en mulighed for at præsentere sig påny, og opnå sit kulturelle gennembrud. Som når man skifter klasse i folkeskolen, og pludselig har mulighed for at krænge sin rolle af sig, og starte på en frisk, uden nogen forudopfattelser om, hvordan man bør være.

Det bliver i hvert fald spændende!

PS. Jeg skylder også at sige, at dette på ingen måde er ment, som en underkendelse af IO Interactives indsats – hverken i dag eller i fortiden. Uden dem, er det slet ikke sikkert at der ville være en spilbranche i Danmark, og kun hos dem har man stadig muligheden for at få uddannet de eksperthåndværkere, der kan få lov til at fordybe sig helt ned i specialistfelterne. De tændte faklen, og jeg håber at de (og Hitman) holder skruen i vandet mange, mange år frem i tiden.

hitmon

Reklamer

Tre myter om den danske spilindustri (som ikke er sande)



De seneste dage har et blogindlæg fra It- og erhvervsjournalisten Dorte Toft fået en ordentlig omgang rundt i de digitale medier, efter at hun i overskriften udråbte den danske computerspilbranche til at være en branche “på støtten” som “ikke leverede” det eksporteventyr, som var blevet stillet i udsigt.

Med udgangspunkt i de seneste tal fra producentforeningen når Dorte Toft frem til, at spilbranchen ikke har levet op til de løfter som blev stillet i udsigt, at IO Interactive med Hitman for alvor brød igennem glasvæggen og ind i mainstreammedierne, med et forretningseventyr i multi-million-klassen, og en letgenkendelig rødslipset ‘poster-boy’.

Men selvom jeg bestemt synes, at Dorthe Toft tager fejl i nogen af sine konklusioner, så sætter hendes indlæg alligevel fokus på nogen helt centrale problemer i forhold til arbejdet med at præsentere spilbranchen som en investeringsmoden vækstbranche. For med indlægget fortæller Dorte Toft også en hel del om, hvordan den generelle opfattelse af spilbranchen ser ud, uden for den snævre kreds af personer, der til dagligt er i kontakt med det danske spilmiljø. Og hun er jo ellers ganske velbevandret inden for it-kredse. Så hvordan opfattelsen ser ud, endnu længere ude i perifirien, tør jeg nærmest ikke gætte på.

Ud fra Tofts indlæg, kan vi fastslå, at der er to ting, der lader til at være vedtaget som fakta om den danske spilindustri.

  • Den danske spilbranche lever på offentlig støtte
  • Hitman er den eneste ordentlige kommercielle succes, den danske spilbranche har fostret.

Og – hvis man tør gå lidt videre, vil jeg også sige man i teksten kan finde en opfattelse af at:

  • Den danske spilbranche er præget af små (dovne?) amatørfirmaer

Godt – skal vi så lige få dem gennemgået, én gang for alle?

Nej, den danske spilbranche er ikke på støtten.

Det er mere end en tilsnigelse, at betegne den danske spilbranche som værende på støtten. Det eneste støtteprogram i Danmark, der specifikt retter sig mod spil, deler kun ca. 5 millioner kr. ud årligt. Og dette er endda kun til spil til børn- og unge. Har man et spilprodukt der ligger uden for denne målgruppe, er man (statsstøttemæssigt) på herrens mark.

Til sammenligning er der sat over 2 mia. kroner af til filmområdet i den seneste fireårige filmaftale, i form af både direkte filmstøtte, indirekte støtte fra licensen via DR og TV-2 og godt en halv milliard kr. til drift af Filminstituttet.

Hvis vi er flinke, og piller driftmidlerne til Filminstituttet ud af regnskabet, ser det sådan her ud, hvis man kigger på, hvor stor en del af omsætningen statsstøtten udgør, for de to brancher:

comp

film(tal fra Filmforliget, DFI og Producentforeningen)

Der findes ganske vist også muligheder for spilstøtte gennem både et nordisk og et europæisk program. Men det nordiske har et budget på størrelse med den danske statsstøtte, og det skal så oven i købet deles mellem flere lande. Og den europæiske støtte, der bliver uddelt gennem MEDIA-programmet, er ramt af lidt det samme problem, med et årligt budget på 2 mio. euro til ‘interaktive værker’, til fordeling mellem 27 medlemslande.

Dorte Toft peger på, at Vækstfonden jo også har skudt penge i danske spilprojekter, men de har allerede for nogle år tilbage trukket følehornene til sig, og har ikke investeret i spilmiljøet siden. Men jeg kunne jo have en mistanke om, at ikke mindst ZeitGuyz konkurs i 2008, med efterfølgende rundtur i medier og kritik af Vækstfonden, måske har været med til at male et billede af en forsmået og krævende spilbranche. Men faktum er jo, at Vækstfonden jo netop IKKE investerede i ZeitGuyz.

Nej, Hitman er ikke den eneste danske kommercielle spilsucces

Hitman var den første, og indtil nu nok også den største, kommercielle spilsucces. Og det har utvivlsom været medvirkende til, at man har forventet, at den næste kommercielle spilsucces skulle være lidt ligesom den.

Men sandheden er, at markedet har ændret sig i mellemtiden, og gjort det mere end usandsynligt, at den næste spilsucces bliver efter den klassiske AAA-model. Ikke mindst efter at ZeitGuyz-drømmen brast og også Deadline Games måtte lukke i 2008, i hælene på finanskrisen.

Men det betyder ikke, at der ikke har været kommercielle succeser. Limbo har været en både kunstnerisk og kommerciel succes ud over alle grænser. Ja, faktisk har de sammen med Braid været med til at bevise, at det kan lade sig gøre at lave indie-spil med den kunstneriske integritet i højsædet, som stadig sælger millioner. I modsætning til IO har de bare valgt, at købe sig selv fri og fortsætte med at lave spil på deres egen måde, i stedet for at gå efter den buyout-strategi, der giver overskrifter om pludselige multimillionærer og enorme købssummer.

Derudover kan det også undre, at kæmpesucceser som Subway Surfers og MovieStarPlanet heller ikke har fået mere opmærksomhed. MovieStarPlanet har oplevet eksplosiv vækst, og regner med at runde de 150 ansatte i år. Subway Surfers er et af de allermest populære spil til iPad og iPhone, og hvordan man kan sige, at et spil der indtjener 100.000 kr om dagen ikke er en kommerciel succes, ved jeg ikke, men det går over min forstand.

Men nej, ingen af dem handler om en skaldet lejemorder, eller ligner for den sags skyld klassiske konsolspil. Men med de tusindvis af artikler, der efterhånden er skrevet om Angry Birds og Wordfeud, kan det undre, at udsynet er så meget mere snævert, når det drejer sig om indenlandske produktioner.

Nej, den danske spilbranche består ikke primært af små amatørfirmaer.

Hvis man sammenligner med normale virksomheder, så kan det jo godt springe i øjnene, som det da også sker for Dorte Toft, at det gennemsnitlige antal ansatte pr. virksomhed, ligger helt nede på 5 personer. For normalt er antallet af ansatte jo indirekte en indikator for succes.

Men før man tager dette som et sikkert tegn på, at branchen er præget af virksomheder uden succes, så er man nødt til at forstå, at der, særligt inden for det nye app-marked, ikke nødvendigvis er en håndfast forbindelse mellem antal ansatte og graden af succes. Sybo, firmaet bag det tidligere nævne Subway Surfers, er så vidt jeg ved seks personer. Som altså har haft en indtjening på 100.000 kr. om dagen. Wordfeud er lavet af én person i Norge. Minecraft er lavet af én person i Sverige. Det er altså ikke længere nødvendigt, med et kæmpestort team, for at skabe kommercielle spilsucceser. Dette er man nødt til at tage med i overvejelserne, inden at man dømmer spilbranchen ude pga. de lave antal ansatte pr. virksomhed. Det faktum, at der kun er fem personer i et firma, betyder ikke automatisk, at det er et amatørfirma med kun et lille potentiale.

Og jeg må sige, at jeg næsten bliver lidt sur, når Dorte Toft fortæller om, hvordan iværksættere fra den mere traditionelle del af it-branchen klarer sig “for mindre end, hvad en arbejdsløs kan få, og mange har forgældet sig til op over ørene”, mens de arbejder på at få deres virksomheder og at stå. For der er masser af folk i spilbranchen, der suger på labben, mens de arbejder på at får deres projekter færdige. Ikke mindst fordi spiludvikling er så back-loadad som den er (ie. du får ført pengene i den aller sidste del af din produktionsproces).

Hvor er min Lobby?

Det er vigtig for mig at understrege, at dette ikke er et angreb på Dorthe Toft. Det er udelukkende et forsøg på at tilbagevise nogen af de påstande, der dukker op i hendes indlæg. For Dorte Toft er ikke selve problemet – hun er højest en symptom på, at den danske spilbranche stadig har et godt stykke vej til målet, hvad angår profilering og præsentation af de reelle fakta, udenfor sin egen snævre kreds.

Vi må se i øjnene, at det ikke er lykkedes os at rykke den almene opfattelse af spil særlig meget videre, siden Hitman brød igennem for snart 15 år siden.

Hvem har så skylden for, at den almindelige opfattelse af den danske spilbranche stadig er baseret på myter? Og hvad vi kan gøre ved det? Det har jeg ikke nogen sikre bud på endnu. Men til at starte med, må vi i hvert fald anfægte de påstande der ikke holder vand, når de dukker op i mediestrømmen. Og det synes jeg faktisk er sket, med adskillige kommentarer på blogindlægget, der anfægter de fremførte påstande. Ikke som led i en benægtelse eller tilsvining, men som en kritisk dialog.

Næste skridt bliver, selv at gå i offensiven. Det vil jeg glæde mig til. Har du en plan? Så sig bare til …