Computerspil kan gøre børn aggressive – og det er en god ting!

Lyder det ovenstående mærkeligt? Måske, men lad mig forklare, hvorfor jeg faktisk mener, at det ovenstående er en positiv ting for spilmediet.

For nogle dage siden gik Tv2 ud med en nyhed om, at voldelige computerspil gør børn aggressive. Artiklen refererer til en større såkaldt meta-undersøgelse, som samler erfaringer fra andre undersøgelser om emnet, og søger at korrelere dem. Og rapporten konkluderer, ganske rigtigt, at voldelige spil kan gøre børn aggressive. Og med den konklusion i hånden er det let for Tv2 blot at fylde lidt kommentarer på fra det permanent spilkritiske tågehorn Vibeke Manniche, og så er nyheden der.

Men hvis man prøver at følge kilden, og finde frem til selve undersøgelsen, så kan man se, at den primære konklusion faktisk ikke handler så meget om voldelige spils effekter. Konklusionen er mere alment, at spil i det hele taget påvirker dem der spiller – både i positiv og negativ retning, alt efter spillets type. Og på den måde, er undersøgelsen i mine øjne i virkeligheden et kæmpe skulderklap til spilmediet. En bekræftelse af, at det vi spiller betyder noget for os. At det ligefrem kan gå ind og påvirke vores opførsel.

Overskriften skal ikke tolkes sådan, at jeg synes at børn skal sidde og plaffe sig igennem GTA V, med alt hvad det indebærer af ludere, narko og tortursekvenser. Men når jeg skriver sådan, så er det fordi at jeg ser det som et kæmpe plus, at spil faktisk har muligheden for at påvirke. Undersøgelsen fortæller os at spil, lige som alle andre betydningsfulde kulturelle medier, har evnen, og måske sommetiden også hensigten, til at flytte på os. Lade os opleve en følelse aller en tanke. Gøre os aggressive, nostalgiske, melankolske, oprørte.

Hvis ikke spil kunne det, ville det jo, lige meget hvad, blot være harmløst tidsfordriv – ligegyldigt. Og det ville være en lang værre overskrift, synes jeg.

Reklamer

Ting, jeg ville have sagt …

Forleden var jeg inviteret i ’Kulturen’ på TV2 News, for at debattere sexisme i computerspil med Morten Skovgaard – chefredaktør på GamePlay. Jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, men jeg har en ret klar mistanke om, at historien udsprang af den dialog som Julie Horup og jeg havde på vores respektive blogs, og som Morten Skovgaard kommenterede kritisk på.

I timerne op til udsendelsen, satte jeg mig ned og tænkte grundigt over emnet, og hvad der egentlig kunne være relevant at snakke om i den forbindelse. Jeg ved nu, at seks tv-minutter går lynende hurtigt. Og vi kom slet ikke omkring alle de facetter, som jeg havde håbet. Især var jeg ked af, at vi ikke fik snakket om, hvorvidt sexismen i virkeligheden står i vejen for, at spil kan få sit mainstream-kulturelle gennembrud. For jo mere jeg tænker over problematikken, jo mere overbevist bliver jeg om, at der er en sammenhæng.

Jeg tror, at spilmediet befinder sig ved en skillevej. Nu er det jo altid populært at stille den slags absolutter op, for at få gang i debatten (blink, blink TV2 News), men jo mere jeg har tænkt over det, jo mere overbevist er jeg blevet om det.

Jeg tror, at det er tid til, at spilmediet beslutter sig for, om det har lyst til at være med i den bredt accepterede mainstream-kultur, eller om den skal vedblive at være et eksklusivt, og dermed ekskluderende, nichemedie. Jeg tror også, at det er et spørgsmål, der hænger nøje sammen med bl.a. problemerne omkring sexisme i spil (og spilbranchen), men også spørgsmålet om eksempelvis casual vs. hardcore computerspillere.

Ofte bliver spørgsmålet om kønsrepræsentationen affejet med, at det ’jo bare er computerspil’. Men mit argument er, at det netop er holdninger som den, der er med til at forhindre spilmediet i at blive taget alvorligt som alment kulturmedie. For hvis computerspil vil træde op på den mainstreamkulturelle scene, sammen med film, musik, litteratur og teater, så må det kunne holde til, at man stiller den slags spørgsmål. Så er det ikke et emne, man kan affeje med at det jo bare er computerspil. Man må anerkende at det er et rimeligt spørgsmål at stille til et medie, der berører så mange mennesker hver eneste dag. Som mainstream-medie må man forvente at blive udfordret.

Jeg kan godt forstå, at der er en træghed i forhold til at turde se de spørgsmål i øjnene. For det kan være med til at forandre spil fra at være en subkultur til at være en mainstream-kultur. Og derved vil man netop miste retten til at gemme sig i sin enklave, uden at skulle forholde sig til omverdenens krav om balanceret kønsfremstilling og what-have-you. Og netop den eksklusivitet, som det indebærer at være en subkultur, risikerer at gå tabt. Det sikre, trygge rum, som subkulturen udgør, risikerer at blive forvandlet til en åben plads.

Og det spiller op imod en indbygget modvilje til at åbne det fællesskab op, som man måske selv føler, at man har været med til at opbygge. Som når man fortæller, hvordan et band da er meget fint, men at man foretrækker deres tidligere plader – fra inden ’de solgte ud’. Som om, at den essens, der udgør subkulturen, risikerer at blive fortyndet og udvandet, efterhånden som glasset fyldes op med uforstående casual-lyttere der bare ikke ’forstår det’. Ikke på samme måde, som man selv gør, i hvert fald. Og det er den modvilje jeg også tror kommer til udtryk i de mange giftige kommentarer, som særligt kønsdebatten synes at trække frem i spilkulturen.

Men i mine øjne vil man miste langt mere, hvis man ikke lader spilmediet indtage pladsen som kulturelt mainstream-medie. Hvis man accepterer, at spilmediet er ekskluderende overfor folk med det forkerte køn, de forkerte holdninger som spiller de forkerte spil, så begrænser man samtidigt det potentiale som jeg tror på spilmediet har. Så får spilmediet aldrig adgang til de ideer og fortællinger, som disse personer kan bidrage med. Netop det, at de har en anden tilgang til spil end mig, er en værdi – ikke en trussel.

…. det var bare det jeg ville sige, men ikke nåede

PS. Et stort shout-out til Julie, som faktisk oprindeligt skulle have været i studiet, for at tage debatten. Jeg kom kun med på et afbud. Hun har en stor del af æren for, at vi har fået sparket lidt gang i debatten herhjemme, og ikke mindst en stor del af æren for, at jeg har gravet mig dybere ned i emnet.

PPS: Bevisførelse for problemets eksistens.
a9gcxa5ccae8uw7jpg-large[1]